Animation af banen for Ganymed (blå ellipse) rundt om Solen. Omløbstiden er 4,35 år. Inderst ses banerne for Merkur, Venus, Jorden og Mars, yderst banen for Jupiter (alle med rød farve).
1036 Ganymed er en stenasteroide med en baneekscentricitet, der er så høj, at den klassificeres som et nærjord-objekt. Den blev opdaget af den tyske astronom Walter Baade ved Bergedorf-observatoriet i Hamburg den 23. oktober 1924 og fik den midlertidige betegnelse 1924 TD. Med en diameter på omkring 35 kilometer er Ganymed det største af alle nærjord-objekter. Rotationstiden er 10,3 timer. I oktober 2024 nærmer den sig Jorden indtil en afstand af 56 millioner km (0,37 au).[7]
Dynamisk er Ganymed en Amor-asteroide, dvs. at den tilhører undertypen af jordnære asteroider, som nærmer sig Jordens bane om Solen udefra uden at krydse den. Dens omløbstid om Solen er 1587 døgn eller 4 år og 4 måneder. Banens halve storakse er a = 2,66 au, men på grund af banens høje excentricitet (e = 0,53) svinger afstanden fra Solen mellem 1,2 og 4,1 au. Banens inklination, dvs. hældningen i forhold til ekliptika er 27°.[8][1]
Ganymed og Jorden har en mindste indbyrdes baneafstand på 0,342 au eller 133 gange afstanden til Månen. Den kommer Jorden nær næste gang den 13. oktober 2024, hvor afstanden vil være 0,374 au.[7][fremtidigt info]Ganymed krydser også Mars-banen og vil den 16. december 2176 passere planeten i en afstand af 4,29 millioner km (0,0287 au).[7]
Småplaneten blev opkaldt efter den trojanske prins Ganymedes, idet opdageren brugte den tyske stavemåde, der stammer fra en hymne[9] af Goethe; den forkortede stavemåde benyttes i dag internationalt for asteroiden. Ganymedes blev bortført af Zeus i skikkelse af en ørn for at blive mundskænk for de græske guder. Ganymedes er også baggrund for navnet på Jupiters tredje måne Ganymedes, som blev opdaget af Galileo Galilei og Simon Marius i 1610.[10]
Ganymed er blevet observeret i en lang tidsperiode, og dens bane er derfor velbestemt. I 1931 blev dens absolutte størrelsesklasse, baseret på observationer indtil da, angivet til 9,24[11], lidt lysstærkere end den i dag angivne værdi på 9,45.
Ganymed er en stenasteroide af S-typen, undertype S (VI).[12] Man har målt følgende farveindices:
U–B = 0,417; B–V = 0,882 ±0,008; V–R = 0,515 ±0,004 og V–I = 0,981 ±0,005.[13]
Det betyder, at den reflekterer sollyset ganske godt og består af jern- og magnesiumsilikater.
Collaborative Asteroid Lightcurve Link når frem til en albedo på 0,2809 og en middeldiameter på 31,57 kilometer baseret på en absolute magnitude på 9,50.[15] Carry har i 2012 offentliggjort en diameter på 34,28 kilometer.[16]
Den 22. august 1985 blev der fra Californien observeret en okkultation af en stjerne ved Ganymed.[2] Yderligere observationer i 2011 resulterede i en modelellipsoide med en halv storakse på 39,3 og en halv lilleakse på 18,9 kilometer.[2]
Siden 1985 har man ved fotometri registreret et stort antal lyskurver, altså variationen af asteroidens lysstyrke på grund af dens rotation.[17][18][19][20][21][22][23][24][25] En analyse af de bedtse lyskurver fra 2011 gennemført af den amerikanske fotometriker Frederick Pilcher på hans Organ Mesa Observatory (G50) i New Mexico gav samstemmende en rotationstid på 10,297 timer. Amplituden i ændringen af størrelsesklassen lå mellem 0,28 og 0,31.[15][26]
Tre analyser, som benyttede fotometriske data fra Uppsala Asteroid Photometric Catalogue, termisk infrarøde data fra WISE samt andre kilder, gav samstemmende rotationstider på henholdsvis 10,313, 10,31284 og 10,31304 timer. Desuden blev rotationsaksens ekliptikale koordinater (λ, β) bestemt til henholdsvis (214,0°, −73,0°), (190,0°, −78,0°) og (198,0°, −79,0°).[27][28][29]
Radarobservationer af Ganymed udført i 1998 med Arecibo radioteleskopet frembragte billeder af asteroiden, som vise, at den er omtrent kugleformet[30]. Polarimetriske observationer gennemført af japanske astronomer viste, at der var en svag korrelation mellem asteroidens lyskurve og polarimetriske kurve i afhængighed af rotationsfasen.[31] Da polarisationen afhænger af overfladens geometri og kemiske sammensætning, slutter man heraf, at overfladeforholdene er omtrent de samme overalt.[31]