MDA er mindre efterspurgt som et euforiserende stof end andre stoffer i amfetaminfamilien, men det er et betydningsfuldt stof fordi det et en primær metabolit af MDMA (ecstasy)[1] som dannes ved N-dealkylering af MDMA i leveren.[2] Desuden er det almindeligt at finde MDA som en tilsætning i ulovligt produceret MDMA.[3][4]
MDA købes, sælges og bruges som et rekreativt "kærlighedsstof" på grund af dets forbedring af humør og empati.[5] En rekreativ dosis af MDA er nogle gange angivet som værende mellem 100 og 160 mg.[6]
MDA blev først syntetiseret af Carl Mannich og W. Jacobsohn i 1910.[7] Det blev først indtaget i juli 1930 af Gordon Alles, som senere licenserede stoffet til Smith, Kline & French.[8] MDA blev første gang brugt i dyreforsøg i 1939, og forsøg på mennesker begyndtes i 1941 i udforskningen af mulige behandlingsformer for Parkinsons sygdom. Fra 1949 til 1957 fik mere end 500 mennesker MDA i en undersøgelse af dets potentielle brug som et antidepressivt og/eller appetitnedsættende middel af Smith, Kline & French. Den amerikanske hær eksperimenterede også med stoffet, med kodenavnet EA-1298, mens de arbejdede på at udvikle et sandhedsserum eller invaliderende middel som en del af Project MKUltra. MDA blev patenteret som et beroligende middel af Smith, Kline & French i 1960, og som et appetitnedsættende middel under handelsnavnet "Amphedoxamine" i 1961. MDA begyndte at dukke op på den rekreative stofscene omkring 1963 til 1964. Det var dengang billigt og let tilgængeligt som forsøgsmedicin fra flere videnskabelige forsyningshuse. Adskillige forskere, herunder Claudio Naranjo og Richard Yensen, har udforsket MDA inden for psykoterapi.[9][10]
^de la Torre, R; Farre, M; Roset, Pn; Pizzaro, N; Abanades, S; Segura, M; Segura, M; Camí, J (2004). "Human pharmacology of MDMA: pharmacokinetics, metabolism, and disposition". Therapeutic Drug Monitoring. 26 (2): 137-144. doi:10.1097/00007691-200404000-00009. PMID15228154.
^Monte AP, Marona-Lewicka D, Cozzi NV, Nichols DE (1993). "Synthesis and pharmacological examination of benzofuran, indan, and tetralin analogues of 3,4-(methylenedioxy)amphetamine". Journal of Medicinal Chemistry. 36 (23): 3700-3706. doi:10.1021/jm00075a027. PMID8246240.
^Naranjo, C.; Shulgin, A. T.; Sargent, T. (1967). "Evaluation of 3, 4-methylenedioxeamphetamine (MDA) as an adjunct to psychotherapy". Pharmacology. 17 (4): 359-364. doi:10.1159/000137100. PMID5631047.
^Yensen, R.; Di Leo, F. B.; Rhead, J. C.; Richards, W. A.; Soskin, R. A.; Turek, B.; Kurland, A. A. (1976). "MDA-assisted psychotherapy with neurotic outpatients: a pilot study". The Journal of Nervous and Mental Disease. 163 (4): 233-245. doi:10.1097/00005053-197610000-00002. PMID972325. S2CID41155810.