Beaujolais er en fransk rødvin. Navnet på vinen kommer fra navnet på vindistriktet og appellationen Beaujolais, som er den sydligste del i området Bourgogne i Frankrig. I Beaujolais fremstilles mest rødvin, men én procent af produktionen er hvidvin.
Rødvinen fremstilles på den blå drue Gamay, der er tilpasset de afvekslende forhold i Beaujolais-distriktet, hvorimod hvidvinen fremstilles på den grønne drue Chardonnay. Aligoté-druen er også godkendt til fremstilling af hvidvin i området. Vinene fra distriktet fremstilles ofte efter en metode, der kaldes kulsyregæring, der giver mere farve og frugt uden at give for mange tanniner i vinen. Ikke alle vinene gennemgår denne proces, men blandt andet Beaujolais nouveau fremstilles efter denne metode. Nouveau-vinen er lettere end de andre vine fra distriktet.
Der er ti Beaujolais Crus i distriktet.
Vinindustrien i Beaujolais er domineret af mere end 30 negocianter (købmænd), der står for salget af mere end 90% af al vin solgt uden for Beaujolais-regionen. Mange af dem er baseret i Bourgogne som Lois Jadot og Bouchard Pêre et Fils. Mest kendt er Georges Duboeuf, der har åbnet et beaujolais-museum. Mange vine sælges fra stalddøren.
Der er mere end 4000 vingårde i Beaujolais.