Bjørn Rønningen (født 31. december 1936) er en norsk børnebogsforfatter, journalist og manuskriptforfatter. Han er kendt som manden bag børne-tv-serien Klabb og Babb fra 1974-1976 og tv-julekalenderen Jul i Skomakergata fra 1979 (begge genudsendt flere gange siden) samt sangen Vi tenner våre lykter, kendt fra sidstnævnte serie. Desuden har han skrevet en række børnebøger om Fru Pigalopp, heriblandt Posten skal frem til jul, fru Pigalopp, der dannede grundlag for den danske tv-julekalender Fru Pigalopp og juleposten fra 1978.
Han debuterede i 1971 med Titten, Bastian og Lotus Lampetjener og har skrevet i alt 45 børnebøger, heraf 11 om Fru Pigalopp alene i 1978. Han har fået Prøysenprisen og fik Kirke- og undervisningsdepartementets billedbokpris for Lange herr Streng og strenge herr Lang (1981), sammen med Vivian Zahl Olsen. Han samarbejdede også med Vivian Zahl Olsen om Fru Pigalopp.