Carl Bertelsen

Carl Bertelsen
Personlig information
Fulde navn Carl Andreas Clausen Bertelsen
Født 15. november 1937
Haderslev, Danmark
Død 11. juni 2019 (81 år)
Position Angriber
Seniorkarriere*
År Hold Kampe (Mål)
- Haderslev FK
1962–1964 Esbjerg fB 86 (51)
1964-1965 Greenock Morton 25 (10)
1965–1966 Dundee 15 (6)
1966–1967 Kilmarnock 25 (13)
1968-1969 OB
Landshold
1962-1964 Danmark 20 (9)
* Seniorklubkampe og -mål tælles kun for den hjemlige liga.

† Kampe (mål).

Carl Andreas Clausen Bertelsen (født 15. november 1937 i Haderslev, død 11. juni 2019[1][2]) var en dansk landsholdsspiller i fodbold. Han var en målfarlig centerforward.

Carl Bertelsen spillede i Haderslev, inden han i 1962 skiftede til Esbjerg fB.[3] I sine to sæsoner i EfB var han med til at vinde DM-guld i 1962 og 1963 samt pokalmesterskabet i 1964. I sin tid i klubben spillede han 86 kampe og scorede 51 mål, og han blev udpeget som årets pokalfighter i pokalfinalen 1964.[4][3]

Efter ni kampe for EfB blev Carl Bertelsen udtaget til det danske A-landshold, hvor han i alt spillede 20 kampe og scorede 9 mål. Han var blandt andet med til Nations Cup (svarede til det nuværende EM) i 1964, hvor han scorede Danmarks eneste mål, som faldt i bronzekampen mod Ungarn;[5] der deltog blot fire hold ved turneringen, og Danmark sluttede sidst. Han var også med på det udvalgte nordiske hold, der mødte resten af Europa i en kamp ved DBU's 75 års jubilæum.[4] Da han blev professionel, blev han ikke længere udtaget til landsholdet i en periode, hvor det kun bestod af amatørspillere.

Han spillede senere for Morton FC, Dundee FC og Kilmarnock FC,[6] inden han vendte hjem og spillede sine sidste som amatør i OB.[3] Desuden efterfulgte en trænerkarriere i Skt. Klemens IF (spillende træner), i Middelfart Boldklub samt i Svendborg Boldklub.[4][3] og Boldklubben Marienlyst.

I sit civile liv var Bertelsen uddannet folkeskolelærer og underviste, indtil han blev professionel. Da han vendte tilbage til Danmark i 1968, genoptog han dette arbejde, nu på Fyn, hvor han boede til sin død.[3]

  1. ^ "Dødsfald: "Calle" var en giftig herre i feltet", Fyens Stiftstidende, 13. juni 2019, hentet 18. juni 2019
  2. ^ Vøge, Lasse (13. juni 2019), "Tidligere dansk landsholdsspiller er død", BT, hentet 18. juni 2019
  3. ^ a b c d e Carl Bertelsen, efbhistorik.dk, hentet 18. juni 2019
  4. ^ a b c Nielsen, Preben (13. november 2017), "Den tidligere EfBer Carl Bertelsen fylder 80 år", Jyske Vestkysten, hentet 18. juni 2019
  5. ^ Carl Bertelsen, DBU, hentet 18. juni 2019
  6. ^ Carl Bertelsen, neilbrown.newcastlefans.com, hentet 18. juni 2019

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]