Christianssæde | |
---|---|
Først nævnt/oprettet | 1397 som Tostorp |
Opførelse påbegyndt | 1690 |
Opførelse afsluttet | 1740 |
Bygherre | Jens Juel Regitze Sophie Vind |
Region | Region Sjælland |
Kommune | Lolland Kommune |
Herred | Fuglse Herred |
Sogn | Skørringe Sogn |
Areal | 1144 hektar |
Adresse | Kristianssæde 3, 4930 Maribo |
Websted | www.christianssaede.dk |
Oversigtskort | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Christianssæde er en gammel herregård, som ligger i Skørringe Sogn nær Maribo på Lolland. Den var sæde for grevskabet Christianssæde (oprindelig kaldt Grevskabet Christiansborg) i Reventlow-slægtens besiddelse. Siden har herregården bl.a. tjent som børnehjem. I dag er den atter i privat eje. Den årlige lollandske Whitsun Festival finder sted i Christianssædes park.
Gården nævnes første gang i 1397 og hed oprindeligt Tostorp eller Taastrup.[1] Hovedbygningen er opført i 1690 af Jens baron Juel (1631-1700) og dennes hustru Regitze Sophie f. Vind (1660-1692).[1] I overensstemmelse med tidens arkitektur blev bygningen opført i nederlandsk barok.[1] Over hoveddøren hænger et våbenskjold af sandsten til minde om bygherreparret Juel-Vind.
I 1729 købte Christian Ditlev Reventlow (1671-1738) herregården, og i kraft af sine store jordbesiddelser og tætte relation til den jævnaldrende Frederik IV (1671-1730) oprettede han grevskabet Christiansborg med hovedsæde vest for Maribo.[1] Men allerede i 1741 skiftede grevskabet og herregården navn til Christianssæde.
Indtil 1870 stod Baggesens Eg på herregårdens jorde. Digteren Jens Baggesen havde beskrevet træet i 1787 i digtet "Landforvanlingen".
Slægten Reventlow besad Christianssæde i mere end 200 år, men efter lensafløsningens realitet i 1919 blev driften af grevskabet besværliggjort, og efter Christian Einar Ferdinand Ludvig Eduard greve Reventlows (1864-1929) død, måtte hustruen Lucie-Marie Ludovika Anastasia Adelheid Karole Hedwig von Haugwitz-Hardenberg grevinde Reventlow i 1934 opgive herregården på Lolland.[1]
Under slægtens Reventlow besiddelse oplevede herregården to gennemgribende moderniseringer. Først omkring 1740, hvor Christian Detlev greve Reventlow (1710-1775) lod sig inspirere af Laurids de Thurahs (1706-1759) Eremitageslot i Dyrehaven. Og igen mellem 1878-1883, hvor enkegrevinden Benedicte (Benny) Christiane Reventlow (1834-1893) boede på herregården.[2]
Efter 2. verdenskrig ophørte Christianssæde med at være et privathjem. I 1952 åbnede herregården op som børnehjem, og blev særligt hjemsted for store søskendeflokke, som af forskellige grunde ikke har et stabilt bagland.[3] Blandt de tilhørende bygninger er Jägerhuset.[4]
I 1979 brændte herregården, og børnene flyttede ud. Efter branden blev bygningen angrebet af ægte hussvamp, og alt interiør måtte destrueres.[kilde mangler]
I 1983 overtog Statens Bygningsfredningsfond ejendommen,[3] og i samarbejde med arkitekt Jens Chr. Varming (1932-2020) blev Christianssæde ført tilbage til, hvad der menes at være herregårdens oprindelige skikkelse.[1] I 2024 renoveres gården.[4]
I dag er herregården og avlsgården delt i 2 gårde. Christianssæde gods er på 1144 hektar. Christianssæde avlsgård er på 210,5 hektar.
Siden 2022 har Christianssæde lagt grund til den lollandske festival Whitsun Festival, der afholdes i pinsen med herregårdens nuværende ejer Andreas Just Karberg som arrangør.[5]