Col du Galibier | |
---|---|
Højde | 2.642 m.o.h.[1][2] |
Længde | 71 km[3] |
Krydses af | Fransk landevej D902[4] |
Sted | Savoie-departementet og Hautes-Alpes-departementet Frankrig |
Kæde | Dauphiné-Alperne |
Koordinater | 45°03′50″N 6°24′29″Ø / 45.06389°N 6.40806°Ø |
Col du Galibier er et bjergpas (2.642 m.o.h.[1][2]), i den sydlige del af de franske Dauphiné-Alper. Passet forbinder byen Saint-Michel-de-Maurienne i Maurienne-dalen med byen Briançon i Guisiane-dalen[5][6][7] via Col du Télégraphe og Col du Lautaret. Passets højeste punkt ligger på grænsen mellem departementerne Savoie og Hautes-Alpes.[8]
Fra skisportsbyen Valloire til toppen af passet stiger terrænet 1.235 højdemeter.[9] Fra Valloire er stigningen 17,7 km.[10][11] Som hovedregel er passet åbent for vejtrafik fra 1. juni til 31. oktober.[9] Fra byen Saint-Michell-de-Maurienne i Maurienne-dalen til Briançon er der 71 km.[3]
Col du Galibier byder på uhindret udsigt over La Meije (3.982 m.o.h.), Guisiane-dalen og høje bjergtoppe, herunder Barre des Écrins (4.102 m.o.h.), Le Pelvoux (3946 m.o.h.) og Mont Blanc (4.810 m.o.h.) på en klar dag.[2] Galibier er det femte højeste vejpas i de franske alper.[2]
Passet er en del af turistruten Route des Grandes Alpes.[12] Denne rute kommer ind i Briaçonnais ad Col du Galibier, derefter går den til Briançon for så herfra at klatre op af Col d'Izoard, og forlader så depatementet Hautes-Alpes ad bjergpasset Col de Vars.
Passet er vinterlukket. Åbningsperioden er normalt fra først i juni til slutningen af oktober.[13]
I lang tid var Col du Galibier et strategisk forsvarspunkt for Alperne, der forbandt den højeste del af Guisane-dalen med Maurienne-dalen. I slutningen af 1800-tallet blev det under ledelse af general baron Henri Berge (guvernør general i Lyon og øverstbefalende for det 14. hærskorps) besluttet at opbygge strategiske militære ruter langs alpernes højder, hvilket tillod transport af tungt militært udstyr.[12]
I 1879 åbnede en vej med en vognbane kaldet "Kommunikationsvej nr. 14". Denne vej lukkedes i 1947 og erstattes af det nuværende spor, der starter fra Lautaretpasset.[14] Den nuværende vej ad Route du Galibier blev bygget fra 1879 og blev gennemført med en højtbeliggende tunnel i 1891. Før 1976 var tunnelen det eneste krydsningspunkt på toppen i en højde på 2.556 m. På grund af forfald blev tunnelen lukket i 1976 og genåbnet siden sommeren 2002.[15]
Col du Galibier er ofte[12] en del af en løbsetape i Tour de France og blev første gang en del af løbet i 1911.[16] En etape af Giro d'Italia i den 96. udgave på den 19. maj 2013 var planlagt, men på grund af sne opgivet og i stedet afviklet med mål i Valloire aux Granges (4 km under passet ved siden af monumentet for Marco Pantani).[12]
På 9. etape af Tour de France i 1996 skulle en bjergetape gå fra Val d'Isere over 196 kilometer til Sestriere via passet Col de l'Iseran og gennem Maurienne-dalen til Col du Galibier.[17] Etapen blev på grund af dårligt vejr forkortet og sat i gang i byen Le Monetier-les-Bains 46 kilometer fra Sestriere.[17] Bjarne Riis vandt etapen.[18]