Daneøksen eller den danske økse[1] er en stridsøkse, der blev brugt i vikingetiden og i den tidlige middelalder. Navnet indikerer, at den var særlig populær blandt danske vikinger.[1]
Et andet navn er den engelsk langøkse. Øksen har et stort blad og et skaft på op til en meter.
I 900- og 1000-tallet var daneøksen populær uden for Skandinavien i områder, hvor indflydelsen fra vikingerne var stærk som i England, Irland og i Normandiet. Historiske beretninger fortæller om daneøksen som et våben for krigereliten som huskarlene i det angelsaksiske England. På Bayeux-tapetet, der viser hvordan Vilhelm Erobreren vandt Englands trone, bliver daneøksen næsten udelukkende brugt af huskarle. Det var Harold Godvinsons nærmeste soldater under Slaget ved Hastings. Bayeux-tapetet viser også en normanner, der kløver et hestehoved med ét hug.[2] Daneøksen blev også brugt af Væringerne kendt som pelekyphoros phroura (πελεκυφόρος φρουρά), den "øksebærende vagt". Billedmateriale fra Konstantinopel] viser en vagt fra væringerne, der holder en høj økse.
Selv om den stammer fra Skandinavien, blev daneøksen brugt i store dele af Europa i 1100-tallet, hvor økser blev anset for et ridderligt våben, selv om det ikke helt nåede samme status som sværdet.[3] De begyndte også at blive brugt som et stagevåben til infanteri med et længere skaft på omkring 1,8 m.[4][5] I 1200- og 1300-tallet blev formen også ændret ved at gøre den nederste del af bladet længere, så det berørte skaftet. Denne type våben blev i England kaldt en sparth-økse. Nogle mener, at den er forløberen for hellebarden.[6]
Brugen af daneøksen fortsatte ind i 1300-tallet, men økser med spydspidser og spidser bag på bladet som en stridshammer, blev mere populære, da de nemmere kunne ødelægge rustninger. De udviklede sig til den såkaldte poleaxe i 1400-tallet.[7] Den simple daneøkse blev fortsat brugt i Skotland og Irland op i 1500-tallet.[8] I Irland blev den særlig associeret med Gallóglaigh-lejesoldater.[9]
Under Slaget ved Stiklestad i 1030 blev kong Olav dræbt med en daneøkse, der i dag indgår i Norges rigsvåben.
Stefan af Blois - konge af England - brugte efter sigende en daneøkse under slaget ved Lincoln i 1141. En beretning siger, at hans sværd knækkede,[10] mens en anden siger at han først brugte sit sværd, efter at hans økse var gået i stykker.[11]
Robert 1. af Skotland dræbte Henry de Bohun i slaget ved Bannockburn i 1314 med et hug af sin økse. Det skulle have været så kraftigt at både Bohuns hjelm og kranium blev kløvet, og økseskaftet knækkede.