Demiseksualitet

Det demiseksuelle flag, hvor den sorte farve repræsenterer aseksualitet, grå repræsenterer grå aseksualitet og demiseksualitet, hvid repræsenterer seksualitet, og lilla repræsenterer fællesskab.[1]

Demiseksualitet er betegnelsen for en seksuel orientering, hvor man kun føler seksuel tiltrækning over for personer, man først har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til.[2][3][4] Den fysiske tiltrækning kommer altså som følge af, at der først er opstået romantiske følelser, kærlighed eller venskab.[4]

Betegnelsen er dannet, fordi demiseksuelle tænkes at være "midt imellem" seksuelle og aseksuelle.[3] Betegnelsen blev dannet af netværket for aseksuelle Asexual Visibility and Education Network (AVEN) i 2006.[4] Som andre seksuelle orienteringer er der tale om en indstilling, der formodentlig har eksisteret altid, men først er blevet synlig i takt med de internetbaserede sociale netværk, der er vokset frem i takt med de seneste årtiers informationsteknologi.[4] Især kvinder menes at være demiseksuelle.[4]

Nogle demiseksuelle har opfattet sig som aseksuelle, før de har oplevet det følelsesmæssige bånd, der har vækket deres seksuallyst.[4]

LGBT+ Danmark anvender også begrebet "pandemiseksuel" (en sammentrækning af ordene "panseksuel" og "demiseksuel") til at betegne personer, der har en ikke-binær kønsforståelse, og hvor kønnet ikke har betydning for deres tiltrækning, forudsat at der er et følelsesmæssigt bånd.[5]

  1. ^ "LGBTQIA+ Flags and Symbols". Old Dominion University (amerikansk engelsk). Hentet 2022-07-19.
  2. ^ Siri Jonina Egede: Hvad er LGBT? Sundhed.dk, dateret 6. marts 2020.
  3. ^ a b Demiseksuel. Ordbog, LGBT+ Danmark, dateret 28. marts 2016.
  4. ^ a b c d e f Demiseksualitet: Når følelser skaber begær. Udforsksindet.dk, dateret 12. september 2018.
  5. ^ Pandemiseksuel. Ordbog, LGBT+ Danmark, dateret 28. marts 2016.