Derby Central Library Derbys hovedbibliotek og blev etableret i 1879 sammen med Derby Museum and Art Gallery, som det stadig deler bygning med. Bygningen blev doneret til byen af Michael Thomas Bass og tegnet af Richard Knill Freeman.[1] Biblioteket er Derby City Libraries' største afdeling.
Indtil vedtagelsen af Public Libraries Act 1850 var der et antal privatejede udlånsbiblioteker i Derby – typisk drevet af boghandlere og finansieret på abonnementsvilkår.[kilde mangler]
Det "permanente" bibliotek i Derby blev etableret i Queen Street i 1811. I 1830'erne kostede det fire guineas at blive medlem og én guinea om året. Biblioteket havde 84 medlemmer i 1832.[2] Samlingen indeholdt bl.a. Derby Philosophical Societys 4000 bind store bibliotek.[3] I 1863 blev botanikeren Alexander Croall udpeget til bibliotekar og inspektør, og året efter blev museum og bibliotek lagt sammen. Croall forlod stillingen i 1875[3] for at blive inspektør på Smith Intitute i Stirling.[4]
Byrådet overvejede i en årrække at udnytte beføjelserne, som 1850-loven gav, men hertugen af Devonshire forærede i 1878 sin Derbyshire-samling af bøger og papirer til byen,[kilde mangler] som dermed fik brug for et passende sted at opbevare disse materialer. Det fik man så året efter – og samtidig fik man så etableret et offentligt bibliotek.
Lørdag den 28. juni 1879 forestod Mr. Bass den officielle åbning af The Derby Free Library and Museum understor festivitas.[5]
I september 1898 omfattede samlingen næsten 20.000 bind til udlån og over 11.000 bind til læsesalsbrug.[1]
Inspektørboligen ved siden af biblioteket måtte i 1914 vige pladsen for en udbygning.[kilde mangler]
Museet blev i 1964 udvidet med en fløj, men den oprindelige bygning deles stadig mellem bibliotek og museum.