EBCDIC (Extended Binary Coded Decimal Interchange Code) er et tegnsæt, der benyttes af IBMs mainframe-computere og bl.a. dette firmas iSeries-computere (tidligere AS/400). Tegnsættet anvendes også på enkelte andre firmaers computere. Det er en videreudvikling af BCD, binary coded decimal, der blev benyttet på hulkort.
EBCDIC blev udviklet hos IBM i 1963 og 1964 til firmaets System/360 computere. Den er en 8-bit kode i modsætning til ASCII, der (oprindelig) er en 7-bit kode.
Der findes adskillige codepages til EBCDIC med nationale tilpasninger.