Efeber
Efeber (gr. έφηβοι ɔ: ynglinge) kaldtes i oldtidens Athen de to yngste årgange (18-19 år gamle) af de værnepligtige borgere. Efter indskrivningen i demoslisterne aflagde efeberne soldatereden i Aglauros’ helligdom.
De blev indøvet i våbenbrug, drev gymnastiske øvelser og forrettede vagttjeneste i forterne på landets grænser. 10 sofronister førte tilsyn med dem; i øvrigt sorterede de som en afdeling af hæren under strategerne.
Efeberne havde ikke ganske samme rettigheder og pligter som det øvrige borgerskab. De var personlig myndige, men kunne dog kun med visse indskrænkninger udføre retslige handlinger, de var fri for skatter og kaldtes kun i nødsfald til krigstjeneste uden for Attika. Denne ældste form af efebvæsenet kendes kun af enkelte notitser i den antikke litteratur.
Fra slutningen af 4. århundrede f.Kr., da Athens rolle som militærstat var forbi, indtrådte der store forandringer i efebernes stilling. De dannede fra nu af kun formelt et militært korps og indtrædelsen deri blev frivillig. Fra den tid var efeberne i grunden kun et selskab af unge mænd af velhavende forældre, der blev uddannet i fællesskab under et vist tilsyn fra statens side. Der blev lagt mere vægt på gymnastik end på våbenbrug; ved siden heraf studerede efeberne filosofi, veltalenhed, litteratur og musik. Også fremmede unge mænd, der for deres studiers skyld søgte til Athen, kunne blive optaget blandt efeberne.
Tilsynet førtes af kosmeten, en embedsmand der udvalgtes offentlig for et år. Gymnastikundervisningen blev ledet af paidotriben, hvis stilling i kejsertiden var livsvarig. Også i den senere tid dannede efeberne en sluttet organisation, der har efterladt sig et stort antal aktstykker, indhugget på marmortavler og andre mindesmærker. De var opdelt i forskellige klasser og grupper, valgt blandt deres egen kreds "archonter" og andre embedsmænd til at lede deres affærer og figurerede ved den offentlige gudsdyrkelse, ved processioner og fester som et særligt korps.
I flere andre græske stater fandtes i senere tid noget tilsvarende til den attiske efebinstitution; dog foreligger der ikke så fyldige efterretninger herom som i Athen.
Galleri
[redigér | rediger kildetekst]
|
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- A. Dumont: Essai sur l’éphébie attique, Paris 1875-77. (Online hos Archive.org)
Kilde
[redigér | rediger kildetekst]- "Efeber" i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1917) bind 6, side 732 af professor Christian Blinkenberg
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]