Ekstraversion og introversion er begreber, som Carl Gustav Jung bruger som betegnelse for personers indstilling til omverden.[1]
Den ekstraverte personlighed (udadrettede) relaterer sig mest efter det ydre, mod de kollektive normer og adfærdsmønstre. Personen har brug for omgivelsernes opmærksomhed, og er i dialog med denne. Personen har typisk en 'man-holdning' (man siger, man gør). Sådanne personer føler sig godt tilpas i udadvendte og sociale aktiviteter.
Den introverte personlighed (indadrettede) relaterer sig derimod til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Personen vil søge efter formål og motiv bag handlingerne og kan være distræt (en typisk 'professor-type').[2]
Disse indstillingstyper er kompensatoriske i forhold til den ubevidste psyke. Det vil sige, at personen, som har en bevidst ekstrovert orientering, i sit ubevidste vil være introverteret, og omvendt.
I sin psykologiske typologi kobler Jung disse indstillingsmåder til psykens fire bevidsthedsfunktioner: tænken, følen, intuition og sansning.