European Credit Transfer and Accumulation System (ECTS) er et system, der bruges til at meritere uddannelseselementer, som er taget på en højere videregående uddannelse ved en anden uddannelsesinstitution i løbet af den uddannelse, man er i gang med.
Med systemet opdeles et akademisk studieår i 60 ECTS-point (eller 30 ECTS-point pr. semester). I Danmark er det gennem de seneste reformer af uddannelsessystemet også blevet et krav, at de enkelte fag i uddannelsen normeres med et antal ECTS-point. Eksempelvis kan et semester på en ingeniøruddannelse bestå af 3 fag:
Fag | ECTS-point |
---|---|
Digital signalbehandling og matematik 1 | 10 |
Objektorienteret programmering 1 | 10 |
Digital elektronik 1 | 10 |
TOTAL | 30 |
Systemet er udviklet i forbindelse med EF's (og senere EU's) Erasmus uddannelsesprogram og eksisterede i flere år kun inden for rammerne af dette program. Med Bolognaprocessen blev systemet adopteret og blev et af de centrale elementer i en konvergering af de europæiske uddannelsesystemer.
ECTS-systemet opstod som en del af Erasmus studiemobilitetsprogrammet under EF i 1989. Systemet blev oprettet som et system til at overføre studieelementer fra en uddannelsesinstitution (typisk i udlandet) til en national uddannelsesinstitution. Studerende, der tog et semester i udlandet fik et antal ECTS-point med hjem, som så skulle meriteres ind i den uddannelse de studerende var i gang med i Danmark. Som det originale navn også antyder var systemet altså et credit transfer system.
I de forskellige lande eksisterede der forskellige systemer til at sammentælle den enkelte studerendes beståede studieelementer. I Danmark havde man STÅ (studenterårsværk) systemet, som blev brugt til at udregne fordelingen af midler til uddannelsesinstitutionerne.
Med igangsættelse af Bolognaprocessen i 1999 blev ECTS-systemet nævnt som et centralt element i processen. Alle lande der er med i Bologna processen har derfor indført ECTS-systemet, som den måde hvorpå uddannelserne gøres op. Systemet har været obligatorisk for alle danske videregående uddannelser siden 2001.[1]
Bolognaprocessen har som overordnet mål at skabe øget mobilitet[2]. Med den øgede mobilitet opstod der derfor et behov for at udvide ECTS-systemet til at blive et akkumuleringssystem. Samtidigt blev der lavet rammer, hvormed bacheloruddannelser blev defineret som en 3-årig uddannelse, og kandidatuddannelser blev defineret som en 2-årig overbygning på bacheloruddannelserne. Dermed er en bacheloruddannelse lig 180 ECTS-point og kandidatgraden yderligere 120 ECTS-point.
ECTS-systemet indeholdt også en karakterskala til omregning af karakterer givet efter et lands karaktersystem til et andet lands karaktersystem.
ECTS-systemet omfatter dels pointsystemet (Credit Transfer and Accumulation System) og dels karaktersystemet.
ECTS-systemet opdeler et akademisk studieår i 60 ECTS-point. 1½ point svarer til en uges fuldtidsstudium (idet der uofficielt regnes med 40 timers arbejde). I Danmark erstattede ECTS-systemet det gamle STÅ (studenter årsværk) system. I det gamle system var en STÅ lig en studerendes gennemførelse af et studieår.
Tilsvarende har andre lande haft andre systemer tidligere. Her er nogle eksempler:
Land | enheder pr. år | Forkortelse (enhed) | Noter |
---|---|---|---|
Europæisk | 60 points pr. år | ECTS-points | |
Estland | 40 AP pr. år | ainepunkt (AP) | Se: Uddannelse i Estland |
Finland (gammelt system) | 40 opintoviikot/studieveckor pr. år | opintoviikot/studieveckor | Se: Uddannelse i Finland |
Nederlandene | 60 studiepunten pr. år | studiepunten | Se: Uddannelse i Nederlandene |
Norge | 60 studiepoeng pr. år | studiepoeng (1 studiepoeng = 1 ETCS-point) | Se: Uddannelse i Norge |
Skotland | 120 Credits pr. år | Credits | Se: Uddannelse i Skotland |
Sverige | 60 (tidligere 40) Högskolepoäng pr. år | Högskolepoäng (College credits) | Se: Uddannelse i Sverige |
ECTS-karakterskalaen bruges til at konvertere de enkelte landes karakterer til andre landes karakterer. Systemet består af 7 karakterer (A til F inkl. Fx), og har været model for det nye danske 7-trins-karaktersystem.
ECTS-karakterskalaen adskiller sig fra den danske 13-skala ved at være defineret som et relativt karaktersystem. Systemet rangordner derfor de studerende i forhold til hinanden og ikke i forhold til en faglig målestok[3]. Som det fremgår af nedenstående tabel er ECTS-karakterskalaen fastlagt med fokus på omregning af beståede karakterer, sådan 10 % af de studerende som har bestået skal have karakteren A, 25 % skal have B og så videre. Det er tilsyneladende underforstået, at forskellige lande vil være nogenlunde enige om, hvor grænsen går mellem bestået og ikke-bestået.
ECTS-skalaen | Relativ del studerende | 7-trinsskalaen | 13-skalaen |
---|---|---|---|
A | 10 % | 12 | 11, 13 |
B | 25 % | 10 | 10 |
C | 30 % | 7 | 8, 9 |
D | 25 % | 4 | 7 |
E | 10 % | 02 | 6 |
Fx | 00 | 03, 5 | |
F | -3 | 00 |
Karakterskalaen er ikke på samme måde som Credit Systemet en central del af Bolognaprocessen. Der er derfor heller ikke noget krav om at ECTS-karaktersystemet skal indføres i de enkelte lande.