Gambit er betegnelsen på en skakåbning, hvor der ofres en brik for at opnå en fordel.
Ordet ’’gambit’’ kommer af det italienske udtryk dare il gambetto (stikke benet frem ≈ at spænde ben). Det blev først brugt om skakåbninger i 1561 af den spanske præst Ruy López de Segura. Lopez studerede og forbedrede denne åbningstype hele sit liv, og han anvendte det spanske ord ”gambito” om den. Dette slog senere igennem i den franske form gambit, som anvendes i skakken i dag.
Den brik, som ofres, er sædvanligvis en bonde, men der findes også gambitter, hvor der ofres en løber eller en springer.
Der findes mange forskellige gambitåbninger. De er enten navngivet efter den brik, der prisgives, det sted den stammer fra eller efter den spiller, som har introduceret dem eller været kendt for at benytte den bestemte spillemåde.
Når en gambitspiller tilbyder modstanderen materiale, har denne som regel mulighed for enten at tage det eller at afstå fra det. I første tilfælde taler man om modtaget gambit og ellers om afslået gambit. Det må bemærkes, at en gambit som regel uden videre kan afslås, hvis man ikke ønsker at spille mod den.
Nogle gambitter er uægte gambitter, hvorved forstås, at den brik, som er ofret, kan vindes tilbage tvangsmæssigt, såfremt gambitspilleren ønsker det. Den mest anvendte gambit, dronningegambit, er en sådan uægte gambit.
Den fordel, som man opnår ved at spille gambit, og som er grunden til, at man frivilligt giver afkald på materiale, kan være følgende:
For at en bestemt gambit kan siges at være sund og acceptabel, må den typisk medføre, at man i hvert fald i nogen grad opnår mindst to af disse fordele.
I moderne skak er det typisk, at en gambit modtages, hvis den er rimeligt sund. Det sker med den hensigt at give det vundne materiale tilbage på et fordelagtigt tidspunkt. Denne spillemåde blev oprindeligt anbefalet af stormesteren og den tidligere verdensmester Emanuel Lasker.
Mange af de klassiske gambit-åbninger anses i vore dage for at være mindre sunde. I sådanne åbninger vil den spiller, som har vundet materiale, typisk forsøge at bevare det. Hvis gambitspillerens fordele viser sig utilstrækkelige til gevinst, vil det vundne materiale jo til sidst kunne vinde spillet.
I lærebøger i skak anføres ofte, at en spiller bør opnå tre træks fordel i udviklingen af sine brikker for at kompensere for en ofret bonde, men det er uklart, hvor nyttig denne anbefaling er, eftersom det sjældent kun er udviklingsforspringet, gambitspilleren får.
Det er karakteristisk for meget gambit-spil, at det giver anledning til åbent og livligt spil med mange taktiske muligheder. Det var særdeles udbredt i skakspillets tidlige periode frem til anden halvdel af 1800-tallet, hvor nye tanker om skakspillet begyndte at vinde frem. Med få undtagelser benyttes de klassiske gambit-åbninger ikke længere ved spil mellem stormestre.
Bemærk nedenfor, at der findes en gambit med navnet Dansk gambit. Det er en meget gammel åbning, som blev meget anvendt her i landet i 1800-tallet. Desuden har den danske spiller Severin From æren af at have lagt navn til åbningen Froms gambit.