Heptarkiet var syv småkongeriger[1][2][3] i det angelsaksisk England, der blomstrede fra den angelsaksisk bosættelse i Storbritannien i 400-tallet til de blev konsolideret i 700-tallet til de fire kongeriger East Anglia, Mercia, Northumbria og Wessex. Normalt siges det at Heptarkiet varede fra enden på romersk herredømme i Storbritannien i 400-tallet indtil de fleste angelsaksiske kongeriger om under Egbert af Wessex' overherredømme i 829.
Termen Heptarki (fra græsk ἑπταρχία, 'heptarchia'; fra ἑπτά, 'hepta': "syv"; ἀρχή, 'arche': "regere, herske" og suffix -ία, '-ia') bruges fordi man traditionelt har troet at der var syv angelsaksiske kongeriger, der normalt listes som East Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex.
Den første skrevne kilde til den historiografiske tradition for at der var "syv kongeriger" findes i Henry af Huntingdons værk Historia Anglorum fra 1100-tallet;[4] og begrebet Heptarki bliver ikke brugt til at beskrive dem før 1500-tallet.[5]
De fire primære kongeriger i angelsaksisk England var:
De andre kongeriger, der blev erobret eller absorberet af de store kongeriger på et tidspunkt inden de blev forenet i england er:
Andre kongeriger og områder:
S Britain (except Wales and Strathclyde) divided into a number of petty kingdoms incl. the so-called Heptarchy
Spire Denne artikel om Storbritanniens historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |