Inden for kemi betegner hydrid enten hydridanionen (:H−) eller mere generelt enhver kemisk forbindelse, der indeholder brint (hydrogen, H). Et binært hydrid er en forbindelse af brint og et andet grundstof. De fleste grundstoffer er i stand til at danne en form for hydrid med brint; undtaget er ædelgasserne og visse metaller som promethium, osmium, iridium og francium.[1][2]
Binære hydrider af alkalimetaller og jordalkalimetaller er ioniske forbindelser,[3] hvori metalatomerne har afgivet deres elektroner til de mere elektronegative brintatomer, som derved eksisterer som hydridanioner (H−). For nogle hydrider af denne type er der dog en vis kovalent karakter, f.eks. i berylliums hydrid, BeH2.[4] De fleste binære hydrider af alkali- eller jordalkalimetaller er stærke baser, f.eks. natriumhydrid (NaH).
Binære hydrider af overgangsmetaller er typisk også ioniske, eller de kan være såkaldte interstitielle hydrider, hvori brintatomerne sidder i de interstitielle huller mellem metalatomerne i metallernes krystalgitter.
Binære hydrider af metaller og andre grundstoffer i p-blokken i det periodiske system defineres typisk som kovalente. Afhængigt af elektronegativitet vil elektronerne i de kovalente bindinger dog enten være forskudt mod brintatomerne eller atomet af det andet grundstof. Hydrider af halogenerne (gruppe 17 i det periodiske system) kaldes hydrogenhalogenider og omfatter hydrogenfluorid (HF), hydrogenklorid (HCl, i vandig opløsning kaldet saltsyre), hydrogenbromid (HBr) og hydrogeniodid (HI). I disse er elektronerne i bindingen mellem brint og halogenet kraftigt forskudt mod halogenet, og brintatomet fraspaltes let som en hydron (proton eller hydrogenion, H+), hvilket gør hydrogenhalogeniderne til stærke syrer.