Hængning
Hængning er blandt andet en metode for henrettelse.
Den kan udføres på mange måder. Mest kendt er metoden, hvor den dømte udsættes for et brat fald- eksempelvis via en faldlem på et skafot, en stige fra en høj bygning eller lignende. Ofte vil døden i disse tilfælde indtræffe relativt hurtigt, idet halsen brækkes.
Andre metoder indebærer ikke et brat fald, og den henrettede vil lide døden via kvælning efter en længere periode - ofte fra 3 til 8 minutter.
I middelalderen opfattedes hængning som en vanærende død - modsat f.eks. en henrettelse via halshugning, som opfattedes som værende ærefuld. Tankegangen genfindes så sent som i 1946, hvor 3 nazistiske (tyske) krigsforbrydere (H. Göring, A. Jodl og W. Keitel anmodede det internationale krigsforbrydertribunal om at blive henrettede ved skydning frem for ved hængning; deres ønske blev ikke imødekommet.
I vikingetidens Skandinavien var hængning straf for mange slags forbrydelser. Kvælningen er ekstremt smertefuld, men blev først afskaffet i 1800-tallet i Danmark.
I flere lande foregår hængning ved, at den dømte står på en skammel eller lignende, der hurtigt fjernes. I Iran kan hængning foregå ved, at den dødsdømte får en løkke, som er bundet fast til en kran, om halsen og bliver tvunget til at springe ud fra kranen. Hængning som henrettelsesmetode praktiseres i Indien, Japan, Iran og Irak.[kilde mangler]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
