James Lovelock

James Lovelock
Personlig information
Født26. juli 1919 Rediger på Wikidata
Letchworth Garden City, Storbritannien Rediger på Wikidata
Død26. juli 2022 (103 år) Rediger på Wikidata
Abbotsbury, Storbritannien Rediger på Wikidata
DødsårsagKomplikation Rediger på Wikidata
NationalitetEngland Engelsk
FarTom Arthur Lovelock Rediger på Wikidata
MorNell March Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedLondon School of Hygiene & Tropical Medicine,
Manchester Universitet,
Strand School Rediger på Wikidata
Medlem afRoyal Society (fra 1974),
Environmentalists for Nuclear Energy Rediger på Wikidata
BeskæftigelseØkolog, universitetsunderviser, selvbiograf, science fiction-forfatter, mytograf, biokemiker, uafhængig forsker (fra 1964), miljøaktivist, kemiker, futurolog med flere Rediger på Wikidata
FagområdeFremtidsforskning, naturpleje, Gaia-hypotese, medicinsk forskning, økologisme med flere Rediger på Wikidata
Kendte værkerGaia-hypotese, elektronfangedetektor Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserÆresdoktor ved Universitetet i Kent,
Order of the Companions of Honour,
Kommandør af Order of the British Empire (1990),
Fellow of the Royal Society (1974),
Companion of Honour (2003) med flere Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
James Lovelocks hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

James Ephraim Lovelock, CH, CBE, FRS (født 26. juli 1919 i Letchworth Garden City, England, død 26. juli 2022) var en britisk forsker med uddannelser indenfor kemi, medicin og biofysik.

Med opfindelsen af en elektrondetektor og sine målinger der forberedte FCKW i jordens atmosfære i 1971 gav han et vigtigt bidrag til genoprettelsen af ozonlaget.[1]

Han blev kendt i den brede offentlighed i midt-70'erne, da han sammen med Lynn Margulis grundlagde Gaiahypotesen.[2] Som forfatter til mange populærvidenskabelige bøger og andre tekster om økologi og menneskehedens fremtid er han en tidlig indflydelsesrig tænker for den økologiske bevægelse.

Han var fra 1974 medlem af Royal Society og fra 1994 Honorary Visiting Fellow ved Green Templeton College hos Oxford Universitet.[3]

Arbejdsinteresser

[redigér | rediger kildetekst]
Lovelocks elektronindfangningsdetektor

James Lovelocks interesse rettede sig mod videnskaberne om liv, oprindeligt medicinen, senere jorden som et biologisk system. Hans mere specielle interesser var atmosfærekemi, geofysik og "jordens systemvidenskab." Hans andet interesseområde var udviklingen af instrumenter. Lovelock udviklede elektronindfangerdetektoren (ECD, Electrone Capture Detector)[4] der er af stor betydning i miljøanalytikken. Først med ECD blev det muligt at måle på små mængder af klorerede miljøgifte, så som PCB og klorerede pesticider som DDT.

Liv

[redigér | rediger kildetekst]

Lovelock blev født og voksede op i et kvækersamfund. Han modsatte sig at gøre tjeneste i 2. verdenskrig, da han blev indkaldt. Men efter at han læste mere om Nazi-Tyskland, meldte han sig frivilligt. Kommissionen besluttede dog, at hans medicinske arbejde var vigtigere end at sende ham til fronten,[5] og allerede 1941 tog han endnu en bachelorgrad i kemi på Manchester universitet. Ved en forskningsopgave i 1942, der skulle opklare, ved hvilke temperaturer levende celler beskadiges, kunne han vælge at eksperimentere på kaniner. Men pga. sin agtelse for liv valgte han at udføre eksperimenterne på sine egne hudceller.[5]

1948 blev han ph.d. fra London School of Hygiene and Tropical Medicine. Fra 1961 til 1964 var James Lovelock professor i kemi ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas. Samtidigt udviklede han for NASA instrumenter til analyse af ikkejordiske atmosfærer.[5] Efter 1964 var han uafhængig forsker.[kilde mangler]

Offentliggørelser

[redigér | rediger kildetekst]

James Lovelock udgav over 200 videnskabelige artikler indenfor medicin, biologi, forskning i instrumenter og geofysik og har over 50 patenter, mest for detektorer der bruges til kemisk analyse.

Populærvidenskabelige bøger
  • 1979: Gaia: A new Look an Life and Earth
  • 1988: The ages of Gaia. Norton, New York 1988, ISBN 0-393-02583-7.
  • 1991: Gaia: The Practical Science of Planetary Medicine. Gaia Books, London 1991, ISBN 1-85675-040-X.
  • 2000: Homage to Gaia. Oxford University Press, Oxford 2000, ISBN 0-19-286213-8.
  • 2006: The Revenge of Gaia. Why the Earth is Fighting Back and How We Can Still Save Humanity. Allen Lane, London 2006, ISBN 0-465-04168-X
  • 2009: The Vanishing Face of Gaia: A Final Warning. Allen Lane, London 2009, ISBN 978-1-84614-185-0.
  • 2015: A Rough Ride to the Future. Verlag Penguin, 2. April 2015. ISBN 0-241-96141-6.
  • 2016: James Lovelock et al. Die Erde und ich. Taschen, Köln 2016, ISBN 978-3-8365-5391-9.
  • 2019: Novacene: The coming age of hyperintelligence. Allen Lane, London 2019, ISBN 978-0-24139-936-1.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Bernhard Pötter: In letzter Minute. 6 september 2007 på zeit.de (hentet 17 april 2018).
  2. ^ James Lovelock, Lynn Sagan: Atmospheric homeostasis by and for the biosphere: the Gaia hypothesis In: Tellus. Series A. Stockholm: International Meteorological Institute. Bind 26 (1–2), 1974, s. 2–10.
  3. ^ Curriculum Vitae på hjemmesidenl jameslovelock.org (tilgået 1. august 2019)
  4. ^ New Scientist, 6. februar 1975, s. 307. (Skabelon:Google Buch)
  5. ^ a b c Arno Widmann: Cyborgs werden Mutter Erde retten. I: Berliner Zeitung, 26. juli 2019, s. 21 (trykt udgave).

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]