Kadence (musik)

Artiklen Kadence drejer sig om anvendelsen af udtrykket inden for militæret.

Perfekt^[1] kadence og halvkadence.)

Kadence (tidligere også cadence, fr. cadence fra it. cadenza, af lat. cadere "falde") er i musikken en betegnelse for "fald": en afslutning, slutnings-formel eller toneslutning, og det betegner oprindelig enhver tone- eller akkordforbindelse, der medfører en følelse af afslutning, af falden til ro i tonearten, altså navnlig de afsluttende harmoniskridt fra dominant eller subdominant til den toniske treklang (helkadence, henholdsvis autentisk,D-T, og plagalisk eller plagal ,S-T, kadence) og fra tonika til dominant (halvkadence eller halvslutning);

Ved skuffende kadence (ty. Trugschluss, fr. cadence rompue, it. cadenza d'inganno) forstås en sådan, ved hvilken dominantakkorden opløses i en anden akkord end den naturligt ventede slutningsakkord.
Kadence danner således ikke alene afslutning på et tonestykke som helhed, men forekommer også ved slutningen af hoveddelene, af perioderne og deres underafdelinger.

Forskellige helslutninger

Ordets anden betydning

Ordet kadence har imidlertid i årenes løb fået en anden betydning – og det er vel nærmest den, der i daglig tale og uden for den rent faglige terminologi er den mest almindelige – idet man ved kadence forstår den, oprindelig improviserede, bravursats, hvormed den udøvende kunstner i koncerter med orkester, sonater osv. udfyldte den af komponisten, til dette øjemed umiddelbart før slutningen anbragte fermat, .

Indtil udgangen af 18. århundrede indskød kunstneren, medens det ledsagende orkester holdt pause, mere eller mindre bravurmæssige, frie improvisationer over temaer af det pågældende værk. Beethoven foretrak selv at foreskrive kunstneren hvad han skulle spille på dette sted og skrev særskilte "kadencer" til sine første koncerter; i hans Es-dur-koncert indføjede han endog på forhånd en sådan som organisk del af selve værket.

Ikke desto mindre foretrækker pianister dog ofte at indskyde kadencer af egen eller andres komposition; Ignaz Moscheles, Carl Reinecke og flere har udgivet sådanne kadencer. I Schumanns klaverkoncert og andre nyere kompositioner udgør kadencen en integrerende del af selve værket.

Kilder

• Opslag af operarepetitør S. Levysohn i Salmonsen (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 4, s. 468)

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kadence
• Opslag hos Den Store Danske

Note

1. Er "perfekt kadence" det samme som helkadence? – Se artikel der anvender udtrykket "perfekt", bl.a. om konsonanser og et sted omtales kadence: "... I terminologien vedrørende kadencer består en perfekt kadence af perfekte konsonanser, hvor alle stemmer hviler en fuld rytmisk hovedinddeling (2, 3 el. flere tactusenheder). Enhver afvigelse herfra medfører en grad af imperfektion. ..." ("Contrapunctus" Arkiveret 20. april 2016 hos Wayback Machine af Peter Woetmann Christoffersen)

Spire Denne musikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.