Karl Felix Halm

Karl Felix Halm
Personlig information
Født5. april 1809 Rediger på Wikidata
München, Bayern, Tyskland Rediger på Wikidata
Død5. oktober 1882 (73 år) Rediger på Wikidata
München, Bayern, Tyskland Rediger på Wikidata
NationalitetTyske Kejserrige Tysk
Uddannelse og virke
Medlem afDet Preussiske Videnskabsakademi,
Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab,
Bayerische Akademie der Wissenschaften,
Ruslands Videnskabernes Akademi Rediger på Wikidata
BeskæftigelseUniversitetsunderviser, klassisk filolog, bibliotekar, antikhistoriker Rediger på Wikidata
FagområdeFilologi Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverBayerske Statsbibliotek, Ludwig-Maximilians-Universität München Rediger på Wikidata
ArbejdsstedMünchen Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserBayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1877) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Karl Felix Halm (født 5. april 1809, død 5. oktober 1882) var en tysk klassisk filolog og kritiker.

Karl Halm blev født i München. Efter at have haft stillinger i Speyer og Hadamar blev han i 1849 rektor for det nyligt oprettede Maximiliansgymnasium i München, og i 1856] leder af det kongelige bibliotek og professor ved Münchens universitet. Disse stillinger beklædte han til sin død.

Halm er primært kendt som udgiver af Cicero og andre latinske prosaforfattere, skønt han i sin tidlige karriere rettede en væsentlig del af sin opmærksomhed mod græsk. Efter J. C. Orellis død slog han sig sammen med J. G. Baiter for at forberede en revideret kritisk udgave af Ciceros retoriske og filosofiske skrifter (1854-1862). Hans skoleudgaver af nogle af Ciceros taler i Haupt- og Sauppe-serien med noter og introduktioner nød stor succes. Han udgav også en række klassiske tekster i Teubner-serien hvoraf de vigtigste er Tacitus (4. udgave, 1883), Rhetores Latini minores (1863), Quintilian (1868), Sulpicius Severus (1866), Minucius Felix sammen med Firmicus Maternus De errore (1867), Salvianus (1877) og Victor Vitensis' Historia persecutionis Africanae provinciae (1878). Han var også en entusiastisk autografsamler.