Letlands novadi
.png)
Letland er fra 2021 opdelt i 36 novadi (pluralis, dansk: ~ kommuner), en formindskning fra 110. Derudover er der 7 bykommuner, altså i alt 43 administrative enheder fra 2021. Fra juni 2025 synker antallet fra 36 til 35 novadi, da Madona (midt i den østlige del af Letland) sammenlægges med Varaklani mod syd.
De 110 kommuner med folketal per 2011 var:[1]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Letlands administrative-territorielle opdelinger har gennemgået adskillige reformer gennem historien, formet af politiske og sociale ændringer. Nedenfor er en oversigt over de vigtigste reformer:
- 1589
- Oprettelse af starostier i Livland
Efter en revision af Livlands forfatning i 1589 blev Hertugdømmet Livland opdelt i 26 starostier eller distrikter, hvoraf 18 lå i det nuværende Letland. Centrene for disse starostier var ofte tidligere slotte fra Livlands Orden eller biskopper, som f.eks. Aizkraukle, Alūksne og Cēsis.
- 1617
- Formula Regiminis i Kurland og Semgallen
Under hertug Friedrich af Kurland og Semgallen blev "Formula Regiminis" indført som hertugdømmets forfatning. Samtidig blev "Statuta Curlandica," juridiske love for regionen, implementeret. Disse forblev indflydelsesrige, selv efter hertugdømmets anneksion i 1795.[2]
- 1688
- Sogne-distrikter i Svensk Vidzeme
Under svensk styre erstattede administrative reformer distriktsdomstole med sogne-distrikter. Vidzeme blev opdelt i administrative områder som Rīga- og Cēsis-distrikterne i den lettiske del og Pärnu- og Tartu-distrikterne i den estiske del.[3] Denne periode så også etableringen af et netværk af sognskoler.
- 1783
- Rīga Vikariatet
I 1783 erstattede kejserinde Katarina II af Rusland Rīga Guvernementet med Rīga Vikariatet, som bestod af ni distrikter, heraf fire i det nuværende Letland og fem i Estland. Denne reform indførte lokale landdomstole med deltagelse af både jordejere og bønder.
- 1866
- Bondekommuner
Med "Baltiske Provinsers Bondekommunelov" blev bondekommuner indført som erstatning for de tidligere sogne- og herrestrukturer. Disse selvstyrende enheder var ansvarlige for skatteopkrævning, vejvedligeholdelse, pleje af ældre og syge samt valg af lokale skolelærere.
- 1924
- Opdeling i historiske regioner
Den lettiske republik vedtog en opdeling i fire historiske regioner—Kurzeme, Zemgale, Vidzeme og Latgale—samt 19 distrikter. Denne opdeling blev senere ændret under den tyske besættelse i 1941, hvor seks administrative regioner blev oprettet og opkaldt efter større byer.
- 1949
- Sovjetiske reformer
Under sovjetisk styre blev amter og sogne afskaffet og erstattet af landdistrikter og landsbyer. Fra 1952 til 1953 havde Letland tre regioner—Liepāja, Rīga og Daugavpils—før yderligere ændringer reducerede antallet af distrikter.
- 2009
- territorialreform
Efter genoprettelsen af uafhængighed overgik Letland til et enkelt-niveau kommunesystem i 2009. Denne reform afskaffede distriktsråd og konsoliderede sogne og landdistrikter til kommuner. Ni større byer fik republikansk bystatus, og territoriale enheder blev omstruktureret for at optimere administrativ effektivitet og servicekvalitet.
Disse reformer afspejler Letlands udviklende styreform, formet af regionale og udenlandske påvirkninger gennem århundreder.
Letland havde frem til kommunalreformen af 2009 26 distrikter og syv byer med særskilt status.
- Aizkraukles distrikt
- Alūksnes distrikt
- Balvis distrikt
- Bauskas distrikt
- Cēsis distrikt
- Daugavpils distrikt
- Daugavpils
- Dobeles distrikt
- Gulbenes distrikt
- Jēkabpils distrikt
- Jelgavas distrikt
- Jelgava
- Jūrmala
- Krāslavas distrikt
- Kuldīgas distrikt
- Liepājas distrikt
- Liepāja
- Limbažis distrikt
- Ludzas distrikt
- Madonas distrikt
- Ogres distrikt
- Preiļis distrikt
- Rēzeknes distrikt
- Rēzekne
- Rīgas distrikt
- Riga
- Saldus distrikt
- Talsis distrikt
- Tukums distrikt
- Valkas distrikt
- Valmieras distrikt
- Ventspils distrikt
- Ventspils
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ TSG11-01. Resident population on 1 March 2011 by territorial unit and sex, Centrālā statistikas pārvalde.
- ^ Valdības formula no vesture.eu
- ^ Dunsdorfs, Edgars. Lielvidzemes kartes (17. un 18. gadsimtenī). Kārļa Zariņa fonds, Melnburna. 1986. ISBN 0959589163 10. lpp.