Liden klokke

Liden klokke
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta (Dækfrøede)
KlasseMagnoliopsida (Tokimbladede)
OrdenAsterales (Kurvblomst-ordenen)
FamilieCampanulaceae (Klokkeblomst-familien)
SlægtCampanula (Klokke-slægten)
ArtC. rotundifolia
Videnskabeligt artsnavn
Campanula rotundifolia
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Liden klokke (Campanula rotundifolia) eller blåklokke[1] er en 10-40 cm høj urt, der vokser langs vejkanter og på heder og overdrev.

Liden klokke er en flerårig urt, som danner en flad bladroset og en opret, blomsterbærende stængel. Bladene i rosetten er langstilkede og nyre- eller hjerteformede med nogle få, grove tænder langs randen. Stængelbladene er spredtstillede, lancetformede og helrandede.

Blomstringen sker i juli-september, og blomsterne sidder endestillet på de spinkle stængler i nogle fåblomstrede stande eller enkeltvis. De enkelte blomster er forholdsvis store, dybblå og klokkeformede. Frugterne er kapsler med ret store frø.

Rodnettet er kraftigt og dybtgående.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,25 m (25 x 25 cm/år). Målene kan bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante.

Indikatorværdier
Liden klokke
L = 7 T = 5 K = x F = x R = x N = 2

Planten er udbredt i Nordamerika (ned til Mexico), Sibirien, Centralasien og Europa. Den er meget almindelig i Danmark, hvor den findes på lysåbne voksesteder med magre, tørre jorde, og det vil sige skovbryn, vejkanter, overdrev og heder.

I overdrevsprægede folde på Mols Bjerge med hestegræsning året rundt findes arten sammen med bl.a. alm. hvene, spergel, bidende stenurt, bølget bunke, engrapgræs, bredbladet vejbred, fåresvingel, hvid kløver, rød svingel og vellugtende gulaks[2]

Alle dele af planten indeholder mælkesaft.


Søsterprojekter med yderligere information:



  1. ^ Andrew Cleave (2022), Vilde Blomster i Danmark og Nordeuropa, Legind, ISBN 978-87-7537-148-8Wikidata Q112144971
  2. ^ www.lr.dk: Landbrugsinfo: Hestegræsning i Mols Bjerge

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.