Maiori | |
---|---|
![]() | |
Overblik | |
Land | ![]() |
Postnr. | 84010 ![]() |
Telefonkode | 089 ![]() |
Nummerpladebogstav(er) | SA ![]() |
UN/LOCODE | ITIOI ![]() |
Demografi | |
Indbyggere | 5.359 (2023)[1] ![]() |
- Areal | 16,7 km² |
- Befolkningstæthed | 321 pr. km² |
Andet | |
Tidszone | UTC+1 (normaltid) UTC+2 (sommertid) ![]() |
Højde m.o.h. | 5 m ![]() |
Hjemmeside | comune.maiori.sa.it |
Oversigtskort | |
Maioris beliggenhed i Italien 40°38′55″N 14°38′20″Ø / 40.6486°N 14.6389°Ø |
Maiori er en kommune på Amalfikysten i provinsen Salerno. Den hører sammen med ” Comunità Montana Penisola Amalfitana”. Allerede under Romerriget var denne egn værdsat til rekreationsophold. Maiori har den længste, uafbrudte strandstrækning på Amalfikysten.
Maioris oprindelige navn var Reghinna Maior, i modsætning til nabokommunen, Reghinna Minor.
Økonomisk set er turismen det mest betydningsfulde erhverv i Maiori. Fra byen fører vej nr. 163 vestpå mod Sorrento, og undervejs kommer man gennem Minori, Ravello, Atrani, Amalfi, Praiano og Positano. I sommerperioden er der direkte færgefart fra Maiori til Capri, men ellers foregår trafikken via Amalfi. Øen Ischia har ligeledes færgeforbindelse til Amalfi.
I midten af det 20. århundrede instruerede Roberto Rossellini nogle af sine mest kendte film i Maiori: I 1946 Paisà, i 1948 første og anden episode af filmen L’Amore (Størst er kærligheden), i 1952 La macchina ammazzacattivi og i 1953 Il viaggio in Italia.
Kommunen er inddelt i følgende småsamfund: Erchie, Ponteprimario, San Pietro, Santa Maria delle Grazie og Vecite.
Sagnet vil vide, at den græske helt, Herakles, gik i land ved Erchie.
Man ved stadig ikke, hvem der egentlig har grundlagt Maiori. Der er meget forskellige meninger om dette, og både grækerne, etruskerne, picenerne og romerne, men også den langobardiske fyrste, Sicardo, er blevet foreslået.
Egentlig blev alle stederne langs kysten formet af de skiftende erobrere – som f.eks. etruskere eller romere, men mellem 830 og 840 sluttede kystens byer sig sammen i en konføderation, den amalfitanske republik, og medlemsbyernes befolkninger blev kaldt ”amalfitanere”. Forbundet bestod af byerne mellem Lettere og Tramonti og mellem Cetera og Positano. Desuden var Capri medlem af republikken. Hver by beholdt i denne periode sit eget navn og et selvstændigt bystyre, men havde samtidig en særlig rolle inden for forbundet.
Paladset Mezzacapo var indtil den 23. Mai 2009 hjemsted for kommunekontoret, og det ligger midt på Corso Reginna, hovedgaden i Maiori. Bygningen er et vidnesbyrd om Maioris blomstrende fortid, for den var engang residens for markgreve Mezzacapo.
Man kommer ind i paladset gennem en stor, udskåren trædør: Når man først er nået ind i indergården, ser man to marmortrapper, som fører op til de øverste etager i paladset både til højre og til venstre. Deroppe er der mange værelser, hvoraf det vigtigste er repræsentationssalen med det store, hvælvede loft.
Paladset blev bygget i den første halvdel af det 19. århundrede, og det blev fuldstændigt restaureret af familien Mezzacapo.
Under en nyere restaurering opdagede man, at vægmaleriet muligvis kan være udført af den tyske maler, Ludwig Richter (1803-1884).
Ved siden af paladset har man Mezzacapohaverne, der er anlagt, så der dannes et malteserkors.
Valfartskirken blev ødelagt under oversvømmelsen i 1910, men er derefter blevet genopbygget. Inde i bygningen finder man maleriet La Visitazione (Marias bebudelse) fra det 14. århundrede og døbefonten fra det 13. århundrede. Desuden er klokketårnet og facaden fra det 18. århundrede værd at se.