Michael Johnson | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Michael Duane Johnson 13. december 1967 (56 år) Dallas, Texas, USA |
Bopæl | San Rafael |
Højde | 185 cm[1], 183 cm |
Vægt | 78 kg[2], 77 kg |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Skyline High School, Baylor University |
Beskæftigelse | Atletikudøver, sprinter |
Deltog i | sommer-OL 1992, sommer-OL 1996, sommer-OL 2000 |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Champion des champions de L'Équipe (1996), IAAF Årets verdens atlet (1996, 1999), Associated Press Athlete of the Year (1996) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Michael Duane Johnson (født 13. september 1967 i Dallas, Texas) er en amerikansk tidligere sprinter og verdensrekordholder på 200 og 400 meter. Med sine fem OL-guld og ni VM-titler er Michael Johnson en af alle tiders mest vindende atletikudøvere.
Johnson markerede sig første gang på den internationale scene, da han i 1989 var med på det amerikanske hold, der ved Universiade i 1989 vandt sølv i 4 × 400-meterløb. To år senere blev han verdensmester i 200 m løb, og der var derfor store forventninger til ham ved OL 1992 i Barcelona,[3] som øverst på verdensranglisten de seneste to år. Her var han imidlertid plaget af sygdom (madforgiftning), og selv om kvalificerede sig til semifinalen, måtte han her se sig slået ud.[4] Han var også med i 4 × 400-meterløb, hvor amerikanerne efter en anden plads i indledende heat satte turboen til i finalen og sejrede i ny verdensrekordtid med 2.55,74 minutter, mens Cuba fik sølv, næsten to sekunder efter, og Storbritannien bronze.[5]
I perioden indtil det følgende OL blev Johnson verdensmester i 400 meterløb og i 400 m-stafetten, mens han i 1995 hentede tre VM-guldmedaljer: 200 m, 400 m og 400 m-stafetten.[3]
Ved OL 1996 på hjemmebane i Atlanta stillede han først op i 400 m-løbet, hvor han sikkert kvalificerede sig til finalen. Her vandt han med et forspring på næsten ti meter, den største sejrsmargen i 100 år, til briten Roger Black, mens uganderen Davis Kamoga blev nummer tre.[6] Et par dage senere gjaldt det 200 m distancen, og her fik han revanche for den knap så gode præstation fire år tidligere, da han efter at have sejret i alle heats var klar til finalen, hvor de største konkurrenter var namibieren Frank Fredericks og Ato Boldon fra Trinidad. Midtvejs lå disse tre næsten lige, men på de sidste 100 m fandt Johnson et ekstra gear og sejrede i ny verdensrekordtid på 19,32 sekunder, mens Fredericks fik sølv og Boldon bronze.[7]
Johnson genvandt sit VM-guld på 400 m i både 1997 og 1999,[3] og han var derfor endnu engang tårnhøj favorit på denne distance ved OL 2000 i Sydney. Han havde da heller ikke problemer med at kvalificere sig til finalen, hvor han vandt en overbevisende sejr, mens hans holdkammerat, Alvin Harrison, fik sølv og jamaicaneren Greg Haughton bronze.[8] Et par dage senere var han i spidsen for det amerikanske hold, der havde kvalificeret sig til finalen i 4 × 400 m (uden hans hjælp), og med tvillingerne Alvin og Calvin Harrison samt Antonio Pettigrew sejrede de overbevisende. Imidlertid blev guldmedaljen her senere frataget amerikanerne, da to af løberne senere blev afsløret i brug af doping.[9]
Han har efter afslutningen af sin aktive karriere i flere tilfælde fungeret som ekspertkommentator for BBC.[10]
I 2018 blev han ramt af en blodprop, der påvirkede hans venstre side. I 2021 bekendtgjorde han, at han var helt kommet sig over den igen.[11]