Underklasse til | oldøstnordisk, dansk | |
---|---|---|
Land | Danmark | |
Forrige | • urindoeuropæisk • urgermansk • urnordisk | |
Næste | • ældre middeldansk • yngre middeldansk • ældre nydansk | |
Starttidspunkt | 800 | |
Sluttidspunkt | 1100 |
Olddansk eller runedansk betegner det sprog, som taltes og blev skrevet i Danmark ca.a 800 e. Kr. - 1100.[1] Der finder vi runeindskrifterne.
I sproghistorien anses urnordisk at være blevet udskilt fra fællesgermansk[2] omkring år 200 e.kr.f. Omkring år 800 udskiltes så olddansk fra urnordisk.[3] Det er først her at man kan tale om et egentligt dansk sprog. Som sprogperiode afløses olddansk omkring i år 1100 af gammeldansk (middeldansk). Skiftet fra olddansk til gammeldansk sker, hvor runeskriften bliver afløst af latinske bogstaver.[1]
Opsplitningen i de nordiske sprog var ikke voldsommere, end at der i den olddanske periode og senere blev sagt, at der taltes med dansk tunge både i Sverige, Norge og Island. Senere begyndte man at bruge navnet norrønt for den dialekt, der blev talt i Norge, Island og på Færøerne. Sprogforskelligheden var så lille i Skandinavien, at der i realiteten var tale om et fælles nordisk sprog.[4]
Lydligt gennemgik olddansk i 800-tallet den østnordiske monoftongering, så diftongerne æi, au og øy blev hhv. e, ø og ø. Markering af bestemthed med suffiks på navneord er formodentligt også opstået i den olddanske periode. Ordforrådet voksede med mange ord der kom sammen med kristendommen.[4]