Platonisk kærlighed

Platon og hans elever.

Det mest berømte eksempel på platonisk kærlighed i litteraturen er Dante Alighieris kærlighed til hans muse Beatrice Portinari. Kvinden i paradis vil blive ledsager og guide, der tager pladsen til Virgil, indtil den salige vision kun er tilgængelig gennem Marys formidling. Se værket "incipit vita nova" af Cesare Saccaggi, hvor Dante og hans inspirerende muse bliver portrætteret som et hengivent par, selvom dette aldrig skete i virkeligheden. Deres hovedbeklædning og blomster skaber en mystisk atmosfære; den måde, Dante ser på Beatrice, viser tydeligt, at han er forelsket i hende, mens Beatrice er repræsenteret ved at se op, som om han modtager en guddommelig besked.

Platonisk kærlighed er en type kærlighed, hvor sexlyst er ikke-eksisterende eller er blevet undertrykt, erstattet eller på anden måde fjernet. På den anden side er platonisk kærlighed mere end almindeligt venskab.^[1] Begrebet er opkaldt efter filosoffen Platon, der i dialogen Symposion hylder åndelig kærlighed som højerestående end fysisk kærlighed.

Hvor udtrykket i dag næsten udelukkende bruges om romantisk kærlighed uden sex, så var den i middelalderen (i formen amor socraticus) snarere en kærlighed til det hinsides, dvs. især en meget ren kærlighed til Gud.

Referencer

1. Gillette, Hope (12. april 2022). "This Is Platonic Love". Psych Central.

Spire Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.