Ríma (isl. plur. rímur; da. rime, "rimdigt") kaldes en enkelt afdeling af rímur, islandske digte eller digtarter, der opstod i det 14. århundrede og afløste den gamle drapedigtning.
Den gamle tunge form blev afløst af en lettere, idet man anvendte firelinjede strofer, der rimer parvis med ferskeytt som det mest almindelige versmål.[1] Hvert linjepar er, som tidligere, forbundet med de normale rimbogstaver. Foruden slutningsrimene kan også indrim anvendes, og disse kan stilles på meget forskellig vis, hvorved 'kunstigheder' let kan indtræde og også indtrådte, hvilket blandt andet førte til, at det hele blev mere eller mindre tomt klingklang.
Oprindelig bestod et sådant digt af kun én afdeling, én ríma, men da indholdet tidligt blev hentet fra en saga, viste det sig hensigtsmæssigt at dele det i afdelinger (svarende til kapitler), der kaldtes rímur, og for at gøre disse mindre ensformige blev de enkelte afdelinger gjort i forskellige versemål. Disse rímur blev meget hurtig overordentlig populære, idet de blev fremsagt med et vist rytmisk foredrag for husets befolkning om aftenen i vintertiden og udgjorde således hele århundreder igennem − og næsten helt ned til nutiden − folkets vigtigste åndelige underholdning. Foremodentlig er de også i en vis periode benyttet til at danse efter, idet de også somme tider kaldes "danse".
I forbindelse hermed står sandsynligvis den omstændighed, at hver afdeling, ríma, i reglen indledes med et for sig selv stående afsnit, der intet har med det øvrige indhold at gøre; det hedder "mansöngr", egentlig kvindesang eller elskovssang. Her fremtræder digterens egne følelser og stemninger og især hans forhold til det andet køn, deraf navnet. Det er små lyriske digte, der ofte er værdifulde og stemningsrige; de blev også hurtig stereotype og trivielle.
Hovedindholdet af rímur er hentet fra den historiske litteratur, sagaerne, størstedelen fra de uhistoriske og opdigtede sagaer, der interesserede mest fordi de var forholdsvis nye. De færreste er digtet over emner fra de historiske sagaer, deriblandt den ældste ríma, Olafsríma om Olav den Helliges fald (Ólafs ríma Haraldssonar) af Einar Gilsson, død omkring 1370. Også humoristiske emner blev behandlet, Skíðaríma.[2] Der blev digtet med rímur helt ned til vore dage, og en af de betydeligste digtere fra 1800-tallet, Benedikt Sveinbjarnarson Gröndal (1826-1907), er blandt andet forfatter til rímur.
Efter reformationen pådrog rímur sig den nidkære gejstligheds mishag. Præsterne opfordrede til at hente emner fra Biblen, og sådanne rímur blev også digtet, men de vandt ingen popularitet, og det lykkedes ikke at få bugt med de gamle.
Det blev derfor først i det 19. århundrede, at rímur blev alvorligt truede fordi der opstod nye smagsretninger og digtningsarter.
En af de vigtigste sidste der digtede med rímur var den islandske lyriker Sigurður Breiðfjörð, 1798-1846.
Numa rimur extract.
Et uddrag af "Núma rímur" af Sigurður Breiðfjörð (1798-1846). Sunget af Þuríður Friðriksdóttir (1887-1954)
Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk) |
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |