Saif al-Adel | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Født | Mohamed Salah al-Din al-Halim Zaidan[2][3] 11. april 1960 (64 år) eller 11. april 1963 (61 år)[1] Monufia Guvernateet, Forenede Arabiske Republik[4] (i dag Egypten) |
Nationalitet | ![]() |
Bopæl | Algeriet ![]() |
Religion | Islam |
Familie | Abu Walid al-Masri[5] (svigerfar) ![]() |
Uddannelse og virke | |
Medlem af | Al-Qaeda ![]() |
Beskæftigelse | Jihadist ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Mohamed Salah al-Din al-Halim Zaidan (arabisk: محمد صلاح الدين الحليم زيدان, født 11. april 1960 eller 1963) kendt under navnet Saif al-Adel (arabisk: سيف العدل) er en egyptisk sprængstofekspert og nuværende leder af al-Qaeda,[6][7] en post han overtog efter Ayman al-Zawahiri.
Al-Adel deltog i Den afghansk-sovjetiske krig som jihadist inden han blev et af de stiftende medlemmer af Al-Qaeda og har siden Mohammed Atefs død i 2001 været leder af organisationens militærkomite.[8] Han formodes i dag at opholde sig i Iran sammen med andre højtstående medlemmer af Al-Qaeda.[6][7][9]
Al-Adel var i 1980'erne oberst i Egyptens hær,[10] men han blev i 1987 afskediget fra hæren og arresteret sammen med tusinder af islamister med sigtelser om at ville opbygge en Egyptisk Jihad-organisation og at planlægge et kup mod Egyptens præsident Hosni Mubarak. Sigtelserne blev opgivet, men Saif forlod kort efter Egypten og tog til Afghanistan, hvor han i 1988 tilsluttede sig de afghanske mujahediner og afdelingen under al-Qaedas forløber Maktab al-Khidamat.[11] [10] Saif blev leder af al-Qaedas medieafdeling og var involveret i produktionen af Osama bin Ladens videoer, der hurtigt fandt et globalt publikum.[11] Saif formodes at være rejst til det sydlige Libanon i begyndelsen af 1990'erne med andre jihadister og Al-Qaeda medlemmer for at deltage i træning med Hizbollah.[12] Herefter blev Saif medlem af Al-Qaedas Shura-råd og i 1992 blev han medlem af organisationens militærkomite, der på daværende tidspunkt var ledet af Mohammed Atef.[13] Han flyttede til Khartoum i 1992, hvor han lærte militante islamistiske grupper at anvende sprængstof.[14][10] Saif etablerede også en Al-Qaeda enhed for militærtræning i Ras Kamboni i Somalia nær grænsen til Kenya.[15] Saif er eftersøgt af USA for hans rolle i bombningerne af de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya.[13][16]
Efter Al-Qaedas terrorangreb mod USA den 11. september 2001 og den efterfølgende amerikanske invasion af Afghanistan fik Saif asyl i Iran. I 2015 indgik al-Qaeda en aftale med Irans revolutionsgarde om at overføre Saif til Afghanistan, selvom Saif efter efterretninger modsatte sig overflytningen, da han foretrak at have Iran som base for sine aktiviteter.[17]
Saif al-Adel har fra sin base i Iran været en effektiv leder af al-Qaeda-operationer på jorden i Somalia, Yemen og Syrien.[17] En rapport fra FN i 2023 konkluderede, at Saif al-Adel var blevet udnævnt til de facto leder af al-Qaeda efter Ayman al-Zawahiris død, men at han ikke kunne blive erklæret al-Qaedas emir grundet modstand fra det afghanske Talibanstyre, der ikke har ønsket at bekræfte Zawahiris likvidering i Kabul, ligesom talibanerne har "teologiske og operationelle" indvendinger mod at al-Adel opholder sig i det shia-muslimske Iran.[18][19][20][21]
Med Zawahiris død er Saif al-Adel en af de få overlevende grundlæggere af al-Qaeda. Saif al-Adel har strammet sit greb om al-Qaedas afdelinger, og har øget sin indflydelse på al-Qaedas afdelinger på Den arabiske halvø mens han afventer officielt at blive erklæret emir. Saif har forsøgt at flytte al-Qaedas hovedkvarter til Yemen, hvor al-Qaeda længe har haft en massiv tilstedeværelse.[17]