Siarnaq | |
---|---|
Opdaget | |
23. september 2000, af John J. Kavelaars, Brett J. Gladman, Rhiannon Lynne Allen, Carl W. Hergenrother, Stephen M. Larson, Alain Doressoundiram og Jorge Romon | |
Kredsløb om Saturn | |
Afstand til Saturn (massecenter) |
|
Halve storakse | 18 195 000 km |
Halve lilleakse | 17 378 516 km |
Excentricitet | 0,2962 |
Siderisk omløbstid | 2a 165d 1t 0m 0,0s |
Synodisk periode | — |
Omløbshastighed |
|
Banehældning | 45,56° i fh. t. ekliptika |
Periapsisargument; ω | 65,440 ° |
Opstigende knudes længde; Ω | 47,090 ° |
Omgivelser | |
— | |
Fysiske egenskaber | |
Diameter | 6,0 km |
Fladtrykthed | — |
Overfladeareal | — km² |
Rumfang | — km³ |
Masse | 3,900·1015 kg |
Massefylde | 2300 kg/m³ |
Tyngdeacc. v. ovfl. | 0,004 8 m/s² |
Undvigelseshastighed v. ækv. | — km/t |
Rotationstid | — |
Aksehældning | ? |
Nordpolens rektascension | — |
Nordpolens deklination | — ° |
Magnetfelt | — |
Albedo | 6 % |
Temperatur v. ovfl. | Gnsn. — °C Min. — °C Maks. — °C |
Atmosfære | |
Atmosfæretryk | 0 hPa |
Atmosfærens sammensætning | — |
Siarnaq er en af planeten Saturns måner: Den blev opdaget den 23. september 2000 af John J. Kavelaars og Brett J. Gladman, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse & S/2000 S 3. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter gudinden Siarnaq fra den inuitiske mytologi. Månen Siarnaq kendes desuden også under betegnelsen Saturn XXIX.
Siarnaq har en for Saturn-måner forholdsvis høj massefylde, og man formoder at den består af en blanding af vand-is og klippemateriale. Månen har en temmelig mørk overflade, der kun tilbagekaster 6 % af det lys der falder på den.
Spire Denne artikel om astronomi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |