Sukhoj Su-17

Sukhoj S-17/-20/-22
Tjekkisk Su-22M4
Beskrivelse
TypeJagerBomber
Besætning1
Jomfruflyvning2. august 1966
I aktiv tjeneste1970-
UdgaverSu-17, Su-20, Su-22
FabrikantSukhoj (design)
Komsomolsk (fabrikation)
BrugereRusland Polen Syrien Vietnam Angola Yemen
Dimensioner
Længde19,02 m
Spændvidde13,68 m (vinge ude)
10,02 m (vinge inde)
Højde5,12 meter
Vingeareal38,5 m² (vinge ude)
34,5 m² (vinge inde) m²
Tomvægt12.160 kg
Maksimal startvægt19.430 kg
MotorEn Ljulka AL-21 F-3
Motorydelse76,4 kN (109,8 kN med efterbrænder)
TophastighedI højden 1.860 km/t (Mach 1,7) ved havniveau 1.400 km/t
Ydeevne
Rækkevidde1.150 km med bevæbning 2.000 kg og angreb høj-lav-høj
2.300 km ved flyvning uden bevæbning
Tophøjde14.200 meter
Stigeevne230 m/s
Bevæbning
Skyts2 x 30 mm Nudelman-Rikhter NR-30 maskinkanoner
BomberOp til 4.000 kg på ti fæstningspunkter (tre under hver del af den faste vinge, fire på skroget), til brug for almindelige og præcisionsbomber, raketbatterier, klyngebomber, SPPU-22-01 kanoner, elektroniske forsvarsmekanismer, napalmtanke og kernevåben.
MissilerTo ramper under vingen for affyring af R-60 (AA-8 'Aphid') eller K-13 (AA-2 'Atoll') luft til luftmissiler

Sukhoj Su-17 (russisk: Сухой Су-17, NATO-rapporteringsnavn: Fitter) er en jagerbomber udviklet af flykonstruktionsvirksomheden Sukhoj i det daværende Sovjetunionen. Flyet er udviklet på grundlag af jagerbomberen Sukhoj Su-7. Su-17 blev taget i aktiv tjeneste i Sovjetunionen i 1970 og blev i versionerne Su-20 og Su-22 efterfølgende eksporteret til en lang række lande i Østeuropa og i Mellemøsten. Flyet gør fortsat tjeneste i Rusland, Angola, Syrien, Vietnam, Yemen og i NATO-landet Polen.

Udvilking

[redigér | rediger kildetekst]
En Su-17 (t.v.) ved siden af en ældre Su-7, bemærk lighederne mellem de to fly.

Som følge af ønsker om at forbedre specifikationerne for jagerbomberen Su-7B ved lave hastigheder og start/landing, designede Sukhoj i 1963 en prototype med variabel pilgeometri baseret på en Su-7BM. Flyet fik betegnelsen Su-7IG[1][2] Su-7IG fløj første gang den 2. august 1966 med V. S. Iljusjin i cockpittet. Flyet var det første sovjetiske fly med variabel pilgeometri.[2] Testen viste, at hastigheden ved start og landing var blevet reduceret med 50–60 km/t sammenlignet med den konventionelle Su-7.[2]

Flyet, der blev sat i produktion fik navnet Su-17 (NATO designation "Fitter-C", fabriksbetegnelse S-32) og fik det uofficielle navn Strizj (Стриж, svalen) i tjenesten. Udover den nye vinge adskilte flyet sig fra sin forgænger Su-7 ved at have et nyt canopy og et ombygget skrog med mulighed for ekstra brændstof og forbedrede flyveegenskaber. Den færdige Su-17 fløj første gang den 1. juli 1969 med E. K. Kukusjev i cockpittet.[2]

Der er produceret i alt 2.867 Su-17'ere og dens versioner (Su-20 og Su-22), hvoraf 1.165 blev eksporteret til i alt 15 nationer.[2]

Operativ historie

[redigér | rediger kildetekst]
En Su-17M fra Sovjetunionens luftvåben.

Sovjetunionen/Rusland

[redigér | rediger kildetekst]

Su-17 påbegyndte tjeneste i Sovjetunionens luftvåben i 1970. Flyet blev benyttet af de sovjetiske styrker i forbindelse med Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980. Invasionen skete til støtte for den daværende kommunistiske regering i Afghanistan, hvis luftvåben ligeledes benyttede flyet. Brugen af flyet gav problemer som følge af de mange højtbeliggende flybaser, ligesom varme og støv medførte operative problemer. Mange landinger endte med eksploderede dæk, ligesom bremserne ofte brød i brand. En række uheld og nedbrud skete som følge af varmen og indtrængen af sand og støv i flyets mekaniske dele.

Den senere udviklede AL-21F-motor viste sig dog at kunne modstå sand og brændstof forurenet med sand, og i 1985 var flåden af Su-17 fly mere flyvedygtig end det sovjetiske luftvåbens flåde af Su-25'ere og helikoptere.[3] Den første udgave af Su-17'erne blev hurtigt udskiftet med de mere brugbare Su-17M3 og Su-17M4. På trods af flyenes robusthed og lasteevne viste de sig dog mindre egnede i kamp i de bjergrige områder på grund af flyets høje stallhastighed og beskedne navigationsevne. Dertil kom, at flyet var dårligt beskyttet mod anti-luftskyts. På grundlag af de indhentede erfaringer fik flyet under tjenesten yderligere beskyttelse af motor, hydraulik og brændstofsystem, men pansringen var fortsat utilstrækkelig sammenlignet med Su-25'erne.[3]

Fremkomsten af bærbare luftværnsmissiler (MANPADS) som det sovjetiske Strela 2 (indsmuglet fra Egypten) og de amerikanske FIM-43 Redeye og senere FIM-92 Stinger udgjorde en ny trussel og tvang Su-17-flyene til at operere i endnu større højde. Dette i kombination med, at flyene blev udstyret med 12 udsenderne af flares, der affyredes automatisk under angreb, viste sig effektivt, og i 1985 gik kun en enkelt Su-17 tabt pga. ild fra jorden.[3]

Som følge af, at flyet måtte operere 3500–4000 m over jorden, ophørte Su-17'erne med at benytte ustyrede raketter og gik i stedet over til at anvende bomber, herunder termobariske våben, og Su-25 overtog i stedet opgaverne med præcisionsangreb.[3] Mod slutningen af krigen blev de fleste Su-17'ere udskiftet med Mikoyan-Gurevich MiG-27'erne for at kunne teste den nye MiG-27 som jagerbomber.

Su-17M3/4 blev benyttet under den Første Tjetjenske krig sammen med Sukhoj Su-24'erne og Sukhoj Su-25'erne til at udføre angreb på jorden samt rekognisering.[4]

Med henblik på at eliminere jagerbombere med kun én motor fra det russiske luftvåben, trak Ruslands luftvåben de sidste Su-17M4'erne og MiG-23 og MiG-27'ere ud af tjeneste i 1998.

Omkring 550 fly er fortsat i tjeneste verden over.

Operatører

[redigér | rediger kildetekst]

Nuværende operatører

[redigér | rediger kildetekst]
En Su-17/22 fra det polske luftvåben
  • Angola Angolas luftvåben anvender otte Su-22.
  • Polen Polens luftvåben anvender 12 Su-22M4 og 6 Su-22UM3. Polen har oprindeligt erhvervet 110 Su-22, de vil dog blive erstattet af den købte F-35.
  • Syrien 50 Su-22 indgik i Syriens luftvåben før borgerkrigen i Syrien.
  • Vietnam Vietnam benytter 38 Su-22M4.[5]
  • Yemen Yemen har oprindelig anskaffet sig 50 Su-22, hvoraf en del fortsat er aktive.

Sammenlignelige fly

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Green and Swanborough 2001.
  2. ^ a b c d e "Sukhoi Su-17." Arkiveret 1. december 2017 hos Wayback Machine Sukhoi Company Museum. Besøgt: 15. april 2007.
  3. ^ a b c d Markovskiy, Viktor. "Жаркое Небо Афганистана" (russisk). Техника - Молодежи, 2000.
  4. ^ Goebel, Greg. "The Sukhoi Su-7 & Su-17 'Fitter'." AirVectors, 1 October 2011. Retrieved: 18 November 2012.
  5. ^ Liste over materiel i Vietnams luftvåben

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Cooper, Tom and Farzad Bishop. Iranian F-14 Tomcat Units in Combat. Oxford, UK: Osprey Publishing, 2004. ISBN 1-84176-787-5.
  • Green, William and F. Gordon Swanborough. The Great book of Fighters. St. Paul, Minnesota: MBI Publishing, 2001. ISBN 0-7603-1194-3.
  • Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. ISBN 1-875671-50-1.
[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til: