VM i badminton 1997 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | International Badminton Federation |
Turnering nr. | 10 |
Dato(er) | 24. maj - 1. juni 1997 |
Spillested | Scotstoun Center |
Værtsby | Glasgow, Skotland |
Kategori | Verdensmesterskab |
Vindere | |
Herresingle | Peter Rasmussen (1. titel) |
Damesingle | Ye Zhaoying (2. titel) |
Herredouble | Candra Wijaya Sigit Budiarto (1. titel) |
Damedouble | Ge Fei Gu Jun (1. titel) |
Mixed double | Liu Yong Ge Fei (1. titel) |
VM i badminton 1997 var det 10. VM i badminton afholdt af International Badminton Federation. Mesterskabet blev afviklet i Scotstoun Center i Glasgow, Skotland i perioden 24. maj - 1. juni 1997. Skotland var VM-værtsland for første gang.
Land | Guld | Sølv | Bronze | Total |
---|---|---|---|---|
Kina | 3 | 3 | 3 | 9 |
Danmark | 1 | 1 | 2 | 4 |
Indonesien | 1 | - | 4 | 5 |
Malaysia | - | 1 | - | 1 |
Sydkorea | - | - | 1 | 1 |
Verdensmesterskabet i herresingle blev vundet af Peter Rasmussen fra Danmark, som i en dramatisk finale vandt med 16-17, 18-13, 15-10 over kineseren Sun Jun, som flere gange undervejs måtte behandles på grund af krampe. Begge finalister vandt dermed VM-medalje for første gang. De to bronzemedaljer blev vundet af den forsvarende mester, Heryanto Arbi fra Indonesien, der dermed fik suppleret sin VM-guldmedalje fra det foregående mesterskab med en tilsvarende af bronze, og Poul-Erik Høyer, som tabte i semifinalen for andet VM i træk.
Samtlige fire danske deltagere i herresingle formåede at spille sig frem til kvartfinalerne, og det var blot femte gang nogensinde, at VM-kvartfinalerne i herresingle havde deltagelse af fire spillere fra samme land. Dermed tangerede danskerne en rekord sat af Indonesien ved VM-turneringerne i 1980, 1989 og 1995, og Kina ved VM i 1987.
Turneringen havde deltagelse af 171 spillere, hvoraf 56 var direkte kvalificeret til hovedturneringen. De resterende 115 deltagere spillede i kvalifikationsturneringen om de sidste otte ledige pladser i hovedturneringen.
Damesinglemesterskabet blev domineret af de kinesiske spillere, der for anden gang i VM-historien besatte hele seks af de otte pladser i kvartfinalerne i damesingle (første gang var i VM i badminton 1987), og for tredje gang i VM-historien havde semifinalerne udelukkende deltagelse af kinesere. VM-titlen gik til den forsvarende mester Ye Zhaoying, som i finalen besejrede Gong Zhichao med 12-11, 11-8, og som dermed blev verdensmester for anden gang i træk. Det var sidste gang, at Ye kunne slutte VM med en medalje om halsen, og hun endte derfor sin VM-karriere med to guldmedaljer og en sølvmedalje. Derimod var det første gang, at Gong kunne rejse hjem med en VM-medalje. Bronzemedaljerne gik til Han Jingna, som dermed byttede sin sølvmedalje fra det foregående VM ud med en tilsvarende af bronze, og Wang Chen, som ved dette mesterskab vandt sin eneste VM-medalje i karrieren.
Turneringen havde deltagelse af 162 spillere, hvoraf 56 var direkte kvalificeret til hovedturneringen. De resterende 106 deltagere spillede i kvalifikationsturneringen om de sidste otte ledige pladser i hovedturneringen.