Vejbier (familie)

Vejbier
Halictus scabiosae - MHNT
Halictus scabiosae - MHNT
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeArthropoda (Leddyr)
KlasseInsecta (Insekter)
OrdenHymenoptera (Årevinger)
UnderordenApocrita (Stilkhvepse)
OverfamilieApoidea (Bier og gravehvepse)
FamilieHalictidae (Vejbier)
SerieApiformes (Bier)
Hjælp til læsning af taksobokse


For alternative betydninger, se Vejbier. (Se også artikler, som begynder med Vejbier)

Vejbier (Halictidae) er den næststørste familie af bier[1] (gruppen Apiformes) med næsten 4.500 arter,[2] hvoraf 63 i Danmark.[3] Vejbier er en yderst forskelligartet gruppe, der kan variere meget i udseende. Disse bier forekommer over hele verden og findes på alle kontinenter undtagen Antarktis[4].

Beskrivelse

[redigér | rediger kildetekst]
Vingen på en art af vejbi. Den buede basalnerve (der ses omtrent i midten af billedet) er karakteristisk for familien.

Vejbier er normalt mørkfarvede (ofte brune eller sorte) og ofte metalliske, derudover findes vejbier i forskellige størrelser, farver og mønstre. Flere arter er helt eller delvist grønne, og nogle få er røde, lilla eller blå.[4] En række af dem har gule aftegninger, især hannerne, som almindeligvis har gule ansigter, et mønster der er udbredt blandt de forskellige familier af bier. Familien er en af mange med korte tunger[5] og det mest sikre kendetegn er den bueformede basalnerve, der befinder sig på vingen.[6] Hunnerne i familien har en tendens til at være større end hannerne.[5]

Vejbier (især de mindre arter) tiltrækkes ofte af sved.[7][4]

Økologi

[redigér | rediger kildetekst]

De fleste vejbier har deres rede i jorden, ofte i lerjord og flodbredder,[5] dog har nogle få deres rede i træ. Den nyklækkede larve bliver ikke fodret regelmæssigt; en større mængde pollen og nektar samles inde i en vandtæt celle, et æg lægges på den, og cellen lukkes af, så larven får al sin føde på én gang, i modsætning til "progressiv forsyning", hvor en larve fodres gentagne gange efterhånden som den vokser, som det er tilfældet hos honningbierne. Nogle arter forer deres tunneler med sekreter, der indeholder lugtstoffer i form af laktoner (cykliske carboxylsyreestere), for at hjælpe arbejdere med at finde vej vende tilbage til reden.[5] Det menes, at laktonerne hos hver enkelt biart har sin egen unikke kemiske signatur. Alle arter (undtagen kleptoparasitter) spiser pollen og kan være vigtige bestøvere.

Systropha planidens, en specialiseret bestøver af snerle (Convolvulus)

Eusociale arter

[redigér | rediger kildetekst]

Mange arter i underfamilien Halictinae er eusociale, i det mindste delvist som hos Lasioglossum malachurum, med ret veldefinerede dronninge- og arbejderkaster (dog ikke det samme kastesystem som hos honningbierne), og visse udtryk af deres sociale adfærd ser ud til at være tillærte.[8] Det første kuld af afkommet fortsætter med at bygge og beskytte reden samt med at samle føde til en ny larveyngel. Vejbier udviser et rigt spektrum af forskellige former social adfærd.[4] Forskellige biotiske og abiotiske faktorer kan endda påvirke denne adfærd, såsom tilgangen til blomster, deres geografiske placering, højden over havet, årstiden og klimaet.[4]

De arter, der ikke har en permanent, fastlagt arbejdsdeling, såsom Lasioglossum zephyrus eller Halictus rubicundus, betragtes som primitivt eusociale.[9] Et andet eksempel på en primitivt eusocial art af vejbier er Halictus ligatus, hos hvilken aggressive interaktioner mellem bierne har stor betydning for etablering af koloniens hierarki og sociale organisation.[10] Primitivt eusociale arter som disse giver indsigt i den tidlige udvikling af eusocialitet.[10] Halictus sexcinctus, som både udviser eusocial og fælles organisation (hvor individer af samme art lever og arbejder sammen, men uden et regulært kastesystem), giver indsigt i hvordan eusocialitet er udviklet. Fylogenetiske data fra denne art tyder på, at en fælles strategi tjener som et overgangstrin mellem ensom redebygning og eusocialitet.[11]

Kleptoparasitiske arter

[redigér | rediger kildetekst]

Adskillige slægter og arter af halictider er kleptoparasitter for andre bier (for det meste andre vejbier eller bier af lignende størrelse[12]), og adfærden har udviklet sig mindst ni gange uafhængigt af hinanden inden for familien. De mest kendte og almindelige kleptoparasitter er arter i slægten Sphecodes, som er hvepse-lignende af udseende (ofte skinnende sorte med et blodrødt underliv - tysk: Blutbienen - normalt 4-9 mm i kropslængde); hunnen hos Sphecodes går ind i cellen med sin proviantmasse, spiser værtsægget og lægger sit eget æg i stedet for.

Arter der er aktive om natten

[redigér | rediger kildetekst]
Agapostemon sp.
Dufourea novaeangliae set fra siden
Hun af Oligochlora semirugosa i Dominikansk rav
Augochloropsis metallica han

Vejbier er en af de fire bifamilier, der indeholder nogle nataktive arter; disse vejbier er kun aktive i skumringen eller tidligt på aftenen, så de betragtes teknisk set som "vespertiner" (aftenaktive) (f.eks. i underslægten Sphecodogastra af Lasioglossum) , eller nogle gange virkelig nataktive (f.eks. i slægten Megalopta, eller arten Megalopta genalis).[13] Disse bier har, som det er typisk i sådanne tilfælde, meget forstørrede punktøjne (ocelli). De andre familier med nogle aftenaktive arter er Andrenidae, Colletidae og Apidae.

Arter af økonomisk betydning

[redigér | rediger kildetekst]

Nogle arter er vigtige i bestøvningen af afgrøder. Blandt disse er Nomia melanderi,[14] Lasioglossum vierecki[15] og Lasioglossum leucozonium.[16] Mens nogle vejbi-arter er snævert knyttet til en gruppe af planter eller blot en enkelt planteart (oligoleg adfærd) (f.eks. Rophites algirus,, som kun besøger blomsterne af galtetand.[2]), er de fleste generalister, hvilket gør dem til potentielt værdifulde bestøvere.[17]

Stik

[redigér | rediger kildetekst]

Kun hunner har evnen til at afgive et stik.[18] På grund af deres ikke-aggressive karakter vil de sandsynligvis kun stikke, hvis de bliver forstyrret; og stikket er ganske ubetydeligt.[5] De mest almindelige tilfælde af stik opstår, hvis man ved et uheld kommer i kontakt med en vejbi, der forsøger at få en slikke af ens sved.[19]

Fylogeni

[redigér | rediger kildetekst]

Fossiler af vejbier findes typisk i rav fra Baltikum og den Dominikanske Republik og antyder, at vejbier har eksisteret siden for mindst 96-75 millioner år siden.[2] Det ældste fossile fund af vejbier går tilbage til tidlig eocæn[20] med et antal arter som Neocorynura electra[21] og Augochlora leptoloba[22] kendt fra ravaflejringer. I øjeblikket er familien opdelt i fire underfamilier, mange slægter og mere end 2000 kendte arter. Rophitinae ser ud til at være søstergruppen til de resterende tre underfamilier (Nomiinae, Nomioidinae, Halictinae) baseret på både morfologi og molekylære data.[23]

Klassificering

[redigér | rediger kildetekst]

Underfamilie Rophitinae:

Underfamilie Nomiinae:

Underfamilie Nomioidinae:

Underfamilie Halictinae:
Tribus Halictini

Tribus Thrinchostomini

Tribus Augochlorini

Fossile vejbier uden kendt tilhørsforhold:

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Danforth, Bryan N.; Cardinal, Sophie; Praz, Christophe; Almeida, Eduardo A.B.; Michez, Denis (2013). "The Impact of Molecular Data on Our Understanding of Bee Phylogeny and Evolution". Annual Review of Entomology. 58 (1): 57-78. doi:10.1146/annurev-ento-120811-153633. ISSN 0066-4170. PMID 22934982.
  2. ^ a b c "Bee Diversity". Museum of the Earth (amerikansk engelsk). Hentet 2021-12-06.
  3. ^ Vejbier (Halictidae). Naturbasen. Hentet 11. februar 2023.
  4. ^ a b c d e "Sweat bees". Florida Wildflower Foundation (amerikansk engelsk). 2017-08-15. Hentet 2021-12-06.
  5. ^ a b c d e Hauze, Deena. "Halictidae (halictid bees, sweat bees)". Animal Diversity Web (engelsk). Hentet 2021-12-06.
  6. ^ "sweat bees, halictid bees". Featured Creatures. University of Florida Entomology and Nematology Department. Hentet 21. september 2019.
  7. ^ "Sweat Bees". Missouri Department of Conservation. Arkiveret fra originalen 2015-09-26.
  8. ^ Yanega, D. (1993-06-01). "Environmental influences on male production and social structure in Halictus rubicundus (Hymenoptera: Halictidae)". Insectes Sociaux. 40 (2): 169-180. doi:10.1007/BF01240705. ISSN 0020-1812. S2CID 44934383.
  9. ^ Batra, S. W. T. (1966). "The life cycle and behavior of the primitively social bee Lasioglossum zephyrum (Halictidae)". Univ. Kansas Sci. Bull. 46: 359-423.
  10. ^ a b Pabalan, N.; Davey, K.G.; Packer, L. (2000). "Escalation of aggressive interactions during staged encounters in Halictus ligatus Say (Hymenoptera: Halictidae), with a comparison of circle tube behaviors with other halictine species". Journal of Insect Behavior. 13 (5): 627-650. doi:10.1023/a:1007868725551. S2CID 20773517.
  11. ^ Richards, M. H. (2003). "Variable worker behaviour in the weakly eusocial sweat bee, Halictus sexcinctus Fabricius". Insectes Sociaux. 50 (4): 361-364. doi:10.1007/s00040-003-0691-3. S2CID 38716600.
  12. ^ Hauze, Deena. "Halictidae (halictid bees, sweat bees)". Animal Diversity Web (engelsk). Hentet 2021-12-06.
  13. ^ Greiner, Birgit; Ribi, Willi A.; Warrant, Eric J. (2004-04-03). "Retinal and optical adaptations for nocturnal vision in the halictid bee Megalopta genalis". Cell and Tissue Research. 316 (3): 377-390. doi:10.1007/s00441-004-0883-9. ISSN 0302-766X. PMID 15064946. S2CID 2155166.
  14. ^ "A native ground nesting bee, Nomia melanderi, sustainably managed to pollinate alfalfa across an intensively agricultural landscape)". United States Department of Agriculture - Agricultural Research Service.
  15. ^ Kuehn, F. (2015). "Farming for native bees: Final report". SARE - Sustainable agriculture research & education.
  16. ^ Adamson, N. L. (2011). An assessment of non-Apis bees as fruit and vegetable crop pollinators in southwest Virginia (PDF) (PhD). Virginia Polytechnic Institute and State University.
  17. ^ "Halictid Bees". www.fs.fed.us. Hentet 2021-12-06.
  18. ^ "StackPath". www.gardeningknowhow.com. Hentet 2021-12-07.
  19. ^ "No Need To Sweat Non-Aggressive Sweat Bees Or Lookalike Hover Flies". Forest Preserve District of Will County (amerikansk engelsk). Hentet 2021-12-07.
  20. ^ Engel, M.S.; Archibald, S.B. (2003). "An Early Eocene bee (Hymenoptera: Halictidae) from Quilchena, British Columbia". The Canadian Entomologist. 135 (1): 63-69. doi:10.4039/n02-030. hdl:1808/16473. S2CID 54053341.
  21. ^ Engel, M.S. (1995). "Neocorynura electra, a New Fossil Bee Species from Dominican Amber (Hymenoptera:Halictidae)". Journal of the New York Entomological Society. 103 (3): 317-323. JSTOR 25010174.
  22. ^ Engel, M.S. (2000). "Classification of the bee tribe Augochlorini (Hymenoptera, Halictidae)" (PDF). Bulletin of the American Museum of Natural History. 250: 1. doi:10.1206/0003-0090(2000)250<0001:COTBTA>2.0.CO;2. hdl:2246/1598. S2CID 85810077.
  23. ^ Patiny, S.; et al. (2008). "Phylogenetic relationships and host-plant evolution within the basal clade of Halictidae (Hymenoptera, Apoidea)". Cladistics. 24 (3): 255-269. doi:10.1111/j.1096-0031.2007.00182.x. S2CID 23828602.