Et webcam eller webkamera er et digitalt kamera, der er forbundet til World Wide Web (WWW) – og det viser i realtid et billede af et objekt. Dette levende billede kan til enhver tid betragtes gennem en normal WWW-browser. Som ved andre optagelser er lyden en valgmulighed.
Normalt tages der et billede med et bestemt interval, men med højere transmission, ADSL-linjer mv. er der ikke noget i vejen for, at det kan udvikles til egentlig digital video. Verdens første webcam viste en kaffekolbe i datalogiafdelingen på Cambridge Universitet, men også de kolde drikkeautomater har været populære objekter. Der er utallige anvendelsesmuligheder for webcams, herunder vejrobservation, trafikrapportering, samtaler osv.
Vestre Landsret har i juni 2005 stadfæstet en dom fra Retten i Frederikshavn, hvor et webkamera blev anset til ulovlig overvågning af et offentligt område – i dette tilfælde Vesterø Havn på Læsø.
Det først kendte webkamera var kameraet i computerlaboratoriet på Cambridge University. Kameraet overvågede Trojan Room-kaffemaskinen fra 1991 til 2001.
Kort før årtusindskiftet placerede dagbladet Politiken et webkamera, der pegede på Rådhuspladsen i København. Tanken var at give alle lejlighed til at følge nytårsfestlighederne på pladsen, uanset hvor i verden man befandt sig denne aften. Men kameraet er blevet stående også efter årtusindskiftet, fordi man fortsat gerne vil give alle mulighed for at følge livet på Københavns store plads.
Wikimedia Commons har medier relateret til: |