Akan

Akan
Akanfamilie under en medgiftsceremoni
Antal og fordeling
Antal i alt 16.500.000 (anslået)
Ghana Ghana: 15.467.000[1]
Elfenbenskysten Elfenbenskysten: 416.000
Liberia Liberia: 95.000
Togo Togo: 86.000
USA USA: 78.000
Italien Italien: 49.000
Etnografi
Etnicitet: Niger-Congo
Sprog: Akansprog
Religion: Kristendom, Akanreligion, Islam
Udbredelse
Udbredelsen af Akanfolket i Afrika

Akan er et folkeslag, der primært lever i nutidens Ghana og i dele af Elfenbenskysten og Togo i Vestafrika. Undergrupper af Akanfolket omfatter bl.a. agona, akuapem, akwamu, akyem, anyi, ashanti, baoulé , bono, chakosi, fanti, kwahu, sefwi, wassa, ahanta og nzema.

I 1950'erne blev sproget "akan" den officielle betegnelse i Ghana for det sprog, hvis skriftlige dialekter er ashanti, akuapem og fanti.[2] Sproget akan tilhører sproggruppen kwa i den niger-kordofanske sprogfamilie.

Kultur

[redigér | rediger kildetekst]

De forskellige undergrupper af Akanfolket har flere kulturelementer til fælles; mest bemærkelsesværdigt er det, at arvefølgen er matrilineær.[3] Dette betyder, at arv, adgangen til rigdom og politiske embeder og position i samfundet bestemmes langs matrilineære linjer snarere end den sædvanlige patrilineære linje. En mands mulighed for at avancere i samfundet er baseret på hans forhold til sin mor og sine søstre, og selv hans ejendom vil gå i arv til hans søsters børn i stedet for til hans egne.[3]

Oprindelse

[redigér | rediger kildetekst]

Oprindeligt var de forskellige Akanfolk organiserede. Akanfolket menes at have sin oprindelse i kongeriger eller høvdingedømmer i det vestlige del af regionen Sudan (den geografiske region syd for Sahara). Omkring 750 e.Kr. voksede disse kongeriger sammen til Ghanariget, hvis hovedstad var Koumbi Saleh (i det nuværende Mauretanien).[4][5] I det 11. århundrede skrev den arabiske historiker Al-Bakri om dette store kongerige baseret på beretninger fra berbiske købmænd, som ofte handlede med disse tidlige ghanesere.[4] Forfædrene til Akan rejste til Kong-riget (dvs. det nuværende Elfenbenskysten), og fra Kong flyttede de til Wam og derefter til Dormaa, der ligger i den nuværende Bono-region i Ghana. Flytningen fra Kong var nødvendiggjort af befolkningens ønske om at finde passende savanneforhold, da de ikke var vant til et liv i skoven.[6]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]
I Akansamfundet blev guldlodder brugt til at bestemme mængden af guld, hvor guldstøv var den normale valuta. Værdien af guld, der skulle bruges i en pengetransaktion, bestemtes af dets vægt.[7][8]

Akankongedømet Bonoman (eller Brong-Ahafo) blev etableret så tidligt som i det 12. århundrede. Mellem det 12. og 13. århundrede bragte et guldboom i området rigdom til talrige akanergrupper. Under forskellige faser af Kongeriget Bonoman migrerede grupper af akaner ud af området for at skabe adskillige stater, der overvejende var baseret på guldudvinding og handel med afgrøder.[9][10] Dette bragte rigdom til adskillige akanriger, såsom Akwamu (1550–1650),[11] der blev forløbere for Ashantiriget (1700-1900).[6] Fra det 15. århundrede til det 19. århundrede dominerede Akanfolket guldminedrift og -handel i regionen; i hele denne periode var de blandt de mest magtfulde grupper i Afrika.[12][13][14]

Et område med mange guldminer var skovlandet mellem floderne Comoé og Volta.[15] Akans guldminefelt var et af tre vigtigste i regionen sammen med guldminefelterne i Bambuk og Bure.[16]

Denne rigdom af guld tiltrak europæiske handlende. Oprindeligt var europæerne portugisere, men snart sluttede hollænderne og briterne sig til dem i deres søgen efter Akanguld. Akan førte krig mod nabostaterne i deres geografiske område for at fange folk og sælge dem som slaver til europæere (portugisere), som efterfølgende solgte det slavegjorte folk sammen med våben til andre Akan i bytte for Akanguld. Akanguld blev også brugt til at købe slaver fra længere nordpå via ruten Trans-Sahara. Akan købte slaver til at hjælpe til med at rydde de tætte skove i Ashantiregionen.[17][18] Omkring en tredjedel af befolkningen i mange Akanstater var kontraktansatte tjenere (dvs. ikke-Akanfolk). Akanerne gik fra købere af slaver til at sælge slaver, efterhånden som dynamikken i Guldkysten og den Nye Verden ændrede sig. Således spillede Akanfolket en rolle i at forsyne europæerne med kontraktansatte tjenere, som senere blev slavegjorte af europæerne til den transatlantiske slavehandel.[19] I 2006 undskyldte Ghana til efterkommere af slavegjorte afrikanere for landets rolle i slavehandelen.[20]

Akanfolket, især Ashantifolket, kæmpede mod europæiske kolonialister og besejrede dem ved flere lejligheder for at bevare deres selvstændighed. Dette skete under Anglo-Ashanti-krigene (fem konflikter der udspillede sig mellem 1824 og 1900), Guldtronekrigen i 1900 og andre lignende kampe.[13][14][21] I begyndelsen af 1900'erne var Ghana en koloni eller protektorat af Storbritannien, mens lande i Elfenbenskysten hørte under franskmændene. Den 6. marts 1957, efter afkoloniseringen fra Storbritannien under ledelse af Kwame Nkrumah, blev Guldkysten forenet med Britisk Togoland og Northern Region, Upper East Region, og Upper West Region af Guldkysten for at danne Ghana. Elfenbenskysten opnåede uafhængighed den 7. august 1960.[22]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Ghana - The World Factbook. (45,7% af totalt 33,846,114) cia.gov. 12. december 2023. Hentet 20. december 2023.
  2. ^ Dolphyne, F.A. (1975) The languages of the Akan peoples. Kwaroe Daaku Memorial Volume. Hentet 19. december 2023.
  3. ^ a b Boateng, A., & Anngela-Cole, L. (2012). Socio-economic transformation of the Akan funeral rites in Ghana: The changing process. OMEGA—Journal of Death and Dying 65: 281–297.
  4. ^ a b Meyerowitz, E.L.R. (1952) A Note on the Origins of Ghana.” African Affairs, 51: 319–23. Hentet 19. december 2023.
  5. ^ Klein, A. Norman. “Toward a New Understanding of Akan Origins.” Africa: Journal of the International African Institute, vol. 66, no. 2, 1996, pp. 248–73. JSTOR, doi:10.2307/1161318. Hentet 9. januar 2023.
  6. ^ a b Africa: a Voyage of Discovery with Basil Davidson. YouTube, Dokumentarfilm produceret af Channel 4 i samarbejde med Nigerian Television Authority og RM Arts, 1984, 114 minutter. Hentet 20. december 2023.
  7. ^ Ott, A. (1968) Akan gold weights. Transactions of the Historical Society of Ghana 9: 17-42.
  8. ^ Mollat, H. (2003) A new look at the Akan gold weights of West Africa. Anthropos 98: 31-40.
  9. ^ Joseph Ki-Zerbo, Djibril Tamsir Niane, James Currey (1997) Africa from the 12th to the 16th century, 294 pp.
  10. ^ Indigenous medicine and knowledge in African society. Psychology Press, 2007 – Health & Fitness.
  11. ^ Akwamu. merriam-webster.com, 13. august 2010. Hentet 13. november 2011.
  12. ^ "Pre-colonial history of Ghana". ghanaweb.com. Hentet 2019-12-05.
  13. ^ a b "Africa Gallery". Penn Museum. Arkiveret fra originalen 29. juni 2018. Hentet 2011-11-13.
  14. ^ a b The African heritage, Volume 3 Zimbabwe Pub. House, 1999 – History – 180 pages
  15. ^ Wilks, Ivor (1997). "Wangara, Akan, and Portuguese in the Fifteenth and Sixteenth Centuries". I Bakewell, Peter (red.). Mines of Silver and Gold in the Americas. Aldershot: Variorum, Ashgate Publishing Limited. s. 4. ISBN 0860785130.
  16. ^ Levtzion, Nehemia (1973). Ancient Ghana and Mali. New York: Methuen & Co Ltd. s. 155. ISBN 0841904316.
  17. ^ "Asante (Ashanti) History Much of the modern nation of Ghana". modernghana.com. Hentet 29. september 2016.
  18. ^ "History Slave Trade". ghanaweb.com. Hentet 2019-12-05.
  19. ^ Henry Louis Gates Jr. (22. april 2010). "Ending the Slavery Blame-Game". The New York Times. Hentet 2012-03-26.
  20. ^ "Ghana apologizes to slaves' descendants". modernghana.com. Hentet 29. september 2016.
  21. ^ Non-western theories of development: regional norms versus global trends, Harcourt Brace College Pub., 1999, 179 pp.
  22. ^ "United Nations member States – General Information". Un.org. Hentet 2011-11-13.
Infoboks uden skabelon
Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende.