Breaking the waves | |
---|---|
Overblik | |
Genre | spillefilm |
Instrueret af | Lars von Trier |
Manuskript af | Lars von Trier, Peter Asmussen, David Pirie |
Medvirkende | Emily Watson, Stellan Skarsgård, Katrin Cartlidge, Jean-Marc Barr |
Fotografering | Per Heegaard, Robby Müller, Jan Weincke |
Klip | Anders Refn |
Scenografi | Karl Júlíusson |
Musik af | Joachim Holbek |
Produceret af | Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv |
Distributør | Metronome Video |
Udgivelsesdato | 5. juli 1996 |
Censur | Tilladt for børn over 11 år[1] |
Længde | 158 min. |
Oprindelsesland | Frankrig, Island, Norge, Sverige, Danmark, Holland |
Sprog | Engelsk |
Tekniske data | 4300 meter 35 mm 2,35:1 Kodak Dolby, SRD |
VHS | Ja |
Nomineringer og priser | |
Europæiske filmkritikerpris, European Film Awards for bedste skuespillerinde, Amandaprisen for bedste nordiske biograffilm, Sølvklumpen for bedste udenlandske biograffilm, National Board of Review: Top Ten Films, Europæiske Filmpris for bedste film, Grand prix du Festival de Cannes, César for bedste udenlandske film | |
Links | |
på IMDb | |
på scope.dk | |
i DFI's filmdatabase | |
i SFDb | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Breaking the Waves er en spillefilm fra 1996, der foregår i Det skotske højland i 1970'erne, som fortæller historien om Bess McNeill, der trods modstand i sit lokalsamfund og hendes presbyterianske kirke, gifter sig med en mand Jan, der arbejder på en olieboreplatform. Hun er lidt enfoldig og har svært ved at leve uden ham når han er ude og arbejde på olieboreplatformen.
Manuskriptet blev skrevet af Lars von Trier, Peter Asmussen og David Pirie (ikke krediteret) og blev instrueret af Lars von Trier. I hovedrollerne er Emily Watson som Bess, der er hendes første filmrolle, Stellan Skarsgård som Jan, og Katrin Cartlidge som Bess'es mands søster Dodo.
Filmen er det helt store melodrama om den unge skotske kvinde Bess (Emily Watson) og hendes kærlighed til sin elskede mand, Jan (Stellan Skarsgaard). Han invalideres i en arbejdsulykke, og i forsøget på at redde sin elskede ofrer Bess sig seksuelt til fremmede mænd. Det snerpede, calvinistiske miljø, der omgiver dem, er beskrevet med en næsten dokumentarisk realisme, som en fusion af det bedste fra Ken Loach, 70'ernes musikscene, Dreyer og Tarkovskij.[2]
Filmen vandt ved Filmfestivalen i Cannes i 1996 "Grand Prix"-prisen, der er den næstvigtigste pris ved filmfestivalen kun overgået af Den Gyldne Palme.