Cindy Birdsong | |
---|---|
Information | |
Født | 15. december 1939 (84 år) Mount Holly, New Jersey, USA |
Statsborger | USA |
Genre | Rhythm and blues |
Beskæftigelse | Sanger, sygeplejerske |
Medlem af | The Supremes |
Pladeselskab | Cameo-Parkway Records |
Instrumenter | |
Vokal | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Cynthia Ann Birdsong-Hewlett (født 15. december 1942 i Philadelphia), bedst kendt som Cindy Birdsong, er en soul-/rhythm and blues-sanger fra USA. Hun var med i The Supremes det meste af tiden fra 1967 til 1976.
Birdsong var først med i gruppen The Ordettes, som efter noget tid ændrede navn til Patti LaBelle & the Bluebelles. De havde succes med sange som "I Sold My Heart to the Junkman", "You'll Never Walk Alone" og "Down the Aisle".
I 1967 fik Birdsong et tilbud fra Motown-direktør Berry Gordy om at erstatte Florence Ballard i The Supremes. Ballard var på denne tid ustabil på grund af intern uro i gruppen og et stort alkoholforbrug. I en periode var Birdsong stand-in, når Ballard ikke dukkede op eller kunne deltage, og i juli blev udskiftningen gjort officiel. Omtrent samtidig hermed ændrede gruppen navn til Diana Ross & the Supremes.
Birdsong havde en vis lighed med Ballard og passede dermed godt ind ved sceneoptrædener. Hun deltog imidlertid mere sporadisk på studieoptagelser i de første par år. I denne periode var det primært Diana Ross, der var den faste deltager. Birdsong og Mary Wilson blev i mange tilfælde byttet ud med andre sangerinder, ofte Motowns faste backinggruppe, The Andantes.
I 1970 forlod Ross The Supremes, og Jean Terrell kom ind som ny førstesanger. Navnet blev atter The Supremes, og Wilson og Birdsong fik en noget mere fremtrædende plads i gruppen.
Da Birdsong blev gravid, blev hun i en periode erstattet af Lynda Laurence, og i april 1972 blev skiftet officielt. Ved udgangen af 1973 blev Laurence imidlertid også gravid, og Birdsong blev atter skiftet ind i gruppen som erstatning for Laurence. Birdsong var med til februar 1976, hvor hun trådte ud som følge af uoverensstemmelser med Wilson og hendes mand Pedro Ferrer, der var gruppens manager.
Birdsong havde hovedstemmen på "Till The Boat Sails Away", "You Keep Me Movin' On" og en ikke-udgivet version af "High Energy".
Efter en ti år lang pause fra musikken, udgav Birdsong i 1987 solosinglen "Dancing Room". Hun indspillede også flere andre sange, men disse blev ikke udgivet.
I 1983 mødtes Wilson, Ross og Birdsong i et tv-show i forbindelse med Motowns 25-årsjubilæum. I en periode var Birdsong med i gruppen Former Ladies of the Supremes (sammen med Jean Terrell og Scherrie Payne). I 1999 sang hun igen "You'll Never Walk Alone" med The Bluebelles, da de fik en pris fra R&B Foundation. I 2004 optrådte hun med Mary Wilson og Kelly Rowland (fra Destiny's Child) i et medley af Supremes-slagere i et tv-program i anledning af Motowns 45-årsjubilæum.