De Havilland Canada DHC-2 Beaver

DHC-2 Beaver
En de Havilland Canada DHC-2 Beaver Mk1 med pontoner
Rolle STOL generel transport
Oprindelsesland Canada
Fabrikant de Havilland Canada
Første flyvning 16. August 1947
Introduceret 1948
Status Produktionen ophørt
Primære brugere regionale mindre flyselskaber, 'bush'piloter
United States Army
Civil Air Patrol
Produceret 1947–1967
Antal bygget 1.657
Videreudviklet til DHC-3 Otter

de Havilland Canada DHC-2 Beaver er et enmotors, højvinget og propel-drevet STOL fly udviklet og produceret af de Havilland Canada, og er primært kendt som et bushfly; mere præcist, som bushflyet over alle bushfly. Det bliver benyttet til fragt- og passagertransport, spredning af kunstgødning og sprøjtemidler, og er i stort omfang accepteret til generel anvendelse ved mange væbnede styrker. United States Army indkøbte adskillige hundrede; ni DHC-2 er stadig i tjeneste ved U.S. Air Force Auxiliary (Civil Air Patrol) for search and rescue. En Royal New Zealand Air Force Beaver supporterede Sir Edmund Hillarys ekspedition til Sydpolen. Over 1.600 Beavere blev produceret indtil 1967, hvor den oprindelige produktionslinie lukkede ned.[1]

På grund af flyets succes fejrede Royal Canadian Mint DHC-2 Beaver på en særligt udgivet Canadisk kvartdollar mønt i November 1999.

Design og udvikling

[redigér | rediger kildetekst]
En Beaver tilhørende Freebird Wilderness Tours, Airport Niederrhein(Weeze) i Tyskland
En Kenmore Air DHC-2 Beaver på pontoner

Efter krigen indså de Havilland Canadas management at det var usandsynligt at kunne overleve ved kun at satse på militære kontrakter, og vendte sig derfor mod det civile marked. Firmaet havde kort forinden ansat en berømt bushpilot, Punch Dickins, som direktør for salgsafdelingen. Dickins startede en omfattende indsamling af ønsker og forslag fra andre piloter, for at forstå hvad de havde brug for i et nyt fly. Stort set uden undtagelse bad piloterne om et meget stort overskud af motorkraft og STOL egenskaber, i et design der let kunne udstyres med hjul, ski eller pontoner. Dette gav ved et tilfælde den mest berømte designspecifikation: en af de Havillands ingeniører bemærkede at kravene ville give et temmelig langsomt fly; en af piloterne svarede "Den skal kun være hurtigere end en hundeslæde". Andre forslag var tilsyneladende temmelig ordinære, men af stor betydning for bushflyvning; for eksempel skulle der være døre i fuld størrelse på begge sider af flyet, så det let kune lastes og losses uanset hvilken side der vendte mod en landingsbro. Og dørene skulle være så brede at man kunne rulle en standard 44 US gallon olietønde op i flyet over to brædder.

Ontario Ministry of Natural Resources DHC-2 Mk 3 Turbo Beavers på amfibiepontoner i Dryden, Ontario, 1995
Wipaire Boss Beaver modifikation med en PT6 turbomotor, den originale halefinne og pontoner på Bartow Municipal Airport, Florida i 2011

Den 17. September 1946 samlede de Havilland officielt et designteam bestående af Fred Buller, Dick Hiscocks, Jim Houston og W. Jakimiuk (der havde konstrueret Chipmunk'en), og teamet blev ledet af Phil Garratt. Det nye fly skulle være helmetals (i modsætning til ældre designs som de berømte Noorduyn Norseman), og benytte "stål fra motoren til brandskottet, kraftige aluminiumsrammer med paneler og døre i kabineområdet, lettere rammer agterude, og en fritbærende hale". På det tidspunkt var de Havilland Canada endnu britisk ejet, og der var planer om at forsyne det nye fly med en britisk motor. Dette begrænsede motoreffekten, så vingearealet blev kraftigt forøget for at bibeholde STOL egenskaberne. Da så Pratt & Whitney Canada tilbød at levere Wasp Jr motorer med 450 hk (340 kW), der var i overskud efter krigen til en lav pris, endte flyet med at have både en stor motor og den lange vinge. Resultatet var enestående STOL egenskaber for et fly af den størrelse.

DHC-2 instrumentpanel -- I denne model er der kun en styre'pind', som kan svinges over til co-piloten under flyvningen. Andre modeller har mere konventionelle dobbelte styregrejer.

Efter megen afprøvning og en del justeringer og forbedringer, var det innovative nye fly klar til at blive overdraget til sælgerne. Eftersom alle de Havilland Canada fly var opkaldt efter dyr, blev det besluttet at navngive det nye bushfly efter det hårdtarbejdende dyr, bæveren ('the Beaver'). DHC-2 Beavers første flyvning foregik fra Downsview, Ontario den 16. August 1947, og den blev fløjet af 2. verdenskrigs 'esset' Russell Bannock. Det første fly fra samlebåndet blev leveret i April 1948 til Ontario Department of Lands and Forests, som havde været en designpartner.

Til at begynde med gik salget trægt, to eller tre fly om måneden, men efterhånden som flyet blev demonstreret tog salget fart. En af hjørnestenene i Beaverens historie faldt på plads året efter, da US Army begyndte at lede efter et nyt fly til at erstatte deres Cessna'er. Konkurrencen blev hurtigt reduceret til at stå mellem Beaver og Cessna 195, men Beaver ydede bedre end 195'eren, og med udbruddet af Koreakrigen kom der ordrer på hundredvis af fly. Snart indløb der stigende bestillinger fra resten af verden. Da produktionen stoppede i 1967, var der blevet produceret 1.657 stk. DHC-2 Beaver.

Beaver var designet til at beflyve fjerne og primitive områder. Dens STOL egenskaber ('short takeoff and landing') gør den ideel til at anflyve områder, der normalt kun kan nås til fods eller i en kano. Fordi den ofte flyver til øde områder, og ofte i kolde klimaer, er fyldestudsen til oliebeholderen placeret i cockpittet, og man kan efterfylde olie under flyvningen. En serie opgraderinger blev efterhånden tilføjet til det grundlæggende design. En af de største kunder forlangte flade trin til cockpit og kabine, i stedet for de oprindelige rørformede; nu er det en næsten universel detalje på flyet. I 1987 kaldte det Canadiske Engineering Centennial Board (en fejring af ingeniørerhvervets første hundrede år som anerkendt fag) DHC-2 en af Canadas ti mest fremragende ingeniørbedrifter i det 20. århundrede.[2]

Seneste udviklinger

[redigér | rediger kildetekst]
En Beaver på pontoner
DHC-2 MK. III Turbo Beaver

Undervejs under produktionen, blev der foreslået planer for at licensere og bygge flytypen i New Zealand. Efter produktionsophøret opkøbte Viking Air fra Victoria i British Columbia, Canada, de resterende produktionsværktøjer; Viking Air fremstiller reservedele til de fleste ældre de Havilland flytyper. Den 24. Februar 2006 opkøbte Viking typecertifikaterne fra Bombardier Aerospace for alle de originale de Havilland designs.[3] Ejerskabet af typecertifikaterne giver Viking de eksklusive rettigheder til at fremstille nye Beavere. I øjeblikket sælger Viking en renoveret og genopbygget model, DHC-2T Turbo Beaver, som er blevet opgraderet med en Pratt & Whitney Canada PT6A-34 680 hk (507 kW) turboprop motor. Dette giver flyet en tilladt maksimal takeoff vægt på 6.000 lb (2.700 kg); den opdaterede model kan nu bære 2.450 lb (1.110 kg) fragt.[4] Viking Turbo Beavers er dog kun opbyggede af eksisterende, renoverede flystel og er ikke nybygninger, i modsætning til Vikings egen DHC-6 Serie 400 Twin Otter, som er produceret med et fuldstændigt nyt flystel.

Operationel historie

[redigér | rediger kildetekst]
600 hk (447 kW) PZL-motor modifikation

På trods af at produktionen blev indstillet i 1967, er der stadigvæk i hundredvis af Beavere på vingerne — mange af dem kraftigt modificeret for at imødegå teknologiske ændringer og operatørens behov. Kenmore Air fra Kenmore i Washington i USA leverer Beaver og Otter flystel med nul-timers levetid, og ejer i snesevis af supplemental type certificates (STCs, tillægscertifikater) for tilladte modifikationer. Disse modifikationer er så velkendte og efterstræbte i flyindustrien, at renoverede Beavere ofte bliver kaldt "Kenmore Beavers" eller bliver opført i f.eks. salgsprospekter med at have "Kenmore mods" installeret.[5]

Beaverens originale Wasp Jr stjernemotor har i lang tid været ude af produktion, så det er ved at blive vanskeligt at finde reservedele. Nogle af firmaerne der konverterer fly har løst dette problem ved at erstatte stempelmotoren med en turboprop-motor som f.eks. PT6. Den ekstra motorstyrke og mindre vægt, såvel som den lette adgang til jetbrændstof (kerosen) i stedet for højoktans flyvebenzin, gør dette til en ønskværdig, men kostbar, modifikation.

Beaver var i tjeneste ved det Britiske Army Air Corps under the Troubles, i hvert fald til 1979, og blev hovedsageligt anvendt til fotorekognoscering. En af dem blev ramt syv gange af maskingeværild under overflyvning af det sydlige County Armagh, nær grænsen mellem United Kingdom og Irland i November 1979, mens den tog billeder af en IRA kontrolpost. Grænseovergangen hvor hændelsen fandt sted var derefter kendt under navnet "Beaver Junction" af den britiske hær.[6]

Skuespilleren og piloten Harrison Ford ejer en DHC-2 Beaver, og har kaldt den sin favourit i hele hans flåde af private fly.[7]

Der er to DHC-2 i tjeneste ved United States Navy; de opererer fra United States Naval Test Pilot School, hvor de bliver benyttet til at undervise studenter i at evaluere visse typer stabilitet og flyveevne, samt til at fungere som slæbefly for svævefly.

DHC-2 Beaver bliver af og til benyttet af faldskærmsudspringere takket være dens gode stigeevne; det tager den kun få minutter at færge otte udspringere til 13.000 fod (4.000 m). Typisk bliver et fly til denne anvendelse udstyret med en skydedør, der kan åbnes under flyvning.

Stolairus Aviation fra Kelowna i British Columbia har udviklet adskillige modifikationer til DHC-2, heriblandt et STOL Kit som indfører forskellige modifikationer af vingen, og et Wing Angle Kit som ændrer vingens indfaldsvinkel.[8]

Advanced Wing Technologies fra Vancouver i British Columbia har udviklet og certificeret en ny vinge til DHC-2. Det pågældende FAA supplementerende typecertifikat (STC) hæver også flyets maksimalvægt til 6.000 lb (2.700 kg).[9] I 2011 var mindst to Beavere blevet forsynet med den nye vinge.[10][11]

Varianter

[redigér | rediger kildetekst]
Beaver I
En-motors STOL fly til generel transport.
Beaver AL Mk 1
STOL fly til generel transport, leveret til den britiske hær.
C-127
oprindeligt navn for DHC-2 i tjeneste ved USAs militær, senere omdøbt til L-20.[12]
YL-20
Test- og evalueringsfly for USAs militær.
L-20A Beaver
STOL fly til generel transport, leveret til U.S. Army, i 1962 omdøbt til U-6A, 968 stk. bygget.
L-20B Beaver
Stort set magen til L-20A, men med små ændringer i udstyret. Seks stk. solgt til US Army. I 1962 omdøbt til U-6B.
U-6A
Omdøbte US Army L-20A fly.
U-6B
Omdøbte US Army L-20B fly.
Beaver II
Et fly, udstyret med en Alvis Leonides stjernemotor.[13]
Wipaire Super Beaver
Ombygning af overskydende US Army og USAF L-20 Beavere.
Wipaire Boss Turbo-Beaver
Ombygning udstyret med PT-6 turboprop motor, med den originale kurvede forkant af halefinnen.
Turbo-Beaver III
Ombygning udstyret med 431 kW (578 ehk) Pratt & Whitney PT6A-6 or -20 turboprop motor.
Airtech Canada DHC-2/PZL-3S
After-market ombygning foretaget af Airtech Canada i 1980'erne, udstyret med PZL-3S stjernemotor på 600 hk (450 kW). Denne motor er stadig i produktion.
Volpar Model 4000
En 1970'er ombygning foretaget af Volpar. Fløj første gang i April 1972 med en modificeret næse og udstyret med en AiResearch TPE331-2U-203 turboprop med en trebladet propel. Andre ændringer indbefattede en ny halefinne og sideror.[14]
Viking DHC-2T Turbo Beaver
Beavere, renoverede af Viking Air og opgraderet med en Pratt & Whitney Canada PT6A-34 680 hk (507 kW) turboprop motor.[15]

Operatører

[redigér | rediger kildetekst]

Civile operatører

[redigér | rediger kildetekst]

DHC-2 er populær ved charter firmaer, poltistyrker og små lufttaxa operatører, såvel som ved private firmaer og individuelle private ejere. Det vil falde uden for artiklens rammer at opliste alle ejere.

 Canada
 Finland
 United States

Militære operatører

[redigér | rediger kildetekst]
U.S. Army eksemplar.
U-6A Beaver i National Museum of the United States Airforce
Udstillet U-6A Beaver
DHC-2 i Vellamo Maritimt Center, Kotka, Finland.
 Argentina
 Australien
 Cambodja
 Chile
 Colombia
 Cuba
  • Cubas Luftvåben (Cuban Revolutionary Air and Air Defense Force, spansk: Defensa Anti-Aérea Y Fuerza Aérea Revolucionaria, DAAFAR) - 9 stk. DHC-2. Seks ankom i 1957, tre i '58. Typen udgik i 1961.[25]
 Dominikanske Republik
 Filippinerne
 Finland
  • Finlands Luftvåben (Finnish Air Force(FAF eller FiAF) finsk: Ilmavoimat) - 3 stk. DHC-2 Beaver. De var i tjeneste i årene 1958 - 1973.[27]
 Frankrig
 Ghana
 Grækenland
  • Grækenlands Luftvåben (Hellenic Air Force (HAF) græsk: Πολεμική Αεροπορία, Polemikí Aeroporía) - En enkelt L-20A Beaver i årene 1956 - 1967.[29]
  • Grækenlands Hær (Hellenic Army, græsk: Ελληνικός Στρατός, Ellinikós Stratós, ΕΣ) - 2 stk. L-20A Beaver i årene 1968 - 1976.[30]
 Haiti
  • Haitis Væbnede Styrker (Armed Forces of Haiti, fransk: Forces Armées d'Haïti, FAd'H) - 3 stk. U-6A Beaver, i tjeneste fra 1977 indtil 1998, 4 år efter Corps d'Aviation d'Haiti officielt blev nedlagt.[31]
 Holland
 Indonesien
 Iran
 Kenya
  • Kenyas Luftvåben (Kenya Air Force, KAF) - Antal og type ukendt. Angiveligt i tjeneste 1964-83.
 Laos
 New Zealand
 Oman
  • Omans Kongelige Luftvåben (Royal Air Force of Oman, RAFO — سلاح الجو السلطاني عمان - Silāḥ al-Jaww as-Sulṭāniy ‘Umān) - 5 stk DHC-2 i årene 1961-1976.[36]
 Panama
  • Panamas Luftvåben (Panamanian Air force, spansk: Fuerza Aérea Panameña) - 1 stk. udlånt DHC-2 (det vides ikke af hvem) i tjeneste 1968 - 1987.[37]
 Paraguay
 Peru
 Sydvietnam
 Taiwan
 Thailand
 Tyrkiet
 Uganda
 Storbritannien
 USA
 Jugoslavien
  • Jugoslaviens Luftvåben (serbokroatisk: Jugoslavensko Ratno zrakoplovstvo, Југословенско Ратно ваздухопловство) - 3 stk. DHC-2 Beaver I i tjeneste fra 1954 til 1974.[43]
 Zambia
 Østrig

Uheld og hændelser

[redigér | rediger kildetekst]

Der var i 2011 registreret 183 hændelser der har involveret DHC-2. I forbindelse med disse er der registreret 404 dødsfald.[45]

Udstillede fly

[redigér | rediger kildetekst]
  • Ser.no. 1062 – U-6A statisk udstillet i 45th Infantry Division Museum i Oklahoma City, Oklahoma. Den har USAF serienummer 56-0367.[60]
RNZAF Beaver der supporterede den Trans-Antarktiske Ekspedition 1955-58
  • Ser.no. 1486 – AL.1 statisk udstillet i Museum of Army Flying på AAC Middle Wallop i Middle Wallop, Hampshire. Den har britisk militært serienummer XP822.[71][72]

Specificationer (DHC-2)

[redigér | rediger kildetekst]
Linetegning af de Havilland Canada DHC-2 Beaver.
Linetegning af de Havilland Canada DHC-2 Beaver.
Reference = Donald 1997, side 328. [75]
Besætning: 1
Kapacitet: 6 passagerer 2.100 lb (953 kg) nyttelast
Længde: 30 ft. 3 in. 9,22 m
Højde: 9 ft. 0 in. 2,74 m
Spændvidde: 48 ft. 0 in. 14,63 m
Vingeareal: 250 ft² 23,2 m²
Tomvægt: 3.000 lb 1.361 kg
Max. vægt: 5,100 lb 2.313 kg
Motor: Pratt & Whitney R-985 Wasp Junior Stjernemotor
Effekt: 450 hk 336 kW
Propel: 1 stk. 2-bladet
Max. fart: 158 mph 255 km/t
Marchfart: 143 mph 230 km/t
Rækkevidde: 455 miles 732 km
Max.flyvehøjde: 18.000 ft. 5.486 m
Stigehastighed: 1.020 ft/min 5,2 m/s

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Relaterede:

Lignende fly:

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
Noter
  1. ^ a b "de Havilland Canada DHC-2 Beaver". Canada Aviation and Space Museum. Canada Science and Technology Museums Corporation. Arkiveret fra originalen 9. juni 2017. Hentet 16. januar 2017.
  2. ^ Cooper, Russ. "Winged Workhorse." Canadian Geographic magazine, July/August 2007, p. 26.
  3. ^ "Viking acquires de Havilland type certificates." Arkiveret 24. august 2006 hos Wayback Machine Viking Press Release, February 24, 2006.
  4. ^ "DHC-2T Turbo Beaver: The Legend Continues." Arkiveret 17. juli 2012 hos Wayback Machine vikingair.com. Retrieved: November 20, 2009.
  5. ^ "Beaver Rebuild Program." Arkiveret 19. april 2009 hos Wayback Machine Kenmore Air, May 21, 2007. Retrieved: November 20, 2009.
  6. ^ Harnden 2000, pp. 172–173.
  7. ^ "Harrison Ford Discusses Piloting His Beaver Into The Bush." Arkiveret 19. februar 2017 hos Wayback Machine Huffington Post, May 2008. Retrieved: November 20, 2009.
  8. ^ "DHC-2 Beaver." Arkiveret 4. december 2017 hos Wayback Machine Stolairus Retrieved: February 2, 2012.
  9. ^ "FAA STC SA00857NY Installation of a new Advanced Wing Technologies (AWT) wing and increase in gross weight to 6000 pounds." Arkiveret 3. juli 2017 hos Wayback Machine FAA. Retrieved: July 3, 2011.
  10. ^ "Beaver Tails c/n 31." Arkiveret 1. november 2016 hos Wayback Machine dhc-2.com. Retrieved: July 3, 2011.
  11. ^ "Beaver Tails c/n 126.:" Arkiveret 12. januar 2018 hos Wayback Machine dhc-2.com. Retrieved: July 3, 2011.
  12. ^ "Aviation Week and Space Technology, volume 54, 1951". Arkiveret fra originalen 28. februar 2020. Hentet 3. marts 2017.
  13. ^ a b Taylor 1966, p. 19.
  14. ^ Taylor 1973, p. 457
  15. ^ Viking Air (n.d.). "DHC-2 Turbo Beaver". Arkiveret fra originalen 17. juli 2012. Hentet 29. september 2012.
  16. ^ Aeroflight: RCMP Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  17. ^ a b c Pither 2008, pp. 57, 79, 382.
  18. ^ "Current Fleet - Aviation and Forest Fire Management - Government of Ontario, Ministry of Natural Resources". Mnr.gov.on.ca. 2007-12-05. Arkiveret fra originalen 5. juli 2014. Hentet 2013-07-03.
  19. ^ Aeroflight: Finland Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  20. ^ Aeroflight: Argentina Naval Arkiveret 9. november 2016 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  21. ^ Aeroflight: Australia Arkiveret 10. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  22. ^ Grandolini Air Enthusiast Thirty-seven, p.40.
  23. ^ Aeroflight: Chile Arkiveret 21. februar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  24. ^ Aeroflight: Colombia Arkiveret 23. oktober 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  25. ^ Aeroflight: Cuba Arkiveret 22. februar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  26. ^ Aeroflight: Dominican Republic Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  27. ^ Aeroflight: Finland Arkiveret 21. august 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  28. ^ Aeroflight: France Arkiveret 11. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  29. ^ Aeroflight: Greece Arkiveret 16. september 2011 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  30. ^ Aeroflight: Greece Arkiveret 18. juli 2014 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  31. ^ Aeroflight: Haiti Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  32. ^ Aeroflight: Netherlands Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  33. ^ Aeroflight: Laos - Aviation Laotienne Arkiveret 21. januar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  34. ^ Aeroflight: Laos - Kong Le Arkiveret 22. januar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  35. ^ Aeroflight: New Zealand Arkiveret 13. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  36. ^ Aeroflight: Oman Arkiveret 13. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  37. ^ Aeroflight: Panama Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
  38. ^ Aeroflight: Paraguay Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  39. ^ Aeroflight: Peru Arkiveret 19. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  40. ^ Aeroflight: Turkey Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  41. ^ a b "De Havilland U-6A Beaver". National Museum of the US Air Force. 29. maj 2015. Arkiveret fra originalen 5. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
  42. ^ Swanborough and Bowers 1976, p. 482.
  43. ^ Aeroflight: Serbia Arkiveret 18. februar 2020 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  44. ^ Aeroflight: Austria Arkiveret 1. december 2012 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
  45. ^ "De Havilland DHC-2 Beaver." Arkiveret 16. oktober 2003 hos Wayback Machine "baaa-acro.com. Retrieved: June 3, 2011.
  46. ^ Aird, Neil. "c/n 1". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 8. november 2016. Hentet 16. januar 2017.
  47. ^ "deHavilland Beaver CF-OBS". Canadian Bushplane Heritage Centre. Canadian Bushplane Heritage Centre. Arkiveret fra originalen 24. oktober 2016. Hentet 16. januar 2017.
  48. ^ Aird, Neil. "c/n 2". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 8. november 2016. Hentet 16. januar 2017.
  49. ^ "Fixed Wing". United States Army Aviation Museum. United States Army Aviation Museum. Arkiveret fra originalen 25. juni 2017. Hentet 16. januar 2017.
  50. ^ Aird, Neil. "c/n 109". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  51. ^ "DE HAVILLAND C-2 BEAVER". Ilmailumuseo Flygmuseum (finsk). Suomen ilmailumuseo. Arkiveret fra originalen 6. november 2017. Hentet 16. januar 2017.
  52. ^ Aird, Neil. "c/n 141". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  53. ^ Aird, Neil. "c/n 277". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 15. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  54. ^ "U-6A "BEAVER"". Museum of Aviation. Museum of Aviation. Arkiveret fra originalen 1. december 2017. Hentet 16. januar 2017.
  55. ^ Aird, Neil. "c/n 454". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 13. juni 2016. Hentet 16. januar 2017.
  56. ^ "De Havilland of Canada DHC-2 Beaver Mk.I". Aeronautical Museum Belgrade. Aeronautical museum-Belgrade. Hentet 16. januar 2017. (Webside ikke længere tilgængelig)
  57. ^ Aird, Neil. "c/n 587". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  58. ^ Aird, Neil. "c/n 790". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  59. ^ Aird, Neil. "c/n 959". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  60. ^ Aird, Neil. "c/n 1062". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  61. ^ "Featured Aircraft". Air Force Museum of New Zealand. Arkiveret fra originalen 20. december 2016. Hentet 16. januar 2017.
  62. ^ Aird, Neil. "c/n 1084". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 21. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  63. ^ "de Havilland U-6A 'Beaver'". New England Air Museum. New England Air Museum. Arkiveret fra originalen 14. marts 2017. Hentet 16. januar 2017.
  64. ^ Aird, Neil. "c/n 1222". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  65. ^ Aird, Neil. "c/n 1322". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  66. ^ "Aircraft Listing". Midland Air Museum. Midland Air Museum. Arkiveret fra originalen 12. juli 2009. Hentet 16. januar 2017.
  67. ^ Aird, Neil. "c/n 1394". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  68. ^ Aird, Neil. "c/n 1396". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  69. ^ Aird, Neil. "c/n 1484". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  70. ^ "Airframe Dossier - de Havilland CanadaDHC-2/L-20/U-6 Beaver, s/n XP821 AAC, c/n 1484". Aerial Visuals. AerialVisuals.ca. Arkiveret fra originalen 18. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
  71. ^ Aird, Neil. "c/n 1486". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
  72. ^ "Airframe Dossier - de Havilland CanadaDHC-2/L-20/U-6 Beaver, s/n XP822 AAC, c/n 1486". Aerial Visuals. AerialVisuals.ca. Arkiveret fra originalen 18. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
  73. ^ Aird, Neil. "c/n 1579". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
  74. ^ Aird, Neil. "c/n 1579 plus others". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 24. november 2011. Hentet 16. januar 2017.
  75. ^ Donald, David, ed. The Encyclopedia of World Aircraft. Etobicoke, Ontario: Prospero Books, 1997. ISBN 1-85605-375-X.
Bibliografi
  • Donald, David, ed. The Encyclopedia of World Aircraft. Etobicoke, Ontario: Prospero Books, 1997. ISBN 1-85605-375-X.
  • Harnden, Toby.Bandit Country: The IRA and South Armagh. Philadelphia, PA: Coronet Books, 2000. ISBN 0-340-71737-8.
  • Grandolini, Albert. "L'Aviation Royals Khmere: The first 15 years of Cambodian military aviation". Air Enthusiast, Thirty-seven, September–December 1988. pp. 39–47. ISSN 0143-5450.
  • Hotson, Fred W. The de Havilland Canada Story. Toronto: CANAV Books, 1983. ISBN 0-07-549483-3.
  • Pither, Tony. Airline Fleets 2008. Staplefield, West Sussex, UK: Air-Britain (Historians) Ltd, 2008. ISBN 978-0-85130-390-1.
  • Rossiter, Sean. The Immortal Beaver: The World's Greatest Bush Plane. Vancouver: Douglas & McIntyre, 1999. ISBN 1-55054-724-0.
  • Swanborough, Gordon and Peter M. Bowers. United States Navy Aircraft since 1911. London: Putnam, 1976. ISBN 0-370-10054-9.
  • Taylor, John W. R. Jane's All the World's Aircraft 1966-1967. London:Sampson Low, Marston and Company, 1966.
  • Taylor, John W.R. Jane's All the World's Aircraft 1973-1974. London:Jane's Yearbooks, 1973. ISBN 0-354-00117-5

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til: