Erika de Casier | |
---|---|
Information | |
Født | 1990 Portugal |
Statsborger | Portugal, Kongeriget Danmark |
Bopæl | København |
Sprog | Engelsk, portugisisk, dansk |
Genre | Popmusik, rhythm and blues |
Beskæftigelse | Sanger, singer-songwriter, musiker |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Erika de Casier Ramos Lizardo[1] (født 1990) er en musiker af portugisisk afstamning, som er opvokset i Danmark og i 2019 udgav sit debutalbum Essentials. Hun modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris i 2021.[2]
Erika de Casier er født i Portugal af en far fra Kap Verde og en mor fra Belgien. I 1998 flyttede hun med moderen og sin bror til Ribe, hvor hun voksede op. Hun har senere boet i Aarhus og København, hvor hun har læst på musikkonservatoriet og færdiggjort en master i 2020.[2][1] Hun har bestået indfødsretsprøven, men har endnu ikke fået dansk statsborgerskab.[2]
I 2014 dannede de Casier sammen med Hors (Andreas Vasegaard Nielsen) duoen Saint Cava.[3] Fra 2017 arbejdede hun på at skabe sig en solokarriere, da hun udsendte singlen "What U Wanna Do".[4] Der kom flere singler, alle i R&B-stil, og i maj 2019 udgav hun sit første album med titlen Essentials, udgivet på eget forlag.[4]
I 2020 skrev hun kontrakt med det engelske pladeselskab 4AD, og på dette udsendte hun sit andet album, Sensational, i 2021. Dette fik gode anmeldelser, ikke bare i Danmark (fx fem af seks stjerner i Soundvenue[5]), men fx i The Guardian fik det fire stjerner (af fem).[6]
Efter Sensational kom der for alvor gang i karrieren, hvor hun blandt andet modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris i september 2021 og derpå har planlagt en koncertturné, der blandt andet bringer hende til Paris, Amsterdam, Prag og Oslo foruden København og Aarhus.[7]