Frørup | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Danmark | ||||
Region | Region Syddanmark | ||||
Kommune | Nyborg Kommune | ||||
Sogn | Frørup Sogn | ||||
Postnr. | 5871 Frørup | ||||
Demografi | |||||
Frørup by | 380[1] (2024) | ||||
Kommunen | 32.193[1] (2024) | ||||
- Areal | 276,24 km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC +1 | ||||
Hjemmeside | www.nyborg.dk | ||||
Oversigtskort | |||||
Frørup er en by på Østfyn med 380 indbyggere (2024)[1], beliggende 4 km sydøst for Ørbæk, 24 km nord for Svendborg og 13 km syd for Nyborg. Byen hører til Nyborg Kommune og ligger i Region Syddanmark. I 1970-2006 hørte byen til Ørbæk Kommune.
Frørup hører til Frørup Sogn. Frørup Kirke ligger i byen.
Frørup er nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 med navnet Frøthorp, som sættes i forbindelse med den nordiske gud Frø eller Frej.
1 km sydvest for Frørup ligger Regissekilde, som folk valfartede til i den katolske tid. Kirken havde som valfartskirke store indtægter på salg af kildevand, og den blev udvidet til at være ret stor i forhold til landsbyens størrelse. Omkring kilden opstod der i 1500-tallet et marked, som udartede og til sidst blev forbudt. I 1903 blev kilden restaureret af lokale mænd.
I 1899 beskrives Frørup således: "Frørup (1231: Frøthorp) med Kirke, Præstegd., 2 Skoler, hvoraf den ene, „Frederikshøj Skole", paa Frørup Mark, Missionshus (opf. 1896), Forsamlingshus (opf. 1889), Andelsmejeri (Kildeborg), Jærnbane-, Telegraf- og Telefonstation;"[5]
Frørup havde jernbanestation på Svendborg-Nyborg Banen (1897-1964).[6] Stationen lå 1 km øst for byen. Stationsbygningen er bevaret på Kildevænget 2.
Målebordsbladet fra 1900-tallet viser desuden savværk og bageri. Mejeriet lå ½ km øst for stationen.
På det gamle bystævne i et anlæg, hvor Kogsbøllevej munder ud i Frørup Byvej, står en sten der blev afsløret 9. juli 1920 til minde om Genforeningen i 1920.[7]