fægtebøger (tysk: fechtbuch) eller fægtemanualer er instruktioner, med eller uden illustrationer, der er designet specifikt til at blive lært fra en bog. Mange bøger, der detaljeret beskriver kampkunst, bliver ofte fejlagtigt beskrevet som manualer, selvom de er blevet skevet som afhandlinger. Fægtebøger adskiller sig fra bøger om militærstrategi som Sun TzusKrigskunsten (før år 100 f.v.t.) eller Publius Flavius Vegetius Renatus' De Re Militari (300-tallet) eller militærteknologi som De rebus bellicis (300- eler 400-tallet).
Beskrivelser af kampteknikker optræder først sent i litteraturhistorien, som følge af den indbyggede vanskelighed der er i at beskrive teknikker frem for at demonstrere dem.
Den tidligste bevarede manuskript om væbnet kamp (til forskel fra ubevæbnet brydning) er Royal Armouries Ms. I.33 ("I.33"), som blev skrevet i Franken omkring år 1300.[1]
Fægtemanualerne holder sig ikke nødvendigvis til sværd, men beskriver en lang række kampteknikker med våben som daggert, forskellig typer sværd, stagevåben, skjolde og ulige kampsitautioner som ubevæbnet kamp mod daggert eller daggert mod sværd.
Fechtbuch (flertal Fechtbücher) er tidlig nyhøjtysk for "fægtebog",[2] ogbruges om manuskripter og tryke bøger fra midelalderen og renæssancen, der indeholder beskrivelser af kampkunst. Normalt anvendes begrebet om tyske manualer fra 1400- og 1500-tallet, men det er ikke klar afgrænset, hvordan begrebet adskiller sig fra afhandlinger fra andre steder i Europa (særligt fra de italienske og franske fægteskoler) og manualer fra senere århundreder.
Egenolph: Der Altenn Fechter anfaengliche Kunst, anonym, trykt af Christian Egenolff, 1529, Frankfurt. Den er i høj grad baseret på Pauernfeindts manual fra 1516.
Johannes Lecküchner (1558) (dette er et genoptryk af Altenn Fechter anfaengliche Kunst, trykt af Egenolph).
Joachim Meyer "Gründtliche Beschreibung der freyen Ritterlichen vnnd Adelichen kunst des Fechtens in allerley gebreuchlichen Wehren mit vil schönen vnd nützlichen Figuren gezieret vnnd fürgestellet" (1570)
Gunterrodt: "De veris principiis artis dimicatoriae" (1579), Wittenberg
Den italienske fægteskole er beskrevet i en tidlig manual fra 1410, hvor den ikke er klart afgrænset fra den tyske fægteskole. Forfatteren Fiore dei Liberi beskriver at han har lært meget af sin kunst fra "Mester Johannes fra Schwaben". Den italienske fægteskoles storhedstid var i 1500-tallet med Dardi-skolen.
Andre Pauernfeindt "La noble science des joueurs d'espee" (1528)—dette er en fransk oversættelse af Pauernfeindts manual fra 1516. En forskel er dog at billederne i den "ædle videnskab" har farver, hvilket den oprindelige tyske ikke har
Henry de Sainct-Didier "Traité contenant les secrets du premier livre de l’épée seule, mère de toutes les armes, qui sont épée, dague, cappe, targue, bouclier, rondelle, l’espée deux mains, et les deux espées, avec ses pourtraictures, ..." (1573)
Gérard Thibault d'Anvers "Académie de l'epee, ou se démontrent par reigles mathématique, sur le fondement d'un cercle mysterieux, la theorie et pratique des vrais et jusqu'a present incognus secrets du maniement des armes, à pied et a cheval" (1623)
Monsieur L'Abbat "The Art of Fencing, or, the Use of the Small Sword" (1734)
Bortset fra tre temmelig overfladiske tekster fra slutningen af 1400-tallet,[8] begynder traditionen med engelske fægtemanualer med George Silver's Paradoxes of Defense (1599).
De skotske fægtemanualer beskriver brugen af de skotske broadsword, samt andre discipliner som mindre sværd. De blev hovedsageligt udgivet op igennem 1700-tallet, men der er også tidligere og senere eksempler fra hhv. 1600- og 1800-tallet.
The Scots Fencing Master (the Complete Smallswordsman) - Sir William Hope (1687)[12]
Advice to his Scholar from the Fencing Master - Sir William Hope (1692)
Complete Fencing Master - Sir William Hope (1691–1692)
The Swordsman's Vade-Mecum - Sir William Hope (1692)[13]
New Short and Easy Method of Fencing (1st Edition) - Sir William Hope (1707)[14][15]
New Short and Easy Method of Fencing (2nd Edition) - Sir William Hope (1714)
A Few Observations upon the Fighting for Prizes in the Bear Gardens - Sir William Hope (1715)[16]
A Vindication of the True Art of Self-Defence - Sir William Hope (1724)[17]
Expert Swords-man's Companion - Donald McBane (1728)[14]
A treatise on backsword, sword, buckler, sword and dagger, sword and great gauntlet, falchon, quarterstaff - Captain James Miller (1737)[18]
The Use of the Broad Sword - Thomas Page (1746)[19]
Anti-Pugilism - Anonymous (Captain G. Sinclair, 1790)[20][21]
Cudgel Playing Modernized and Improved; or, The Science of Defence, Exemplified in a Few Short and Easy Lessons, for the Practice of the Broad Sword or Single Stick, on Foot - Captain G. Sinclair[22]
Lecture on the Art of Defence - Archibald MacGregor (1791)[20]
The Guards of the Highland Broadsword - Thomas Rowlandson (1799)[23]
I 1599 skrev fægtemstern Domingo Luis GodinhoArte de Esgrima, der er den eneste fægtemanual, der har bevaret de tidligere spanske fægtesystemer "Common" eller "Vulgar" fra middelalderen.
Den spanske fægtetradition Destreza fra 1600-tallet har genemsyret tankegangen hos landets adelsfolk indtil midten af 1700-tallet. Derfor er der ikke mange grafiske forklaringer på fægteteknikker, og de er i stedet baseret på matematiske og filosofiske principper i stedet, hvilket gør dem sværere at forstå.
^ abHighland Swordsmanship: Techniques of the Scottish Sword Masters, by Mark Rector (editor) and Paul Wagner (editor), Published by The Chivalry Bookshelf (Nov 15, 2001)
^ abcdeHighland Broadsword:Five Manuals of Scottish Regimental Swordsmanship, by Paul Wagner (editor) and Mark Rector (editor), Published by The Chivalry Bookshelf (July 2004)
^Anti-Pugilism, or The Science of Defense Exemplified In Short and Easy Lessons for the Practice of the Broad Sword and Single Stick Illustrated with Copper Plates, By a Highland Officer, London, Printed for J Aitkin, NO 14, Castle-street, corner of Bear Street, Leicester Fields 1790, www.hroarr.com/manuals/boxing-pugilism/Anti-pugilism.doc