Ib Mossin | |
---|---|
Personlig information | |
Fulde navn | Ib Erik Mossin |
Født | 3. juli 1933 Frederiksberg, Danmark |
Død | 17. december 2004 (71 år) |
Nationalitet | ![]() |
Beskæftigelse | Sanger, stemmeskuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter, skuespiller ![]() |
Information med symbolet ![]() |
Ib Erik Mossin (født 3. juli 1933 på Frederiksberg, død 17. december 2004 i København) var en dansk skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør.
Ib Mossin var søn af Erik Mossin og Ragnhild Christiansen. Han blev født på Frederiksberg, men voksede op i Thy hos moren og en stedfar. Som stor dreng arbejdede han på en fiskekutter i Thyborøn. Da stedfaren døde i 1951, flyttede Mossin til København. Han læste hos skuespiller Einar Juhl og havde sideløbende småjobs og tog hyre på et skib. Efter hjemkomst fik han job i Palladium-biografen og fik job som statist på Nordisk Film.[1]
Mossin begyndte i 1953 på Privatteatrenes Elevskole[1] og fik samme år sin første større rolle i Lau Lauritzen jr.'s film Farlig Ungdom i 1953, hvor han spillede maskinlærlingen Egon. Filmen modtog Bodilprisen for bedste danske film, og rollen blev et gennembrud for Mossin.[1] Fra 1953 medvirkede Mossin i den populære filmserie Far til Fire, hvor han spillede rollen som Søs' kæreste Peter. Rollen gjorde Mossin særdeles kendt og populær.[1] Han medvirkede i 1950'erne i flere af de populære Morten Korch-film (bl.a. Fløjtespilleren, Flintesønnerne og Vagabonderne på Bakkegården), og han spillede også med i den mere alvorlige film Bundfald (1957), hvor han spillede trækkerdrengen Anton.
Mossin var en glimrende sanger og sang i mange af sine film, herunder sangene "Bornholm, Bornholm, Bornholm" (Far til fire på Bornholm) og "Du er min øjesten" (med Peter Malberg), hvilken sang han genindspillede i 2003 med Richard Ragnvald. Han optrådte endvidere i cabaretten "La Blonde" i Tivoli.[1]
Han var medinstruktør med Alice O'Fredericks på Morten Korch-filmene Kampen om Næsbygaard, Krybskytterne på Næsbygaard og Brødrene på Uglegaarden. Efter samarbejdet med Alice O'Fredricks instruerede han bl.a. socialdramet Stormvarsel (1968) samt Far til fire i højt humør (1971) og dernæst tre film baseret på Morten Korchs romaner og i 1976 hans sidste film som instruktør, komedien Brandbørge rykker ud.
Han havde fra midten af 1970'erne en række roller i danske film, herunder i de to erotiske Agent 69 Jensen-film, men også i seriøse film og tv-roller, herunder i Johnny Larsen, Det parallelle lig og Forræderne samt i tv-serien Matador, hvor han spillede en nazist.[2]
Mossin blev i 1955 gift med skuespillerinden Anne-Marie Juhl, som han havde mødt på Riddersalen, hvor de begge optrådte.[1]
Spire Denne danske skuespillerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |