Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |
Justus Brinckmann | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 23. maj 1843 Hamborg, Tyskland |
Død | 8. februar 1915 (71 år) Hamburg-Bergedorf, Hamborg, Tyskland |
Nationalitet | Tysk |
Far | Karl Heinrich Ludwig Brinckmann |
Ægtefæller | Ida Laura Anna Marie von Froschauer, Maria Pia Adele von Froschauer, Henriette Hahn-Brinckmann |
Børn | Carlotta Brinckmann, Maria Brinckmann, Albert Brinckmann, Wolfgang Brinckmann |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Gelehrtenschule des Johanneums |
Beskæftigelse | Kunsthistoriker |
Arbejdssted | Hamborg (1868-1915) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Justus Brinckmann (født 23. maj 1843 i Hamborg, død 8. februar 1915 sammesteds) var en tysk museumsmand.
I sine ganske unge år viste Brinckmann udprægede evner for naturhistoriske studier, og senere dyrkede han ikke blot statsret, nationaløkonomi og jura, men også osteologi, anatomi og fysisk geografi. Under denne alsidige, næsten polyhistore uddannelse fængsledes hans interesser også af den oldægyptiske kunsts dyrebilleder og siden af kunsthistorien i almindelighed.
Da han i Wien havde hørt et foredrag af Eitelberger, det nye østrigske kunstindustrimuseums leder, udarbejdede han et i maj 1866 offentliggjort program for oprettelsen af et lignende museum i Hamborg, og efter i nogle år som dr.jur. at have arbejdet i praktiske hverv lykkedes det ham at gennemføre denne plan, der skulle blive hans livs hovedværk. 1877 fik museet de lokaler, det senere kom til at ligge i, og det blev det mest omfattende og alsidige, nogen enkelt mand i nyere tid har skabt.
Som museumsleder var Brinckmann den fødte samler og den lærde kender, som ingen anden var han fortrolig med antikvitetshandelens vildveje og i sin samlervirksomhed altid forud for sin tid: før andre tyskere grundlagde han en samling af japansk kunsthåndværk, der måske blev museets bedste afdeling.
Hans kenderblik spændte over vide felter: oldtid og middelalder, europæisk keramik og bondekunst fra Vierlanden omkring Hamborg, og hans viden kom først og fremmest hans museum til gode.
Hans litterære hovedværk var: Das hamburgische Museum für Kunst und Gewerbe. Führer (1894), der var udformet som en håndbog i kunsthåndværkets historie, og som stadig fik nye tillæg i museets årsberetninger. Men også kolleger nød godt af hans kundskaber, og især efter at han i 1898 havde stiftet det internationale museumsforbund (til værn mod forfalskninger), stod han som den fra alle sider anerkendte og rådspurgte gamle mester.