Konge af Jerusalem

Kongen af Jerusalem^[1] var den øverste hersker over Kongeriget Jerusalem, korsfarerstaten, der blev grundlagt af kristne fyrster i 1099, efter at Jerusalem var blevet indtaget under Det 1. korstog.

Godfred af Bouillon, den første hersker over Kongeriget Jerusalem, afviste selv kongetitlen og valgte i stedet titlen "Forsvarer af Den hellige grav". Således blev titlen konge kun introduceret for hans efterfølger, Kong Balduin 1. i 1100. Byen Jerusalem blev tabt i 1187, men Kongeriget Jerusalem overlevede og flyttede sin hovedstad til Akko i 1191. Byen Jerusalem blev generobret under Det 6. korstog i 1229–39 og 1241–44. Kongeriget Jerusalem blev endelig opløst efter Akkos fald og afslutningen på korstogene til Det Hellige Land i 1291.

Efter at korsfarerstaterne var ophørt med at eksistere, blev der gjort krav på titlen som Konge af Jerusalem af en række europæiske fyrsteslægter, der nedstammede fra Kongerne af Cypern eller Kongerne af Napoli. Den (rent ceremonielle) titel Konge af Jerusalem bruges i øjeblikket af Felipe 6. af Spanien. Otto von Habsburg gjorde krav som Huset Habsburgs prætendent og ligeledes gjorde kongerne af Italien indtil 1946.

Kongerne af Jerusalem (1099–1291)

Kongeriget Jerusalem havde sin oprindelse i Det 1. korstog , da Godfred fra Bouillon, efter at have nægtet en krone og kongetitlen "med erklæringen om, at han aldrig ville bære en krone af guld, når hans Frelser havde båret en tornekrone",^[2] tog titlen Advocatus Sancti Sepulchri (beskytter af Den hellige grav) i 1099 og blev indsat som hersker over Jerusalem i Fødselskirken i Betlehem.

Året efter døde Godfred. Hans bror Balduin 1. var den første, der brugte titlen konge og den første, der blev kronet til konge i selve Gravkirken i Jerusalem.

Kongeembedet i Jerusalem var delvist et valgmonarki og delvist arveligt. På sit højeste i midten af det 12. århundrede var der i kongeriget en kongelig familie og en relativ klar arvefølge. Ikke desto mindre blev kongen valgt eller i det mindste anerkendt af "Haute Cour" (Høje hof), kongerigets feudalråd. Her blev kongen betragtet som en "primus inter pares" (den først blandt ligemænd), og i hans fravær blev hans pligter udført af hans seneschal.

Paladset opført til kongerne af Jerusalem, der blev brugt fra 1160'erne og fremefter, lå syd for Jerusalems citadel.^[3] Kongeriget Jerusalem indførte franske feudale strukturer til Levanten. Kongen havde personligt flere len indføjet i det kongelige domæne, der varierede fra konge til konge. Han var også ansvarlig for at led kongeriget i kamp, skønt denne pligt kunne overføres til en konstabel.

Mens flere moderne europæiske stater bevægede sig mod centraliserede monarkier, mistede kongen af Jerusalem mere og mere magt til de stærkeste af hans baroner. Dette skyldtes delvist mange af kongernes unge alder og hyppigheden af regenter fra adelsmændenes rækker.

Efter Jerusalems fald i 1187 blev kongerigets hovedstad flyttet til Akko, hvor den forblev indtil 1291, dog foregik kroningerne i Tyrus .

I denne periode var kongeembedet ofte bare en formel titel, som blev holdt af en europæisk hersker, der aldrig faktisk boede i Akko. Da den unge Konrad 3. var konge og boede i Sydtyskland, gjorde hans fars grandfætter, Hugo af Brienne, krav på regentskabet over Kongeriget Jerusalem og indirekte hans plads i arven. Kravet blev fremsat i 1264 som den ældste efterkommer og retmæssig arving efter hans oldemor Dronning Isabella 1., hendes næstældste datter Alix af Champagne, hvis ældste datter var Hugos mor. Men han blev forbigået af Haute Cour til fordel for hans fætter, Hugo af Antiochia, den fremtidige Hugo 3. af Cypern og Hugo 1. af Jerusalem.

Efter at Konrad 3. var blevet henrettet af Karl 1. af Sicilien i 1268 blev kongeriget holdt af Lusignan-slægten, som samtidig var konger af Cypern. Imidlertid købte Karl 1. af Sicilien rettighederne fra en af kongerigets arvinger i 1277.

I det år sendte han Roger af Sanseverino til østpå som sin forvalter. Roger indtog Akko og opnåede en tvungen hyldest fra baronerne. Roger blev tilbagekaldt i 1282 på grund af Den sicilianske vesper og efterlod Odo Poilechien i hans sted for at regere. Hans ressourcer og autoritet var minimal, og han blev afsat af Henrik 2. af Cypern, da han ankom fra Cypern til sin kroning som konge af Jerusalem.

Akko blev erobret af Mamelukkerne i 1291, hvilket gjorde en ende på korsfarernes tilstedeværelse på fastlandet.

Huset Boulogne (1099–1118)

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Godfred (Beskytter af Hellig Grav, men ikke konge)[2] 1099-1100		ca. 1060 Boulogne-sur-Mer, Frankrig eller Baisy, Brabant Søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine	aldrig gift	18. juli 1100 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem Ca. 40 år
Balduin 1. 1100-1118		ca. 1058 Lorraine, Frankrig Søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine	Godehilde de Toeni Ingen børn Arda af Armenien 1097 Ingen børn Adelaide del Vasto 1112 Ingen børn	2. april 1118 Al-Arish, Egypten Ca. 60 år

Huset Rethel (1118–1153)

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Balduin 2. 1118-1131		?? Frankrig Søn af Hugo 1., greve af Rethel og Melisende af Montlhéry	Morphia de Melitene 1101 Fire døtre	21. august 1131 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem
Melisende 1131-1153 med Fulko indtil 1143 med Balduin 3. fra 1143		1105 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem Datter af Balduin 2. og Morphia de Melitene	Fulko 5., greve af Anjou 2. juni 1129 2 sønner	11. september 1161 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem 56 år

Huset Anjou (1153–1205)

I 1127 Fulko 5., greve af Anjou en ambassade fra Kong Balduin 2. af Jerusalem. Balduin 2. havde ingen mandlige arvinger, men havde allerede udpeget sin datter Melisende til at efterfølge ham. Balduin 2. ville beskytte sin datters arv ved at gifte hende bort til en magtfuld herre. Fulko var en velhavende korsfarer og erfaren hærleder og en enkemand. Hans erfaring fra slagmarken ville være uvurderlig for en grænsestat, der altid var i krig.

Fulko holdt dog fast på at opnå bedre vilkår end blot dronningens prinsgemal. Han ville være konge sammen med Melisende. Taget Fulkos formue og militære bedrifter i betragtning indvilligede Balduin 2. Fulko gjorde derefter afkald på sine titler til fordel for sin søn Godfred og sejlede afsted for at blive konge af Jerusalem, og han giftede sig med Melisende den 2. juni 1129. Senere styrkede Balduin 2. Melisendes position i kongeriget ved at gøre hende til den eneste værge for hendes søn med Fulko, Balduin 3., født i 1130.

Fulko og Melisende blev fælles herskere over Jerusalem i 1131 efter Balduin 2.'s død. Fra starten overtog Fulko alene regeringsstyret og ekskluderede helt Melisende. Han foretrak landsmænd fra Anjou frem for den oprindelige adel. De andre korsfarerstater mod nord frygtede, at Fulko ville forsøge at pålægge Jerusalems overherredømme over dem, som Balduin 2. havde gjort, men da Fulko var langt mindre magtfuld end sin afdøde svigerfar, afviste de nordlige stater hans myndighed.

Fulkos død, som afbildet i MS af Vilhelm af Tyrus' Historia og Old French Continuation, malet i Akko, 13. årh. Bib. Nat. Française .

Også i Jerusalem blev Fulko hadet af den anden generation af kristne i Jerusalem, der var vokset op der efter Det 1. korstog. Disse "indfødte" fokuserede på Melisendes fætter, den populære Hugo 2. af Le Puiset, greve af Jaffa, der var hengiven loyal overfor dronningen. Fulko så Hugo som en rival, og i 1134, for at skade Hugo, anklagede han ham for utroskab med Melisende. Hugo gjorde oprør i protest og sluttede sig til Jaffa ved at alliere sig med muslimerne i Ashkelon. Han var i stand til at besejre den hær, der blev sendt mod ham af Fulko, men denne situation var ikke holdbar. Jerusalems katolske patriark greb ind i konflikten, måske efter anmodning fra Melisende. Fulko gik med til en fred, og Hugo blev udvist fra kongeriget i tre år, en lempelig straf.

Der blev imidlertid forsøgt et attentat på Hugo. Fulko eller hans støtter blev almindeligt set som ansvarlige, skønt direkte beviser aldrig er dukket op. Skandalen var alt hvad, der skulle til for, at dronningens parti skulle overtage regeringsmagten i det, der var et paladskup. Forfatter og historiker Bernard Hamilton skrev, at Fulkos støtter "gik rundt i frygt for deres liv" i paladset. Den samtidige krønikeskriver og historiker Vilhelm af Tyrus skrev om Fulko "han forsøgte aldrig at tage initiativet, selv ikke i trivielle anliggender, uden (Melisendes) samtykke". Resultatet var, at Melisende havde den direkte og ubestridelige kontrol over regeringen fra 1136 og frem. På et tidspunkt før 1136 havde Fulko forsonet sig med sin hustru og en anden søn, Amalrik blev født.

I 1143, mens kongen og dronningen var på ferie i Akko, blev Fulko dræbt i en jagtulykke. Hans hest snublede, faldt, og Fulkos kranium blev knust af sadlen, "og hans hjernemasse sprøjtede ud fra både ører og næsebor", som Vilhelm af Tyrus beskriver. Han blev ført tilbage til Akko, hvor han lå bevidstløs i tre dage, før han døde. Han blev begravet i Gravkirken i Jerusalem. Selvom deres ægteskab begyndte i konflikt, sørgede Melisende for ham både privat såvel som offentligt. Fulko blev overlevet af sin søn Godfred af Anjou fra hans første ægteskab, og Balduin 3. og Amalrik 1. med Melisende.

Balduin 3. besteg tronen med sin mor som medregent i 1143. Hans tidlige regeringstid blev præget af skænderier med sin mor over kontrollen over Jerusalem indtil 1153, da han personligt overtog styret. Han døde i 1163 uden arvinger, og kongeriget blev arvet af hans bror, Amalrik 1., skønt der var en vis modstand blandt adelen til Amalriks hustru Agnes. De var villige til at acceptere ægteskabet i 1157, da Balduin 3. stadig var i stand til at få en arving, men nu nægtede "Haute Cour" at anerkende Amalrik som konge, medmindre hans ægteskab med Agnes blev annulleret. Fjendtligheden mod Agnes er nok blevet overdrevet af krønikeskriveren Vilhelm af Tyrus, som hun havde forhindret i at blive den katolske patriark af Jerusalem årtier senere, samt af Vilhelms efterfølgere som Ernoul, der insinuerer en ringeagt af hendes moralske karakter: "bil telle n'est que roine doie iestre di si haute cite comme de Jherusalem" ("der skulle ikke være en sådan dronning for en så hellig by som Jerusalem").

Ikke desto mindre var blodsslægtskabet nok til modstanden. Amalrik accepterede og besteg tronen uden en hustru, skønt Agnes fortsatte med at have titlen grevinde af Jaffa og Ascalon og modtog en pension fra dette lens indkomst. Kirken bestemte, at Amalrik og Agnes' børn var legitime og bevarede deres plads i arvefølgen. Gennem sine børn havde Agnes stor indflydelse i Jerusalem i næsten 20 år. Almarik blev efterfulgt af sin søn med Agnes, Balduin 4.

Brylluppet mellem Amalrik 1. af Jerusalem og Maria Komnene i Tyrus

Almariks hustruer var Agnes af Courtenay, nu gift med Rainald Garnier, og Maria Komnene, enkedronningen, der havde giftet sig med Balian af Ibelin i 1177. Hans datter med Agnes, Sibylla, var allerede voksen, mor til en søn og var tydeligvis i en stærk position til at efterfølge sin bror, men Marias datter Isabella havde støtte fra sin stedfars familie Ibelinerne.

Vilhelm af Tyrus opdager Balduins første symptomer på spedalskhed (MS af Estoire d'Eracle (fransk oversættelse af Vilhelm af Tyrus Historia )), malet i Frankrig, 1250'erne. British Library, London.)

I 1179 begyndte Balduin at planlægge at gifte Sibylla med Hugo 3. af Burgund, men i foråret 1180 var dette stadig uløst. Raymond 3. af Tripoli forsøgte et kup og begyndte at marchere mod Jerusalem med Bohemund 3. af Antiochia for at tvinge kongen til at gifte hans søster til en lokal kandidat efter eget valg, sandsynligvis Balduin af Ibelin, Balians ældre bror. For at imødegå dette arrangerede kongen hurtigt et ægteskab med Guy af Lusignan, yngre bror til Amalrik, rigets konstabel. Et udenlandsk match var essentielt for at muliggøre ekstern militær hjælp til kongeriget. Med den nye franske konge Filip 2. som mindreårig, var Guys status som vasal til den franske konge og Sibyllas fætter Henrik 2. af England, som skyldte paven en pilgrimsrejse som straf, var nyttig.

I 1182 udnævnte Balduin 4., der stadig mere var ud at stand til at regere på grund af sin spedalskhed, Guy til bailli (forvalter). Raymond af Tripoli bestred dette, men da Guy mistede Balduins gunst året efter, blev han genudnævnt til bailli og fik overladt Beirut. Balduin indgik en aftale med Raymond og "Haute Cour" om at gøre Balduin af Montferrat, Sibyllas søn fra hendes første ægteskab, til hans arving, før Sibylla og Guy. Barnet blev kronet som medkonge som Balduin 5. i 1183 i en ceremoni ledet af Raymond. Det blev aftalt, at hvis drengen døde som mindreårig, ville regentskabet overgå til "de mest retmæssige arvinger", indtil hans frænder, Kongerne af England og Frankrig, Frederik 1., den tysk-romerske kejser og paven var i stand til at afgøre kravene fra Sibylla og Isabella. Disse "mest retmæssige arvinger" blev ikke udpeget.

Balduin 4. døde i foråret 1185 og blev efterfulgt af hans nevø. Raymond var bailli, men han havde overgivet Balduin 5.'s personlige formynderskab til Joscelin 3. af Edessa, hans grandonkel på sin moders side, idet han hævdede, at han ikke ønskede at tiltrække sig mistanke, hvis barnet, der ikke synes at have været stærkt, skulle dø. Balduin 5. døde i løbet af sommeren 1186 i Akko. Ingen af parterne fulgte Balduin 4.'s vilje.

Efter begravelsen fik Joscelin udnævnt Sibylla til hendes brors efterfølger, dog skulle hun acceptere at blive skilt fra Guy, ligesom hendes far havde skilt sig fra hendes mor, med en garanti om, at hun ville få lov til at vælge en ny prinsgemal. Efter hun var blevet kronet, kronede hun straks Guy. I mellemtiden var Raymond rejst til Nablus, Balians og Marias hjemmet til, og tilkaldt alle de adelige, der var loyale over for prinsesse Isabella og Ibelinerne. Raymond ønskede i stedet at få hende og hendes mand Humfried 4. af Toron kronet. Humfried, hvis stedfar Renaud af Châtillon var en nær støtte til Guy, forlod ham imidlertid og svor sin trofasthed over for Guy og Sibylla.

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Fulko 1131–1143 med Melisende		1089/1092 Angers, Frankrig Søn af Fulko 4. af Anjou og Bertrade de Montfort	Ermengarde af Maine 1109 4 børn Melisende af Jerusalem 2. juni 1129 2 sønner	13. november 1143 Akko, Kongeriget Jerusalem Ca. 52 år
Balduin 3. 1143–1163 med Melisende indtil 1153		1130 Søn af Fulko af Jerusalem og Melisende af Jerusalem	Theodora Komnene1158 Ingen børn	10. februar 1163 Beirut, Kongeriget Jerusalem 33 år
Amalrik 1. 1163–1174		1136 Søn af Fulko af Jerusalem og Melisende af Jerusalem	Agnes af Courtenay 1157 3 børn Maria Komnene 29. august 1167 2 børn	11. juli 1174 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem 38 år
Balduin 4. den Spedalske 1174–1185 med Balduin 5. fra 1183		1161 Jerusalem Søn af Amalrik 1. af Jerusalem og Agnes af Courtenay	Aldrig gift	16. marts 1185 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem 24 år
Balduin 5. 1183–1186 med Balduin 4. indtil 1185		1177 Søn af Vilhelm af Montferrat og Sibylla af Jerusalem	Aldrig gift	August 1186 Akko, Kongeriget Jerusalem 9 år
Sibylla 1186–1190 with Guy		ca. 1157 Datter af Amalrik 1. af Jerusalem og Agnes af Courtenay	Vilhelm af Montferrat, greve af Jaffa og Ashkelon 1176 En søn Guy af Lusignan April 1180 2 døtre	25. juli (sandsynligvis), 1190 Akko, Kongeriget Jerusalem Ca. 40 år
Guy af Lusignan 1186–1190/1192 med Sibylla indtil 1190		ca. 1150 or 1159/1160 Søn af Hugo 8. af Lusignan og Burgundia de Rançon	Sibylla af Jerusalem April 1180 2 døtre	18. juli 1194 Nicosia, Cypern Ca. 45 år
Isabella 1. 1190/1192-1205 med Konrad 1. indtil 1192 med Henrik 1. 1192–1197 med Amalrik 2. fra 1198		1172 Nablus, Kongeriget Jerusalem Datter af Amalrik 1. af Jerusalem og Maria Komnene	Humfried 4. af Toron November 1183 Ingen børn Konrad af Montferrat 24. november 1190 En datter Henrik 2., greve af Champagne 6. maj 1192 3 døtre Amalrik af Lusignan Januar 1198 3 børn	5. april 1205 Akko, Kongeriget Jerusalem Ca. 33 år
Konrad 1. af Montferrat 1190/1192–1192 med Isabella 1.		Midten af 1140'erne Montferrat, Det tysk-romerske Rige Søn af Vilhelm 5. af Montferrat and Judith af Babenberg	Ukendt kvinde Før 1179 Ingen børn Theodora Angelina 1186/1187 Ingen børn Isabella 1. af Jerusalem 24. november 1190 En datter	28. april 1192 (myrdet) Akko, Kongeriget Jerusalem Midt i 40'erne
Henrik 1., greve af Champagne 1192–1197 med Isabella 1.		29. juli 1166 Champagne, Frankrig Søn af Henrik 1., greve af Champagne and Marie af Frankrig	Isabella 1. af Jerusalem 6. maj 1192 2 døtre	10. september 1197 Akko, Kongeriget Jerusalem 31 år
Amalrik 2. af Lusignan 1198–1205 med Isabella 1.		ca. 1152 Søn af Hugo 8. af Lusignan og Burgundia de Rançon	Éschive af Ibelin Før 29. oktober 1174 6 børn Isabella 1. af Jerusalem Januar 1198 3 børn	1. April 1205 Akko, Kongeriget Jerusalem 60 år

Husene Aleramiden og Brienne (1205–1228)

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Maria 1205-1212 med Johan 1. fra 1210		1192 Datter af Konrad af Montferrat og Isabella 1. af Jerusalem	Johan af Brienne 14. september 1210 En datter	1212 20 år
Johan 1. 1210-1212 med Maria		ca. 1170 Søn af Érard 2., greve af Brienne og Agnes de Montfaucon	Maria af Jerusalem 14. september 1210 En datter Stephanie af Armenien En søn Berengaria af León 1224 4 børn	27. marts 1237 ca. 67 år
Isabella 2. også kaldet Yolande 1212-1228 med Frederik fra 1225		1212 Datter af Johan af Brienne og Maria af Jerusalem	Frederik 2., tysk- romersk kejser 9. november 1225 2 børn	25. april 1228 Andria, Det tysk-romerske Rige 16 år
Frederik 1225-1228 med Isabella 2.		1194 Søn af Henrik 6., tysk-romersk kejser og Konstance af Sicilien	Konstance af Aragonien 15. august 1209 En søn Isabella 2. af Jerusalem 9. november 1225 2 børn Isabella af England 15. juli 1235 4 børn	13. december 1250 Apulien, Det tysk-romerske Rige ca. 55 år

Huset Hohenstaufen (1228–1268)

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Konrad 2. 1228-1254		25. april 1228 Andria, Det tysk-romerske Rige Søn af Frederik 2., tysk-romersk kejser og Isabella 2. af Jerusalem	Elisabeth af Bayern 1. september 1246 En søn	21. maj 1254 Lavello, Det tysk-romerske Rige 26 år
Konrad 3. 1254-1268		25. marts 1252 Wolfstein Slot, Landshut, Bayern Søn af Konrad 2. og Elisabeth af Bayern	Aldrig gift	29. oktober 1268 Castel dell'Ovo, Napoli 16 år

Huset Lusignan (1268–1291)

Monark	Billede	Fødsel	Ægteskab	Død
Hugo 1268-1284		1235 Søn af Henrik af Antiokia og Isabella af Cypern, et oldebarn af Isabella 1. af Jerusalem	Isabella af Ibelin efter den 25. januar 1255 11 børn	24. marts 1284 Nicosia, Cypern 49 år
Johan 2. 1284-1285	-	1259/1267 Søn af Hugo og Isabella af Ibelin	Aldrig gift	20. maj 1285 Nicosia, Cypern Enten 17 eller 26 år
Henrik 2. 1285-1324 kun af titel efter 1291	-	1271 Søn af Hugo og Isabella af Ibelin	Konstance af Sicilien 16. oktober 1317 Ingen børn	31. august 1324 Strovolos, Cypern 53 år gammel

Regenter

Monarkenes hyppige fravær eller deres umyndighed krævede, at der mange gange gennem rigets historie måtte udnævnes regenter.

Regent	Regent for	Forhold til monarken	Blev regent	Regenskab sluttede
Eustace Grenier, Kongerigets konstabel	Balduin 2.	-	1123 Kongen blev holdt fanget af Artukiderne	1123 Hans død
Vilhelm 1. af Bures, prins af Galilæa		-	1123 Kongen blev holdt fanget af Artukiderne	1124 Kongen vendte tilbage fra fangenskab
Dronning Melisende	Balduin 3.	Hans mor	1154 som kongens rådgiver	1161 Hendes død
Raymond 3., greve af Tripoli	Balduin 4.	Hans fætter	1174 Kongens formynderskab	1176 Kongen blev myndig
Guy af Lusignan		Hans svoger	1182 Udnævnt af kongen pga. sin sygdom	1184 Afsat af kongen
Raymond 3., greve af Tripoli	Balduin 5.	Hans grandfætter	1185 Kongens formynderskab	1186 Kongens død
Johan af Ibelin	Maria	Hendes halvonkel	1205 Dronningens formynderskab	1210 Dronningen blev myndig
Kong Johan 1.	Isabella 2.	Hendes far	1212 Dronningens formynderskab	1225 Dronningen blev gift
Frederik 2., tysk-romersk kejser	Konrad 2.	Hans far	1228 Kongens formynderskab	1243 Kongen blev myndig
Alix af Champagne, dronning af Cypern		Hans halvtante	1243 Kongens fravær	1246 Hendes død
Henrik 1. af Cypern		Hans halvfætter; søn af Alix og Hugo 1.	1246 Kongens fravær	1253 Hans død
Plaisance af Antiochia, enkedronning af Cypern		Hans halvkusine gennem ægteskab	1253 Kongens fravær/ formynderskab	1261 Hendes død
	Konrad 3.	Hans halv grandfætters hustru
Isabella af Lusignan		Hans grandkusine, datter af Alix	1261 Kongens formynderskab	1264 Hendes død
Hugo af Antiochia		Hans halvgrandfætter, søn af Isabella	1264 Kongens formynderskab	1268 Kongens død, besteg tronen

Slægtstræ

     - Monark

Eustace 2., greve af Boulogne ca. 1015 - ca. 1087

Hugo 1., greve af Rethel 1040-1118

Godfred ca. 1060-1100 reg. 1099-1100

Godehilde de Toeni

Arda af Armenien - efter 1116

Balduin 1. ca. 1058-1118 reg. 1100-1118

Adelaide del Vasto ca. 1075-1118

Balduin 2. -1131 reg. 1118-1131

Morphia de Melitene 1126/27

Fulko 1089/92-1143 reg. 1131-1143

Melisende 1105-1161 reg. 1131-1153

Theodora Komnene ca. 1145-?

Balduin 3. 1130-1163 reg. 1143-1163

Agnes af Courtenay ca. 1136 - ca. 1184

Amalrik 1. ca. 1136-1174 reg. 1163-1174

Maria Komnene ca. 1154-1208/17

Vilhelm af Montferrat ca. 1142 - 1177

Sibylla ca. 1157-1190 reg. 1186-1190

Guy af Lusignan ca. 1150-1194 reg. 1186-1190/92

Balduin 4. ca. 1161-1185 reg. 1174-1185

Balduin 5. ca. 1177-1186 reg. 1183-1186

Humfried 4. af Toron ca. 1166-1198

Konrad 1. -1192 reg. 1190-1192

Isabella 1. ca. 1172-1205 reg. 1190/92-1205

Henrik 1. 1166-1197 reg. 1192-1197

Amalrik 2. før 1155-1205 reg. 1197-1205

Johan 1. ca. 1170-1237 reg. 1210-1225

Maria 1192-1212 reg. 1205-1212

Alix af Champagne ca. 1193-1246

Hugo 1. af Cypern 1194/95-1218

Frederik 1194-1250 reg. 1225-1228

Isabella 2. 1212-1228 reg. 1212-1228

Henrik af Antiokia f. 1198-1217, d. 1276

Isabella af Cypern ca. 1216-1264

Elisabeth af Bayern ca. 1227-1273

Konrad 2. 1228-1254 reg. 1228-1254

Isabella af Ibelin 1241-1324

Hugo 1235-1284 reg. 1268-1284

Konrad 3. 1252-1268 reg. 1254-1268

Johan 2. 1259/67-1285 reg. 1284-1285

Henrik 2. 1271-1324 reg. 1285-1324 kun af navn efter 1291

Konstance af Sicilien 1304/06-1344

Prætendenter til Kongeriget Jerusalem (1291 til i dag)

Grundlaget for kravene

I årenes løb har mange europæiske herskere gjort krav på at være de retmæssige arvinger ud fra disse krav. Ingen af disse prætendenter har imidlertid faktisk regeret over nogen del af kongeriget:

• Grev Hugo af Brienne gjorde krav på regentskabet over Kongeriget Jerusalem, og indirekte, på sin plads i arvefølgen i 1264 som den ældste arving efter Alix af Jerusalem, anden datter af Dronning Isabella 1., og Hugo 1. af Cypern. Selvom Hugo var søn af deres ældste datter, valgte "Haute Cour" forbigå ham til fordel for hans fætter Hugo af Antiochia, den senere Hugo 3. af Cypern og Hugo 1. af Jerusalem. Brienne-kravet til Kongeriget Jerusalem fortsatte, men familien havde bagefter næsten ingen andel i anliggender i Outremer.
• Efter Kongerigets ophør fortsatte Henrik 2. af Cypern med at anvende titlen Konge af Jerusalem. Efter hans død blev titlen overtaget af hans arvinger, kongerne på Cypern.
• Titlen blev også vedvarende anvendt af de angevinske konger af Napoli, hvis grundlægger, Karl af Anjou, i 1277 havde købt et krav på tronen af Maria af Antiochia. Derefter blev dette krav til Kongeriget Jerusalem behandlet som underordnet til Napolis krone, der ofte skiftede hænder gennem testamente eller erobring snarere end direkte arv. Da Napoli var et len under paven, godkendte paven ofte titlen konge af Jerusalem såvel som af Napoli, og historien om disse krav er en del af Kongeriget Napolis historie.
• Huset Lorraine arvede de angevinske kongers krav gennem Rene 2., søn af Ludvig 2. af Napoli og prætendent til den napolitanske trone. Efter Huset Lorraine blev fusioneret med Huset Habsburg gennem Frans 1. Stefans ægteskabet med Maria Theresia af Østrig, blev kravet arvet af Habsburgerne og forblev blandt deres titler som Østrigske Kejsere indtil 1918.

Potentielle prætendenter i dag

Der er flere potentielle prætendenter til titlen i dag:

• Titlen bruges af den spanske konge, i øjeblikket Felipe 6. af Spanien,
• Karl von Habsburg, nuværende overhovedet af Huset Habsburg-Lothringen, Karls afdøde far Otto von Habsburg gav afkald på alle krav til Habsburg-titlerne i 1958.
• Viktor Emanuel, Fyrste af Napoli, prætendent til italienske trone (Huset Savoyen)  
• Prins Amedeo, 5. hertug af Aosta, prætendent til italienske trone (Huset Savoyen-Aosta)  
• Prins Pedro, hertug af Calabrien, prætendent til Kongeriget Begge Sicilier (Huset Bourbon-Sicilien, Calabrien slægtsgrenen)  
• Prins Carlo, hertug af Castro, prætendent til Kongeriget Begge Sicilier (Huset Bourbon-Sicilien, Castro slægtsgrenen)  
• Karl-Antoine Lamoral de Ligne-La Trémoïlle, arving til kravene for Yolande-Louise af Savoyen og Huset Brienne  

Forskellige kravs arvefølge

Kursiv angiver personer, der ikke selv anvendte titlen konge af Jerusalem.

Cypriotiske prætendenter

Huset Lusignan

• Henrik 2. (1285) 1291–1324
• Hugo 1324-1359
• Peter 1. 1359–1369
• Peter 2. 1369–1382
• Jakob 1. 1382–1398
• Janus 1398–1432
• Johan 1432–1458
• Charlotte 1. 1458–1485 (død 1487) gift i 1459 med sin fætter Ludvig af Savoyen (død 1482). I 1460 blev Charlotte afsat i Cypern af sin uægte halvbror Jakob. Dog fastholdt hun sine krav indtil 1485, hvor hun videregav dem til sin nærmeste legitime arving, hendes grandfætter Karl 1. af Savoyen (søn af hendes fætter Amadeus 9. af Savoyen).

Huset Savoyen : Savojardernes prætendenter, arvinger til Charlotte Karl 1. 1482–1490 Karl 2. 1490–1496. Amadeus 9. af Savoyen

Huset Lusignan : Lusignan prætendenterne og kongerne af Cypern blev arvet i den mandlige linje: Jakob 2. 1460–1473 (uægte søn af Johan 3., overtog Cypern fra sin halvsøster Charlotte) Jakob 3. 1473–1474 Caterina 1474–1489 (hustru og enke til Jakob 2.) Caterina overgav sine rettigheder til Republikken Venedig i 1489.

Da Karl 2. af Savoyen døde, overgik Hertugdømmet Savoyen til hans grandonkel og arving Filip (bror til Amadeus 9. af Savoyen). Selvom det ikke lykkedes for Karl 2.'s søster Yolande Louise af Savoyen at arve Savoyen på grund af hendes køn, var hun arvingen efter hendes bror, og som sådan kan det betragtes som at havde arvet hans krav på Cypern og Jerusalem.

Hertugerne Savoyen fortsatte med at gøre krav på Jerusalem. For at undgå konflikter med kravene fra de store europæiske slægter som Habsburgerne og Bourbonerne, var Savojardernes krav skjult på listen over titler under "et cetera"^{[4] [ <span title="This claim needs references to reliable sources. (November 2014)">nødvendigt citation</span> ]}

Efterkommere af Filip 2. af Savoyen House of Savoy : Filip 1496–1497 Filiberto 2. 1497–1504 Karl 3. 1504–1553 Emanuele Filiberto 1553–1580 Karl Emanuel 1. 1580–1630 Viktor Amadeus 1. 1630–1637 (antog først titlen "Konge af Cypern " i 1632) Karl Emanuel 2. 1637–1675 Viktor Amadeus 2. af Savoyen 1675–1730 (antog titlen 1713 i forbindelse med hans korte regeringstid som konge af Sicilien) Karl Emanuel 3. af Sardinien-Piemont 1730–1773 Viktor Amadeus 3. 1773–1796 Karl Emanuel 4. 1796–1819 Viktor Emanuel 1. 1819–1821 Karl Felix 1821–1831 Karl Albert 1831–1849 Viktor Emanuel 2. af Italien 1849-1878 Umberto 1. 1878–1900 Viktor Emanuel 3. 1900–1946 Umberto 2. 1946–1983

Efterkommere af Amadeus 9. af Savoyen Yolande Louise af Savoyen 1496–1499. Gift med sin grandfætter Filiberto 2. af Savoyen (nevø til Amadeus 9. af Savoyen). Fik ingen børn. Selvom hendes mand fortsatte med at anvende titlerne som konge af Cypern og Jerusalem, var hendes arving dog hendes kusine Charlotte, som var det eneste overlevende barn i hendes tante Anna af Savoyens (1455–1480) ægteskab med Frederik af Aragonien, senere konge af Napoli Charlotte af Napoli (død 1506) Anne de Laval (død 1554) Louis 3. de La Trémoille (død 1577). Hans børn arvede de cypriotiske krav på titlen som konge af Jerusalem, da hans far døde. Som efterkommere af Frederik 4. af Napoli gjorde de også krav på Napoli (og Jerusalem),[5][6] og de arvede også Brienne-kravene til Kongeriget Jerusalem fra hans fjerne fætter Johan 2. Kasimir af Polen ved sidstnævnte død 1672, hvor de forenede Brienne og Cyperns arvefølge de jure til Jerusalems krone.   ^[ <span title="This claim needs references to reliable sources. (November 2014)">nødvendigt citation</span> ]

Napolitanske prætendenter

Maria af Antiochia gjorde krav på Jerusalems trone fra 1269 til 1277. Hun var datter af prins Bohemund 4. af Antiochia og hans anden hustru Melisende af Cypern. Melisende var den yngste datter af Isabella 1., dronning af Jerusalem og hendes fjerde mand, Amalrik 2. af Lusignan konge af Jerusalem og konge af Cypern.

Da Maria, på tidspunktet for Konrad 3.'s død, var det eneste levende barnebarn af Dronning Isabella, gjorde hun krav på tronen på grundlag af nært slægtsskab til kongerne af Jerusalem. Efter at hun var blvet afvist af "Haute Cour" rejste hun til Rom og solgte sine rettigheder, med pavelig velsignelse og godkendelse, til Karl af Anjou i 1277.

Derefter blev dette krav på Kongeriget Jerusalem også behandlet som underordnet til Napolis krone, der ofte skiftede hænder gennem testamente eller erobring snarere end direkte arv..

Huset Anjou-Sicilien

• Karl 1. af Sicilien 1277–1285; erhvervede titlen med pavens godkendelse i 1277
• Karl 2. af Napoli 1285-1309
• Robert af Napoli 1309–1343, tredje men ældste overlevende søn, som overtog Napoli ved at fortrænge kravene fra hans ældste brors arvinger
• Johanne 1. af Napoli 1343–1382. Johanne efterlod sit kongerige ved testament til Ludvig 1. af Anjou, som hun tidligere havde adopteret som sin arving, men hun blev afsat og hurtigt myrdet af Karl af Durazzo, hendes slægts mandlige arving.

Huset Anjou-Sicilien: Ældre angevinske prætendenter: Karl 3. af Napoli 1382–1386 Ladislaus af Napoli 1386–1414 Johanne 2. af Napoli 1414–1435 Joan efterlod sit kongerige ved testamente til René af Anjou, fra den yngre slægtsgren. Hun havde tidligere adopteret (og efterfølgende afvist adoptionen) sin frænde Alfons 5. af Aragonien og Sicilien, der iværksatte et forsøg på at erobre Napoli.

Huset Valois-Anjou: Yngre angevinske prætendenter: Ludvig 1. 1382–1384 Ludvig 2. 1384–1417 Ludvig 3. 1417–1434.

Huset Anjou-Ungarn: Ældste angevinske prætendent: Ludvig den Store af Ungarn og Polen 1342–1382 (bekræftet gennem pavelig anerkendelse efter hans andet napolitanske felttog)

Huset Valois-Anjou

• René I 1434–1480. René 1. forenede kravene fra de yngre og ældre slægtsgrene. I 1441 blev kontrollen over Kongeriget Napoli imidlertid tabt til Alfons 5. af Aragonien, der også hævdede kongeriget Jerusalem derved.

Mens René i Bar blev efterfulgt af sit barnebarn René af Vaudemont, gjorde Renés nevø og mandlige arving Karl 4. af Anjou krav på kongerigerne Sicilien og Jerusalem, og han testamenterede dem derefter til sin fætter Ludvig 11. af Frankrig.			Aragonesiske prætendenter: Alfons 1. 1442–1458 efter erobring af Napoli Ferdinand 1. 1458–1494, ægte søn, ved testamente
Angevinske Lorraine prætendenter : Huset Valois-Anjou Yolande af Anjou 1480–1483 Huset Lorraine René 2. 1480–1508, Han antog ikke titlen før i 1493. Anton 1508–1544 Frans 1. 1544–1545 Karl 3. 1545–1608 Henrik 1608–1624 Nicole 1624–1657, og hendes mand Karl Ferdinand 1. Filip 1657–1659 Karl Leopold 1659–1690 Leopold 1. 1679–1729, antog igen titlen i år 1700 Frans 2. Stefan 1729–1765 Huset Habsburg-Lothringen Josef 1765–1790 Leopold 2. 1790–1792 Frans 1792–1835 Ferdinand 1835–1875 Frans Joseph 1875–1916 Karl 1916–1922 Otto 1922–2007 Karl 2007–present	Franske prætendenter: Huset Valois-Anjou Karl 4. 1480–1481, mandlig arving efter René, af navn konge af Jerusalem og Sicilien Huset Valois Ludvig 1481–1483, fætter, ved testamente Karl 5. 1483–1498 — I 1494 gjorde Karl 8. af Frankrig krav på Kongerigerne Napoli og Jerusalem som oldebarn af Ludvig 2. af Anjou og iværksatte sin erobring. I 1495 havde han erobret Napoli og var blevet kronet til konge. Huset Valois-Orléans Ludvig 5. 1498–1515. Han fortsatte kravet, selvom han ikke var efterkommer af den napolitanske hovedlinje (han var en efterkommer af den ældste datter af Karl 2. af Napoli). Det lykkedes ham at erobre del af Napoli 1500–1504. Ingen andre franske konger ar anvendt titlen. .		Alfons 2. 1494–1495 Ferdinand 2. 1495–1496, der efter kort tid led nederlag til Karl 8. af Frankrig. Frederik 1496–1501, hans onkel, under hvis styre Kongeriget Napoli blev invaderet af en alliance under Ludvig 12. af Frankrig, der gjorde krav på arven, and Ferdinand 2. of Aragonien, som det var lykkedes for at fordrive både Frederik og Ludvig i 1504. Ferdinand 1504–1516 (efter erobring, og Pavens forlening) – arvingen til det oprindelige aragonesiske krav fra Konstance Manfredi af Sicilien og Peter 3. af Aragonien Karl 5. 1516–1554 Filip 2. 1554–1598 Filip 3. 1598–1621 Filip 4. 1621–1665 Karl 2. 1665–1700
			Spanske Bourbon prætendeter: Filip 5. 1700–1724 (ved testamente), under hvis styre Kongeriget Napoli blev tabt i 1707 til Karl 3., prætendenten til den spanske trone og i 1713 øen Sicilien (senere øen Sardinien) til Viktor Amadeus 2. af Savoyen, som også antog titlen som konge af Jerusalem (se savojardernes arvefølge længere oppe). Filip fortsatte imidlertid med at anvende titlerne som konge af Begge Sicilier og Jerusalem, som derefter er blevet anvendt af alle senere spanske Bourbon konger Ludvig 1. 1724 Filip 5. 1724–1746 Ferdinand 6. 1746–1759 Karl 3. 1759–1788, som konge af Begge Sicilie, havde han anvendt titlen siden 1734 Karl 4. 1788–1808 Ferdinand 7. 1808–1833 Isabella 2. 1833–1870 Alfons 12. 1870-1885 Alfons 13. 1886–1941 Juan af Barcelona 1941–1977 Juan Carlos 1. 1977–2014 Felipe 6. 2014–	Habsburgske prætendenter: Karl 6. 1702–1740, der gjorde krav på de spanske besiddelser mod Filip 5.. Han gav afkald på Kongeriget Napoli i 1734 til en Bourbon prins, den senere Karl 3. af Spanien, og gav afkald på sine krav, men beholdt kravene på sine titler til Napoli og Jerusalem, mens han levede. Begge Siciliers prætendenter: Karl af Bourbon 1734–1788 (Karl var forpligtet ved traktat af forhindre foreningen af Spaniens og Begge Siciliers krone, and således overgav han Begge Sicilier til sin søn Ferdinand 1. af Begge Sicilier. Imidlertid fortsatte kongerne af Spanien med at anvende tiltlerne som kong af Begge sicilier og Jerusalem.) Ferdinand 1. 1759–1825 Frans 2. 1825–1830 Ferdinand 2. 1830–1859 Frans 2. 1859–1894 (Kongeriget Begge Sicilier blev erobret og annekteret til det nye Kongeriget Italien i 1860. Frans and hans arvinger har fortsat med at anvende begge titler.) Prins Alfons, greve af Caserta 1894–1934 Prins Ferdinand Pius, hertug af Calabrien 1934–1960, efter hans død opstod en strid om arvefølgen
				Ældre linje: Infante Alfonso, hertug af Calabrien 1960–1964 Infante Carlos, hertug af Calabrien 1964–2015 Prins Pedro, hertug af Calabrien 2015–	Yngre linje: Prins Ranieri, hertug af Castro 1960–1966 Prins Ferdinand, hertug af Castro 1966–2008 Prins Carlo, hertug af Castro 2008–

Briennes krav

• Hugo af Brienne og hans arvinger repræsenterer de ældste arvinger til Kongeriget, skønt de aldrig gjorde krav igen efter, at Hugo var blevet afvist af "Haute Cour" . I 1672 blev Brienne og Cyperns arvefølge forenet med den til Jerusalems krone.

Andre historiske krav

• Frederik af Meissen, Landgreve af Thüringen, anvendte kortvarigt titlen som konge af Jerusalem (sammen med titlerne som konge af Sicilien og hertugen af Schwaben) efter Konradins død i 1268^[7][8] som barnebarn af Frederik 2., der havde kronet sig til konge af Jerusalem i sin egen ret. Dette krav blev aldrig anerkendt af korsfarerstaterne eller andre steder, og heller ikke nogen af Frederik af Meissens efterkommere har nogensinde gjort krav på de nævnte titler efter hans død. Ved at spore Fredericks blodlinje fremefter fører imidlertid gennem markgreverne af Meissen, kurfyrsterne af Sachsen og hertugerne af Sachsen-Weimar til Johan Filip, hertug af Sachsen-Altenburg. Dette krav (på Jerusalem og Sicilien, dog ikke Schwaben, da sidstnævnte fulgte en halv-salisk arvelov ) gik derefter videre til hertugerne af Sachsen-Gotha-Altenburg og endelig via hertugerne af Sachsen-Coburg til den britiske kongefamilie.^[9]

Se også

• Kongeriget Jerusalem

Referencer

1. Guy. 2012. Encyclopædia Britannica Online. Retrieved 27 August 2012, from http://www.britannica.com/EBchecked/topic/249989/Guy
2. Whitworth Porter (2013). A History of the Knights of Malta. Cambridge Library Collection - European History. Cambridge University Press. s. 18. ISBN 9781108066228. Hentet 20. maj 2014. Refusing the title of King and the diadem which were offered him, upon the plea that he would never wear a crown of gold where his Saviour had worn a crown of thorns, he modestly contented him with the title of Defender and Advocate of the Holy Sepulchre. {{cite book}}: Ekstern henvisning i |serie= (hjælp)
3. Adrian J. Boas. Jerusalem in the Time of the Crusades: Society, Landscape and Art in the Holy City under Frankish Rule. Pages 79-82. Routledge 2009. ISBN 9780415488754.
4. Scott, John Beldon (2003) Architecture for the shroud: relic and ritual in Turin, University of Chicago Press
5. Catalogue of additions to the manuscripts - British Museum. Dept. of Manuscripts - Google Libros. Books.google.es. Hentet 27. november 2012.
6. The ... history of the feats, gests, and prowesses of the chevalier Bayard ... - Jacques de Mailles - Google Libros. Books.google.es. Hentet 27. november 2012.
7. Dobenecker, Otto (1915). Margarete von Hohenstaufen, die Stammutter der Wettiner. I (1236-1265). Neuenhahn, Jena: Festschrift des Gymnasiums zur Erinnerung an die Erhebung des Herzogtums S.-Weimar zum Großherzogtum (= Beilage zum Jahresberichte des Großh. Gymnasiums in Jena).
8. "Friedrich der Freidige". Arkiveret fra originalen 2005-08-27.
9. Weir, Alison (1996). Britain's Royal Families: The Complete Genealogy (Revised ed.). London: Random House. s. 306-321. ISBN 978-0-7126-7448-5.