Leo Putz | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 18. juni 1869 Meran, Italien |
Død | 21. juni 1940 (71 år), 21. juli 1940 (71 år) Meran, Italien |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Académie Julian |
Beskæftigelse | Kunstmaler, universitetsunderviser, karikaturtegner, illustrator |
Arbejdsgiver | Escola Nacional de Belas Artes |
Bevægelse | Ekspressionisme |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Leo Putz (født 18. juni 1869 i Merano, død 21. juli 1940 sammesteds)[1] var en tyrolsk maler. Hans arbejde omfatter Art Nouveau, Impressionisme og den begyndende ekspressionisme. Figurer, nøgenmodeller og landskaber er hans fremherskende emner.
Hans far, Karl Putz, var borgmester i Merano.[2] Han begyndte sine studier i en alder af seksten på kunstakademiet i München, hvor han studerede med maleren Gabriel von Hackl. Overbevist om, at han havde et stort talent, sendte faderen ham til Académie Julian i Paris. Efter militærtjeneste vendte han tilbage til München og studerede hos Paul Hoecker.[1] Han åbnede sit første atelier i 1897. Samme år blev han medlem af kunstnersammenslutningen Münchener Secession. Han arbejdede på ugemagasinet Jugend, og mange af hans malerier blev gengivet på bladets forside. I denne periode arbejdede han også som en kommerciel kunstner og producerede mange plakater i Art Nouveau-stil og reklameskilte for Moderne Galerie München.
Staatsgalerie Dresden og Neue Königliche Pinakothek erhvervede mange af hans værker i 1903. Han blev æresborger i Bayern i 1909; en forudsætning for at blive professor, hvilket han blev samme år.[2] Mellem 1909 og 1914 tilbragte han sine somre på Schloss Hartmannsberg nær Chiemgau for at arbejde med plein-air maleri. Mens han var der, underviste han flere studerende, blandt dem den amerikanske kunstner Edward Cucuel. Det var også der, at han skabte sine bedst kendte værker; to serier kendt som "Båd Billeder" og "Badende". I begge serier fokuserede han på at fremstille smukke, unge kvinder, hvilket er en fremtrædende kendetegn i hans tidligere arbejder. I 1913 giftede han sig med landskabsmaleren Frieda Blell. Han flyttede til Gauting i 1922, hvor han byggede sig et hus, som han finansierede ved at sælge sine malerier for byggematerialer.[2]
Putz og hans familie havde accepteret en invitation til at flytte til Brasilien i 1929. På anmodning af Lúcio Costa, tog han et professorat ved Escola Nacional de Belas Artes i 1931.[1] Der holdt han forelæsninger om komposition og tog flere studerende, herunder landskabsarkitekt Roberto Burle Marx. Under opholdet udviklede han en mere tropisk smag i sine farver, og de for ham eksotiske planter i Brasilien blev et yndet motiv. Han vil ofte rejse til afsides områder på muldyr i søgen efter inspiration. Han vendte tilbage til Tyskland i 1933. Et udvalg af hans sydamerikanske værker var fokus på en udstilling i München i 1935.
Han blev en kritiker af nazismen og hans kunst blev af naziregimet stemplet som "degenereret" ("entarte").[2] Fra 1936 blev han gentagne gange afhørt af Gestapo og var tvunget til at flygte tilbage til sin hjemegn, sydtyrol. I 1937 blev han officielt udelukket fra at arbejde i Tyskland. Resten af sit liv koncentrerede han sig om at male slotte, landsbyer og landskaber.
Han døde i 1940 efter en operation. Nyheden om hans død blev undertrykt i Italien og Tyskland,[2] og han blev begravet i stilhed i Gauting.