Margot Kidder | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Margaret Ruth Kidder 17. oktober 1948 Yellowknife, Northwest Territories, Canada |
Død | 13. maj 2018 (69 år) Livingston, Montana, USA |
Dødsårsag | Overdosis |
Nationalitet | Canada USA |
Religion | Ateisme |
Politisk parti | Demokratiske parti |
Partner | Brian De Palma |
Uddannelsessted | Havergal College, Magee Secondary School |
Beskæftigelse | Tv-skuespiller, filmskuespiller, teaterskuespiller, stemmeskuespiller, filmproducent |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Saturn Award for bedste skuespillerinde Daytime Emmy Award for Outstanding Performer in Children's Programming Academy of Canadian Cinema and Television Award for Best Performance by an Actress in a Leading Role |
Eksterne henvisninger | |
Margot Kidders hjemmeside | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Margot Kidder (født Margaret Ruth Kidder; 17. oktober 1948, død 13. maj 2018) var en canadisk-amerikansk skuespiller, der blev kendt i bredere kredse for sin rolle som Lois Lane i de første Superman-film med Christopher Reeve i titelrollen 1978-1987.[1]
Kidder debuterede i filmbranchen i 1960'erne i canadiske lavbudget-film og tv-serier, inden hun fik en hovedrolle i Heldet forfølger den tossede (1970). Derpå fulgte hovedroller i Brian De Palmas Sisters (1973), i slasherfilmen Black Christmas (1974) og i dramaet Alle tiders vovehals (1975) over for Robert Redford. Efter det store gennembrud med Superman (1978) fulgte også en hovedrolle i Spøgelseshuset (1979), men mod slutningen af 1980'erne begyndte Kidders karriere at falme lidt, og en bilulykke i 1990 betød, at hun ikke kunne arbejde i to år, hvilket kostede hende hele hendes formue.[2] I 1996 fik hun et psykisk nedbrud, og hun blev diagnosticeret med en bipolar affektiv sindslidelse,[2] men siden arbejdede hun ganske regelmæssigt, fortrinsvis i mindre roller i uafhængige film og tv-serier som Boston Common (1996-1997) og børneserien R.L. Stine's The Haunting Hour. For sin rolle i sidstnævnte modtog hun en Emmy i 2015.[3]
Ud over sin tv- og filmkarriere har Margot Kidder også spillet teater, bl.a. i en Broadway-opsætning i 2002 af The Vagina Monologues.[2]
Hun blev amerikansk statsborger i 2005, og hun var kendt for at tage politiske standpunkter på områder som USA's krigsdeltagelse (hun var imod) og miljøpolitik (det var vigtigt for hende, at naturen blev beskyttet),[2] og hun støttede demokratiske politikere som Jesse James og Bernie Sanders.[2]