Oudtshoorn

Oudtshoorn
Historisk bygning i Oudtshoorn
Historisk bygning i Oudtshoorn
Overblik
Land Sydafrika
ProvinsVest-Kapprovinsen
Demografi
Indbyggere80.336
Andet
TidszoneUTC +2
Koordinater33°35′S 22°12′Ø / 33.583°S 22.200°Ø / -33.583; 22.200

Oudtshoorn er en by i Vest-Kapprovinsen i Sydafrika. Det er den største by i Lille Karoo-regionen med sine 80.336 indbyggere, og byen er centrum for en omfattende strudseavl.

Oudtshoorn ligger i et område, der oprindeligt var befolket af buskmænd, som har efterladt sig spor i form af hulemalerier i området. De første europæere i området var en handelsekspedition. Ekspeditionen fik hjælp af en griquaspejder, der førte dem ad en gammel elefantsti i januar 1689. Der skulle gå omkring et hundrede år mere, inden de første farme blev etableret. Byen groede efterhånden op rundt om en kirke, der blev indviet i 1839, og den fik navn efter Pieter van Rheede van Oudtshoorn, der var udpeget som guvernør i Kapkolonien, men var død på vejen dertil.

Efterspørgsel på strudsefjer i Europa gav byen sit første økonomiske boom i slutningen af det 19. århundrede, hvor en række strudsefarme blev anlagt i nærheden af byen. Der blev faktisk etableret så mange farme, at det førte til overproduktion og en midlertidig økonomisk nedgang. Efter Anden Boerkrig omkring århundredskiftet kom der igen gang i efterspørgslen, der dog fik endnu et tilbageslag med udbruddet af første verdenskrig.

I vore dage fungerer strudsefarmene først og fremmest som opdrætssteder og som turistattraktioner, bl.a. Safari Show Farm, som ligger tæt på byen.

Nær Oudtshoorn ligger de spektakulære drypstenshuler Cango Caves, som er et velbesøgt turistmål.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]