Pachelbels kanon (originaltitel: Canon per 3 Violini e Basso, dvs. "Kanon for tre violiner og basso continuo"), også kendt som Kanon i D-dur, er den tyske barokkomponist Johann Pachelbels mest kendte musikstykke, og findes i dag i en række optagelse, versioner og bearbejdninger.
Pachelbel skrev værket, hans eneste kendte kanon, i 1680'erne, og som den oprindelige titel antyder er det et stykke kammermusik som oprindeligt blev skrevet til tre violiner og basso continuo.
Kanonen er en polyfonform hvor flere stemmer spiller samme melodi sekvensielt efter en givet varighed, for eksempel en kvartnode, en takt etc. Pachelbels kanon er bygget over en ostinat basfigur over en to-takts lang akkordprogression: D – A – H – Fis / G – D – G – A. Sekvensen gentages 28 gange – medregnet afslutningstakten – over totalt 57 takter. Akkordskemaet følges strengt, selv om der fra takt 44 sker en alteration på det syvende trin (ned fra cis til c). Kanonen etterfølges af en gigue.
Dette musikstykke har overlevet gennem århundrederne, og har specielt efter 1970'erne fået en stor udbredelse. Stykket er i dag velkendt blandt et stort publikum og er måske et af de mest genkendte klassiske kompositioner. Værket har stor betydning inden for nutidens populærmusik og fremføres fortsat ofte; akkordprogressionen bruges i nær sagt alle musikgenre.
Elementer fra kompositionen i genfindes i en række af dagens populærmusikalske sange, blandt andet i disse:[1][2]
Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev variationer over kanonen som blev premieret af Kronos Quartets album Green Ground i 2011.[3]