Pierre-Narcisse Guérin

Pierre-Narcisse Guérin
Pierre Narcisse Guérin, 1801
Af Robert Lefèvre (en)
Personlig information
Født13. marts 1774 Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Død16. juli 1833 (59 år) Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedÉcole nationale supérieure des Beaux-Arts,
Franske akademi i Rom (1804-1806) Rediger på Wikidata
Elev afHugues Taraval, Nicolas Guy Brenet, Jean-Baptiste Regnault Rediger på Wikidata
Medlem afAcadémie des beaux-arts Rediger på Wikidata
BeskæftigelseKunstmaler Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverÉcole nationale supérieure des Beaux-Arts, Franske akademi i Rom (1822-1828) Rediger på Wikidata
ArbejdsstedRom (1803-1805, 1822-1829, 1833), Napoli (1804-1804, 1805, 1829), Paris (1785-1803, 1805-1822, 1829-1833) Rediger på Wikidata
EleverPaul Huet, Antoine Julien Potier, Théodore Géricault, Édouard Cibot, Guillaume Bodinier med flere Rediger på Wikidata
Kendte værkerM. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død Rediger på Wikidata
GenrePortræt Rediger på Wikidata
BevægelseNyklassicisme Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserPrix de Rome Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pierre-Narcisse Guérin (født 13. marts 1774 i Paris, død 16. juli 1833 i Rom) var en fransk historiemaler.

Guérin var elev af Regnault og repræsenterede den davidske klassicismes grundsætninger og drev disse til det yderste ved en udpræget antik skulpturstil og en stærkt patetisk teatralsk komposition, der nok for en tid skaffede ham en vis anerkendelse, men også bidrog til at fremkalde tilbageslaget hos den nye skoles mænd.

Guérin, der 1796 havde vundet en pris for Catos Død, vakte en vis furore med M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død (1799, Louvre). Som ofte senere havde han her givet sit arbejde en væsentlig biinteresse ved hentydninger til aktuelle stemninger: her emigranternes hjemkomst.

Hans Hippolyt anklaget af Fædra fra 1802 – i Louvre – efter Jean Racine skylder delvis sit held til dets nøje tilslutning til Théâtre-Français' fremstilling af samme emne.[1]

Hans mange øvrige værker – hvoraf en del også er i Louvre – er udført med omhyggelig beregning af kompositionens linjer, men mangler med deres kolde tillærte arrangement gennemgående følelse, liv og fantasi: Offer til Æskulap, Andromache og Pyrrhos (1810), Æneas beretter Dido sine tildragelser (1813), Klytaimnestra (1817) med dets pirrende motiv (det forestående mord) og effektfulde kunstige belysning, samt Aurora og Kefalos. Fra tidligere tid Napoleon tilgiver oprørerne i Kairo. De mange dygtige elever, han uddannede: Théodore Géricault, Eugène Delacroix, Ary Scheffer etc., brød alle med hans kunstprincipper.

Guérin opholdt sig 1802-05 i Italien, hvor han senere kom til at virke som direktør for det franske akademi i Rom, 1822-29. I 1829 blev han udnævnt til baron.

  1. ^ Om "Théâtre-Français" / Comédie-Française i Den Store DanskeLex.dk af Svend Christiansen
  2. ^ Hippolytos i Den Store DanskeLex.dk af Chr. Gorm Tortzen med 'fri anvendelse' og Fædra i Den Store DanskeLex.dk af Chr. Gorm Tortzen med 'fri anvendelse'
  3. ^ Kefalos i Den Store DanskeLex.dk af Chr. Gorm Tortzen med 'fri anvendelse' – 'Aurora' kaldes her for 'Eos', Morgenrøden : "Kefalos er i græsk mytologi søn af Hermes. Eos (Morgenrøden) blev forelsket i ham og bortførte ham til Olympen, hvor hun fik en søn med ham. ..."
  4. ^ "Dido og Aeneas" er også en opera af den engelske barokkomponist Henry Purcell med libretto af Nahum Tate.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]