Naturlige saltpander eller saltflader er flade vidder af jord dækket med salt og andre mineraler, som normalt skinner hvidt under solen. I Danmark findes de i marskområder, delvis uden vegetation, bl.a. på Rønnerne på Læsø og i indermarsken på Skallingen i sydvestjylland, hvor de er 5-200 m i diameter og 10-30 cm dybe.[1] Andre steder findes de i ørkener, og er naturlige formationer (i modsætning til saltfordampningsdamme, som er kunstige).
En saltpande opstår når en sø eller dam fordamper. Dette sker i et klima, hvor vandfordampningshastigheden overstiger nedbøren, altså i en ørken. Hvis vandet ikke kan løbe ned i jorden, og bliver på overfladen, indtil det fordamper, og efterlader mineraler udfældet fra saltioner opløst i vandet. I løbet af tusinder af år ophobes mineralerne (normalt salte) på overfladen.[2] Mineralerne reflekterer solens stråler og fremstår ofte som hvide områder.
Saltpander kan være farlige. Saltskorpen kan dække over en sump af mudder, der kan opsluge en lastbil. Qattara-sænkningen i den østlige del af Saharaørkenen indeholder mange sådanne fælder, som tjente som strategiske barrierer under Anden Verdenskrig.[3]
Bonneville Saltflade i Utah, hvor der er blevet sat mange landhastighedsrekorder, er en velkendt saltpande i de tørre områder i det vestlige USA.
Etosha-panden, i Etosha nationalpark i Namibia, er et andet kendt eksempel på en saltpande.
Salar de Uyuni i Bolivia er den største saltpande i verden. I 2024 anslåes det at Bolivia, med anslået 23 millioner tons, ejer omkring 22% af verdens kendte lithiumressourcer (105 millioner tons); de fleste af dem findes i Salar de Uyuni.[4] Det store område, den klare himmel og den enestående fladhed af overfladen gør Salar til et ideelt objekt til at kalibrere højdemålerne på jordobservationssatellitter.[5][6]
En del af Rann of Kutch (Indien) er saltmarsk i den våde sæson og saltpande i den tørre sæson.[7]